Af Jens Fuglsang Edelholt
Højesteret skærper straffen fra 8 års fængsel til 10 års fængsel for en af de dømte i Drone-sagen, hvor tre mænd i Østre Landsret blev dømt for at have sendt droner og dronedele til Islamisk Stat. De to andre har fået stadfæstet deres domme på 4 år og 6 måneders fængsel og 3 års fængsel.
Højesteret har skærpet straffen for en af de tre mænd, der i landsretten blev dømt for at sende droner og dronedele til terrororganisationen Islamisk Stat.
De tre mænd var alle i Østre Landsret fundet skyldige i at have fremmet Islamisk Stats aktiviteter, og derudover var den ene af mændene fundet skyldig i medvirken til forsøg på terrorisme. De tre mænd blev ved Østre Landsret i september idømt fængsel i henholdsvis 8 år, 4 år og 6 måneder og 3 år.
Det var de tre mænd, der havde indbragt sagen for Højesteret. Mændene ville have straffen nedsat, og den ene – der blev i dømt 8 års fængsel i landsretten – mente, at det var forkert, at han blev dømt efter straffelovens §114, som er den mest alvorlige terrorbestemmelse.
Men Højesteret valgte at skærpe straffen til den ene af de tre mænd, og hævede straffen fra 8 år til 10 års fængsel. De to andre fik stadfæstet deres dom fra landsrettens. Højesteret slår samtidig fast, at det var rigtigt af Østre Landsret at dømme den ene af de tre mænd for medvirken til forsøg på terrorisme efter den mest alvorlige terrorbestemmelse.
»Jeg er tilfreds med, at Højesteret har skærpet straffen mod den ene tiltalte og stadfæstet dommen mod de to andre tiltalte. Samtidig er det også vigtigt, at Højesteret er enig i, at det er rigtigt at dømme den ene tiltalte for medvirken til terrorisme efter den mest alvorlige terrorbestemmelse. Det kan få betydning for eventuelle fremtidige sager,« siger Anne Risager, der som specialanklager hos Rigsadvokaten har ført sagen ved Højesteret.
I byretten var de tre mænd tiltalt for medvirken til forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, jf. § 23, jf. § 21, ved at have leveret dronedele og andet til brug for Islamisk Stats droneprogram. To af mændene var desuden tiltalt for at have medvirket til en terrorhandling mod en base i Syrien. De blev i stedet dømt efter straffelovens § 114 e, der handler om at fremme en terrororganisations virksomhed.
I Østre Landsret blev to af mændene dømt efter straffelovens § 114 e, mens en af dem altså også blev dømt efter §114.