Hjælp politiet – vidner søges til skudepisode i Aarhus

Østjyllands Politi hører fortsat gerne fra vidner til skudepisoden natten til onsdag på Kappelvænget i Aarhus, hvor to mænd blev ramt.

En 23-årig og en 31-årig mand blev behandlet for deres skader på hospitalet, og Østjyllands Politi er nu i fuld gang med efterforskningen af skyderiet, der skete omkring kl. 00.35. Politiet vil i løbet af dagen være til stede med den mobile politistation i området omkring Kappelvænget for at tale med borgerne.

Mobil politistation

”Jeg kan godt forstå, hvis folk bliver utrygge, når der bliver skudt på åben gade i deres nabolag. Derfor vil vi gerne vise vores synlighed i området og give folk mulighed for at få en snak med vores betjente om situationen. Samtidigt opfordrer vi folk til at kontakte os, hvis de har set episoden eller har eventuelle oplysninger om gerningsmændene, ” siger politiinspektør Michael Kjeldgaard.

Politiets foreløbige efterforskning viser, at der blev affyret flere skud på Kappelvænget, hvorefter flere gerningsmænd kørte fra stedet i en bil. Det er fortsat uvist, om episoden har forbindelse til den bandekonflikt, der er mellem to grupperinger i Aarhus Vest p.t.

Relation til bandekonflikt undersøges

”Det er endnu for tidligt at sige, om skudepisoden har forbindelse til bandekonflikten i området, men det er selvfølgelig naturligt, at vi kigger i den retning. Nu skal vi have foretaget en række afhøringer og efterforskningsskridt, inden vi kan konkludere noget i forhold til motiv og gerningsmænd, ” fastslår Michael Kjeldgaard.

LÆS OGSÅ:  Mand ramt af flere knivstik

Har du oplysninger om skudepisoden, kan du kontakte Østjyllands Politi via tlf. 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)