Her er vinderne: Dansk idræt sejrede stort

Der var konfettikanoner, popmusik og jublende tilskuere, da Danmarks årlige sportsgalla, ’SPORT 2022’, blev afviklet, og 11 sportspriser blev uddelt.

Kronprinsen, Wozniacki, Vingegaard, Rindom, Dufour, en masse andre både nuværende og tidligere sportsstjerner, nyudnævnte ministre, borgmestre, sportens kommercielle partnere og tusindvis af jublende tilskuere havde taget deres pæneste tøj på og fundet vej til Jyske Bank Boxen i Herning, da dansk idræt blev fejret med pompt og pragt.

I alt fandt 11 priser deres ejermænd og tusindvis af tilskuere og endnu flere DR1-seere hyldede alt fra årets ildsjæl og idrætsforening til det største sportsnavn i 2022 og et nyt medlem af Sportens Hall of Fame.

”Jeg bliver glad og stolt på dansk idræts vegne, når jeg står her i aften og ser, hvordan dansk idræt bliver hyldet. Vi fejrer både de frivillige, der hver eneste dag – 365 dage om året – får hjulene til at dreje rundt i vores knap 9.000 idrætsforeninger, og vi hylder de allerstørste sportsstjerner, der bevæger os med verdensklassepræstationer med Dannebrog på brystet på den internationale scene,” siger Hans Natorp, der er formand for Danmarks Idrætsforbund (DIF) og fortsætter:

”Jeg er imponeret over, hvad vi kan løfte i dansk idræt, når vi gør det i flok. For ingen vinder alene. Dansk idræt var ingenting uden frivillige, uden kommercielle partnere, uden specialforbundene, foreningerne, kommunerne, og jeg kunne blive ved. Vi har et unikt idrætsliv i Danmark, hvor vi står bredt og når højt, og hvor vi bevæger danskerne både fysisk og emotionelt. Tak til alle, der bidrager.”

Salens største bifald kom, da Caroline Wozniacki blev indlemmet i den eksklusive klub og blev nyt medlem af Sportens Hall of Fame, samt da Vingegaard to gange gik på scenen for at modtage henholdsvis BT Guld og DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn 2022.

Her er alle aftenens vindere:

  • DIF og Team Danmarks Årets Sportsnavn: Jonas Vingegaard, cykling
  • Hall of Fame. Caroline Wozniacki, tennis
  • Velliv og DIF’s Frivillige Ildsjæl: Freja Jæger Poulsen, Bramming Ju-Jutsu Klub
  • BESTSELLERs Olympiske Håb: Turpal Bisultanov, brydning
  • Toyotas Intet Er Umuligt: Ida Karstoft, atletik
  • Danske Spil og DIF’s Årets Idrætsforening 2022: Cykling Odense
  • Team Danmark og Salling Groups Trænerpris: Piotr Wojewski, sejlsport
  • Kulturministerens Parasportspris, Thobias Thorning, paradressur
  • B.T. Guld: Jonas Vingegaard, cykling
  • DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Mandlige Fodboldspiller: Pierre Emile Højbjerg
  • DBU, Spillerforeningen og Hessel HiRE Årets Kvindelige Fodboldspiller: Stine Ballisager Pedersen

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)