Tumbøl Vandværk har fået konstateret et for højt indhold af coliforme bakterier i drikkevandet, hvorfor det anbefales, at husstande, der får vand fra vandværket, koger drikkevandet.
Resultater af prøve taget på Tumbøl Vandværks ledningsnet 29. maj har vist et for højt antal coliforme bakterier i drikkevandet. Det er derfor Styrelsen for Patientsikkerheds anbefaling, at modtagere af drikkevandet fra vandværket koger det inden indtagelse.
Vand til madlavning, drikke, tandbørstning med mere skal koges i minimum to minutter. Kar- og brusebad kan foretages uden kogning af vandet, men man skal være opmærksom på, at vandet ikke drikkes.
Tumbøl Vandværk forsyner cirka 130 forbrugere.
Årsagen til forureningen er ikke kendt på nuværende tidspunkt. Man kan på netgis.aabenraa.dk finde nærmere oplysninger om, om man er en af de berørte borgere, under punktet vandplanlægning, eller ved at kontakte Tumbøl Vandværk på 20 32 52 79.
Der er ikke målt et for højt antal coliforme bakterier fra andre vandværker i Aabenraa Kommune.