Hjemmerøver tog halsgreb og slog 62-årig i hovedet med stegepande – fældet af DNA

Et DNA-match førte Østjyllands Politi på sporet af en 29-årig mand, der ved Retten i Aarhus nu er blevet varetægtsfængslet, sigtet for et forsøg på hjemmerøveri i november 2016.

Episoden fandt sted i et hus i Aarhus N, hvor den 62-årig beboer blev slået to gange i hovedet med en stegepande, hvorefter gerningsmanden tog halsgreb på ham. Under overfaldet råbte gerningsmanden, at han ville have nogle penge. Da den 62-årige fortalte, at han ikke havde penge i huset, stak manden af.

Han efterlod sig dog DNA-spor på stegepanden. Da politiet her omkring et år senere, sigtede en mand for indsmugling af khat, foretog de et DNA-skrab, der matchede med DNA’et fra sagen i 2016.

Den 29-årige blev efterfølgende anholdt og fremstillet i grundlovsforhør i dag i Retten i Aarhus. Her blev han varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på psykiatrisk afdeling. Han kærede ikke.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)