Site icon 24NYT

Haven vokser i popularitet i coronatiden

Flere end hver 4. dansker siger, at corona har flyttet på deres boligønsker, viser spørgeundersøgelse, der udpeger haven som top-prioritet.

Corona flytter på vores boligprioriteter, og især haven er rykket frem på listen, når vi skal beslutte os for, hvor og hvordan vi ønsker at bo. Foto: Home

Coronatiden præger danskernes boligønsker fremover. Og det er især haven, der ønskes af flere.

Flere danskere svarer, at de i højere grad end før prioriterer ’at bo med egen have’ som følge af coronaen.

  • 10,7 % siger nu, at det er vigtigere med en have.
  • For et år siden – i juli 2020 – var det 8,4 %, viser spørgeundersøgelsen*, som analysevirksomheden YouGov har gennemført for anden gang for ejendomsmæglerkæden Home, hvor der også er tal for landsdele (se tabel).

Haven som åndehul

– Haven har været et åndehul for mange i coronatiden. Andre har higet efter et ’uderum’. Allerede efter den første nedlukning sagde flere, at de havde fået mere lyst til at bo med egen have. Efter den anden nedlukning er tendensen blevet forstærket, siger Michael Dalsager, der er analytiker og talsperson i Home, som kommentar til den nyeste måling, der er gennemført i juli i år.

Dermed topper haven over ting, der rykker frem på listen, når vi skal beslutte os for, hvor og hvordan vi ønsker at bo.

Ifølge tallene fra YouGov er der tale om signifikant fremgang, det vil sige, at fremgangen statistisk set er sikker.

Tendensen er stærkest blandt kvinder (12 %), men mændene er godt med (9 %). At have er mere efterspurgt ses i alle landsdele (se tabel).


Nummer 2-5 på listen: Plads, land, altan og sommerhus

Nummer to på listen er at få mere plads (8,4 %), mens at bo mere landligt er på tredjepladsen (7,1 %). At bo et sted med altan eller at eje et sommerhus er nummer fire og fem på listen.

– Danskerne har i høj grad søgt efter mere plads og luft omkring sig – under og efter nedlukningstiden – hvor vi har opholdt os meget mere hjemme. Det har vores ejendomsmæglere mærket meget tydeligt – eksempelvis har vi mødt mange flere på boligjagt end normalt, og der har været rift om stort set alle typer boliger de fleste steder i landet, siger Michael Dalsager.

Flere end hver fjerde er påvirkede af corona

I alt er det 28 % af danskerne, der siger, at coronaen påvirker deres boligprioriteter. For et år siden var det 23,8 %.

66,6 % af danskerne siger, at det ikke har påvirket dem i forhold til, hvor og hvordan de ønsker at bo. 5,4 % svarer ’ved ikke’.

*De adspurgte i undersøgelsen kunne vælge blandt otte specifikke valgmuligheder i spørgeskemaet og én uspecifik ’andet’. Kun den frie valgmulighed ’andet’ går tilbage fra 1,4 % til 1,2 %.

Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for Home. Der er i alt gennemført 2006 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 2. – 7. juli 2021.

Exit mobile version