Flere af genstandene, vi ikke vil miste, er desværre også på listen over ting, som højst sandsynligt forsvinder, hvis der er indbrud. Codan har samlet gode råd til at undgå, at tyven tager dem med.
Skulle en ubuden gæst kigge forbi i juletiden, så er der specielt fem ejendele, vi helst ikke vil have, at tyven tager med.
En rundspørge blandt 1.200 danskere fra hele landet, foretaget den 8.-22. december af forsikringsselskabet Codan, afslører, at vi er mest bekymrede for at få stjålet:
- Betalings- og ID-kort
- Arvestykker
- Fotoalbum
- Computere, tablets og elektronik
- Smykker og ure
”Svarene viser tydeligt, at vi frygter identitetstyveri, og det er samtidig en kriminalitetsform, som desværre fylder mere og mere i vores skadestatistik,” siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.
Det går tyven efter
Betalings- og ID-kort er endnu ikke højt på listen over ejendele, der er størst sandsynlighed for at miste, hvis der er indbrud i hjemmet. Det er til gengæld to andre kategorier.
En opgørelse fra brancheforeningen Forsikring & Pension viser, at tyve går efter genstande, som er hurtige at tage med, og som er lette at sælge videre.
De kriterier opfylder ”smykker og ure” samt ”computere, tablets og elektronik”, og kategorierne topper derfor også statistikken over ejendele, der anmeldelses og skal erstattes efter indbrud.
”Selvom vi forventer langt færre indbrud i år, da flere holder jul hjemme på grund af coronavirus, så er jeg ikke tvivl om, at vi i år også vil have skadesager, hvor kunder har mistet genstande, der er svære at erstatte igen,” siger Henrik Bundgaard.
“Vi dækker naturligvis det økonomiske tab, men arvesmykker og værdifulde filer eller studieopgaver på computeren er desværre vanskelige at genanskaffe, og vi anbefaler altid at lave en backup, gerne via cloudløsninger eller en godt gemt server,” siger han.
Gode råd til at undgå indbrud
Rundspørgen viser, at langt de fleste (98%) har godt styr på, hvilke forholdsregler de bør tage, hvis de ikke er hjemme eller på familiebesøg over julen.
”Op mod jul har vi dog ofte bekymrede kunder i røret, der måske er flyttet i et nyt hus og efterspørger gode råd til at holde tyven ude eller gemme ejendele.Et indbrud kan undgås på mange måder, og skadestatistikken afslører, hvordan indbrud typisk sker, og hvordan man derfor bedst kan forebygge dem,” siger Henrik Bundgaard.
De bedste råd til at undgå indbrud er:
- Nabohjælp
Aftal med dine naboer, at I holder øje med hinandens boliger. - Terrassedøren
En god lås på bagsiden af huset er mindst lige så vigtig som en god lås i hoveddøren. Tyve foretrækker nemlig ofte at begå indbrud fra bagsiden af huset. - Hængsler
Der findes to måder at bryde en dør op på. Hvis det ikke lykkes for tyven at bryde døren op via låsen, kan de forsøge at bryde døren op via hængslerne. Sørg derfor for, at døren har to bagbeslag. - Postkassen
Husk at afbestille avisen. Bed eventuelt din nabo om at tømme postkassen og fjerne breve, aviser og reklamer. - Sociale medier
Sørg for, at dine sociale medier ikke afslører, at du ikke er hjemme. - Vinduer
Det er vigtigt at have godkendte låseenheder på både døre og vinduer. Forsøg også at få det til at se ud som om, at der er nogen hjemme, og undgå at trække persienner eller rullegardiner for. Et tænd og sluk-funktion på lamper og musikanlæg er en billig tyveriforsikring.