Her er politiet 5 råd til at undgå indbrud i julen

Juletiden nærmer sig, hvor mange huse kommer til at stå tomme tilbage, mens vi fester til julefrokoster eller pakker kufferten og rejser på juleferie. For at undgå et ubehageligt besøg af ubudne gæster, mens du hygger dig sammen med dine venner og familie, er det vigtigt, at du tænker indbrudssikring. Det gør vi.

I Sydøstjyllands Politi arbejder vi målrettet på at nedbringe antallet af indbrud i private hjem, og tallet er faldet de seneste år for eksempel med 11,1% fra 3. kvartal 2018 til 3. kvartal 2019. Den gode udvikling fortsætter imidlertid ikke alene ved politiets indsats, men i samarbejde med dig. Derfor er det vigtigt, at du som boligejer tager ansvar og indbrudssikrer dit hjem.

Beskyt dit hjem mod indbrud
’Det er en grim og grænseoverskridende oplevelse, når fremmede har været inde i dit hjem og rode i dine private ting. Sørg for at det ikke sker for dig ved at prioritere indbrudssikringen, siger Frede Nissen, vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi. ’Der er flere måder, du kan sikre dit hjem på og det behøver ikke at være dyrt eller besværligt, men det vigtigste er, at du får det gjort én gang for alle. Vi kommer altid ud, hvis du har haft indbrud, men vi vil hellere hjælpe jer med at forebygge end møde jer, når skaden først er sket.’

LÆS OGSÅ:  Her der den nye politibil

En af de meget effektive metoder til at nedbringe risikoen for indbrud er Nabohjælp. Nabohjælp kan forhindre op mod 25% af alle indbrud og mere end 25486 husstande er allerede tilmeldt i Sydøstjyllands Politikreds. Når vi for eksempel hilser på hinanden i vores boligområde og holder øje med hinandens huse, når naboen ikke er hjemme, får indbrudstyvene sværere arbejdsbetingelser og risikerer at blive genkendt.

Du kan også tage det første skridt mod at indbrudssikre dit hjem ved at besøge www.botrygt.dk. Her er der blandt andet samlet tips og tricks til hvordan du indbrudssikrer dit hjem hurtigt og let, og hvis du har brug for vejledning, kan du her også bestille et gratis indbrudstjek med en låsesmed.

Nedenfor har vi samlet 5 gode råd til, hvad du selv kan gøre for at undgå indbrud.

De 5 indbrudsråd

1. Bliv Nabohjælper
Godt naboskab og et opmærksomt blik for, hvad der foregår i nabolaget, gør kvarteret mindre attraktivt for indbrudstyve – og dermed tryggere for dig. Hils på dem, du møder, og fortæl naboer, hvis du aner uråd. Og ved at bruge Nabohjælp aktivt kan samarbejdet mod indbrud blive mere effektivt.

Hent den nye nabohjælpsapp, eller læs mere på www.nabohjaelp.dk

2. Tænd lys udenfor, og klip hækken
Skab god belysning uden for huset. Lys med sensor øger chancen for at tyven bliver set af naboerne, og forstyrres i sit arbejde. Undgå høje træer, hække og mørke gemmesteder omkring dit hjem. Dermed bliver det sværere for tyven at komme uset ind i huset.

LÆS OGSÅ:  15-årig ligger i koma – politiet advarer om farligt stof

3. Gør døre og vinduer svære at bryde op
Gør det svært for tyven at bryde ind i dit hjem. Brug gode, solide låse, døre og sikrede vinduer. To låse på hoveddøren gør det mere end dobbelt så besværligt for tyven at bryde ind. Og sørg for at låse værktøj og haveredskaber inde i skur eller garage, så det ikke kan bruges til at bryde ind i huset med. Se flere gode råd på Bo Trygts hjemmeside, hvor du også kan bestille et gratis indbrudstjek med en låsesmed.

4. Undgå at købe tyvekoster – brug sikre betalingsformer
Hvis ingen købte tyvekoster, var der INGEN indbrud. Du er med andre ord med til at nedbringe antallet af indbrud, hvis du undgår at købe stjålne varer. Brug altid MobilePay, eller kig efter NemID hos sælger, når du køber brugt. Begge betalingsformer er knyttet til cpr-nummer, som kan spores tilbage til sælger, og det ønsker kriminelle ikke.

5. Ring 1-1-4, hvis du har mistanke om indbrud
Politiet kan opklare flere indbrud med din medvirken. Hvis du ser personer med en mistænkelig adfærd i dit nabolag, eller hvis du har haft indbrud, så ring 1-1-4. Dine oplysninger kan være afgørende for politiets opklaring, og selv mindre detaljer kan være vigtige.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)