Forsyningssikkerheden i Danmark og Europa er under pres. Derfor skruer Energistyrelsen nu op for sine energisparekampagner og lancerer en række nye materialer, der skal hjælpe danskerne med at spare på energien både derhjemme og på arbejdspladsen. Samtidig skal det offentlige gå foran i energispareindsatsen med en række nye indsatser.
I dag lancerer Energistyrelsen en række informationsmaterialer, der skal hjælpe danskerne både i det offentlige og i det private med at spare energi på arbejdspladsen. Vi bruger nemlig omkring en tredjedel af døgnets timer på arbejdspladsen. Endda timer, hvor vi er vågne og aktive. Derfor sætter vores energiforbrug, mens vi er på arbejde, et betydeligt aftryk.
”Det er afgørende, at vi alle hjælper hinanden med at spare på energien i hverdagen. Som medarbejder kan man selv være med til at mindske energiforbruget og bidrage til, at ens arbejdsplads bliver en del af løsningen på den vanskelige energisituation, vi alle oplever for tiden,”, forklarer Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.
Gode råd på SparEnergi.dk
Energistyrelsen har i første omgang udarbejdet informationsmaterialer målrettet både de offentlige og private arbejdspladser, herunder plakater med gode råd, som kan sættes op relevante steder, hvor man kan spare på energien i for eksempel kontorer, køkkener, toiletter og mødelokaler.
”Det handler om at hjælpe folk med at øge opmærksomheden. Gode vaner varer ved, og når det handler om energi, gavner de både pengepungen, klima og europæisk uafhængighed af russisk gas,” siger Kristoffer Böttzauw.
Alle materialer henviser til hjemmesiden SparEnergi.dk, hvor de gode råd og materialer er samlet, og løbende bliver opdateret. Informationsmaterialet skal også ses i lyset af, at regeringen, Danske Regioner og KL er enige om at spare på energien i det offentlige.
Fire overordnede spareråd til danskerne
Bladene hænger endnu på træerne, men inden længe går Danmark en koldere periode i møde. Der er fire overordnede energispareråd for den kommende tid, som danskerne bør huske på for at understøtte forsyningssikkerheden og tage toppen af energiregningen. De fire råd er:
1) Skru ned for varmen
2) Begræns brugen af varmt vand
3) Spar på strømmen – sluk for apparater, når de ikke er i brug og for unødvendig belysning
4) Brug strømmen, når den er billigst
Derudover er det vigtigt, at man som boligejer gør sit hus klar til vinteren. Det kan for eksempel være ved at sætte tætningslister op eller få isoleret boligen bedre. På Sparenergi.dk kan danskerne finde konkrete tips og tricks til, hvordan man kan spare på energien.
”Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt, og sammen kan vi gøre en hel del, når det drejer sig om at spare energi. Det vil vi som myndighed hjælpe danskerne med,” siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.
Fakta: Energistyrelsens energisparekampagne
- Energistyrelsens energisparekampagne er forankret på Sparenergi.dk og skal hjælpe danskerne med at spare på energien.
- Den består af informationsmateriale, rådgivning og oplysning til henholdsvis borgere og arbejdspladser.
- Offentlige arbejdspladser: Energistyrelsen vil understøtte hensigterne om energibesparelser på de offentlige arbejdspladser med en række gode råd, der giver energibesparelser. Materialerne er i første omgang tiltænkt statens kontorbygninger, men de fleste af materialerne vil også kunne anvendes på øvrige offentlige og private arbejdspladser. De første materialer ligger allerede klar på SparEnergi.dk. Der vil løbende blive udviklet flere materialer.
- Borgere: Energistyrelsen kører sideløbende en kampagne, som har fokus på at hjælpe danskerne med at spare på el, vand og varme. Sparerådene følger årstiden og energisituationen.