Herning: 162 køretøjer standset i omfattende tungvognskontrol

Politiets Tungvognscenter Nord koordinerede fredag den 16. september 2022 kl. 9-16 en omfattende tungvognskontrol i Herning kommune. 162 køretøjer blev standset.

 

 

Politiets Tungvognscenter Nord (TCN) har til huse i Nordjyllands Politi, men dækker også nabokredsene i Midt- og Vestjylland og Østjylland. Og fredag den 16. september kl. 9-16 koordinerede og gennemførte tungvognscentret en omfattende færdselskontrol i Midt- og Vestjyllands politikreds ved rasteplads Søby Vest og Søby Øst, Herning.

Denne såkaldte multikontrol blev gennemført i samarbejde med en bred palet af samarbejdspartnere og aktører: Færdselsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, veterinære myndigheder, Miljøstyrelsen, Arbejdstilsynet, Forsvaret, Nordjyllands Politis operative færdselsafdeling og politiets bremseprøvestand m.fl.

”Formålet med en sådan multikontrol, med så mange forskellige interessenter, er at kontrollere bredt i forhold til tung- og varevognstrafikken i Danmark,” forklarer politikommissær Claus Kjær-Pedersen, der leder TCN.

Han uddyber:

”Kontrollen er målrettet føreren, køretøjerne samt køretøjernes belæsning med mere. Der kontrolleres løn- og ansættelsesforhold, og om førerne har erhvervet og har medbragt de fornødne kørekort, beviser, tilladelser og så videre i forbindelse med kørslen,” fortæller politikommissæren, der tilføjer, at man naturligvis også kontrollerer, om køretøjerne er i lovlig og forsvarlig stand.

 

Politiet tilfredse: Udviklingen er positiv

Og med disse mange opmærksomhedspunkter fra myndighedernes side er det ikke let at slippe igennem sådan en kontrol uden ”anmærkninger”, hvis man ikke har orden i sagerne. 162 køretøjer var en tur under luppen, og politikommissær Claus Kjær-Pedersen udtrykker stor tilfredshed med alles indsats under kontrollen – også de kontrolleredes:

LÆS OGSÅ:  Nye bøder til lastbilchauffører kommer på det værst tænkelige tidspunkt

”Vi har sammen – som det fremgår – kontrolleret en hel del køretøjer i dag, og selvom der er noteret mange overtrædelser, er tendensen klart, at der er sket en positiv udvikling i transportbranchen,” fastslår Claus Kjær-Pedersen.

Politiets opgørelse over multikontrol den 16. september kl. 9-16 ved rasteplads Søby Vest og Søby Øst, Herning

162 standsede tunge køretøjer i alt, heraf 44 udenlandske
1 x cabotagesag (manglende udfyldelse af papirer, bøde på 15.000 kr.)
5 x køre/hviletidsovertrædelser, alle danskere.
3 x godslovsovertrædelser (ej medbragt registreringsattest x 2) (manglende chaufføruddannelsesbevis)
3 x fejl/mangler – lygter og synssager
1 x forkert dimension (højde 4,26 mod højst tilladt 4,10)
1 x modulvogntog (ulovligt sammenkoblet)
1 x manglende vejbenyttelse (manglede for 13. og 16. september)
1 x manglende kategori B/E kørekort

24 kontrollede varebiler, heraf 13 varebilsgodskørsel. Deraf 3 med rapport – bliver til 4 journalnumre.
3 x registreringsbekendtgørelse, 1 x godslov.

Mens kontrollen stod på, blev der foretaget almindelig færdselskontrol i området omkring kontrolstederne. Dette udløste følgende:
2 hastighedsovertrædelser i lastbil i 50 km/t-zonen, målt henholdsvis til 87 km/t og 83 km/t. (to udlændinge.)
Yderligere 28 hastighedsovertrædelser der udløste 6 betingede frakendelser og 22 klip i kørekortet.

Hertil kommer andre myndigheders kontroller og resultater.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)