Salig Mogens Glistrup, der var en sand mester i at provokere, foreslog, at vi afskaffede forsvaret og erstattede det med en telefonsvarer med beskeden: Vi overgiver os.
Det er blevet til virkelighed. Mellemøstlige banditter, som med glæde hugger ørerne af enhver, der rokker med dem, ringer til København og forlanger dansk lovgivning ændret, så den flugter med deres planer om at påtvinge os sharia – og SVM-regeringen skynder sig at imødekomme deres krav. Således har vi nu atter fået forbud mod blasfemi. Eller rettere forbud mod at genere islam. Justitsminister Peter Hummelgaards lovforslag taler ganske vist om flere religioner, der skal beskyttes mod forhånelse, men da hverken kristne eller jøder har bedt om en sådan beskyttelse, er den nye lov udelukkende møntet på Allahs håndgangne mænd. Det ved regeringen naturligvis udmærket, og den ved, at vi ved det. Men da politik er et spørgsmål om magt, er regeringen ligeglad.
Således blev 2023 året, da magthaverne tog det første spadestik til at begrave friheden. Vi står kun ved begyndelsen. Der er meget andet, som de 57 muslimske lande kunne tænke sig at få ændret, og de behøver blot indkalde danske diplomater til skideballe, så skynder Mette og Lars sig at rette ind.
Situationen er ikke uden en grum ironi. Kort efter, at Mette Frederiksen var tiltrådt som statsminister, talte jeg med en af Mogens Glistrups markante medkæmpere, der glædede sig over, at vi omsider havde fået en regeringsleder, som forstod, hvad islam gik ud på. Hvor han så havde det fra.
Men hvis fru Frederiksen er klar over, hvad der står på spil, bliver hendes forræderi endnu mere graverende. Lars Løkke har aldrig forstået noget, og er også ligeglad, så han er ikke i samme vægtklasse.
Vi høster nu frugterne af den diskussion, vi aldrig fik. Nemlig med hvilken ret islam har opnået status som religion, der kan kræve beskyttelse efter Grundloven. Det er således aldrig gået op for politikerne, journalisterne og de fastlønnede eksperter, at Muhameds lære i alt væsentligt er en politisk ideologi, som på snedig vis har iklædt sig religiøse gevandter. Det prøvede jeg engang at forklare til et ledende medlem af Dansk Folkeparti, men det var, som om han ikke hørte efter.
Det er underligt, at Adolf Hitler aldrig tænkte på at betegne nazismen som en religion. Hvis han havde gjort det, ville vi have haft nazistiske trossamfund, som kunne have nydt godt af regeringens beskyttelse.