Tyrkiet sendte trods danske politikeres protester den dømte Islamisk Stat-terrorist Ahmed Salem el-Haj retur til Danmark, hvor han igen blev anholdt. Men lige nu er der ifølge Berlingske ikke udsigt til særlig hård straf.
Selv om en større gruppe af IS-jihadister allerede er dømt ved danske domstole, er det aldrig lykkedes at få en ”rigtig” dom for terrorisme, altså eksempelvis drab – det er blevet ved domme for at ”tilslutte” sig eller ”fremme virksomheden for” Islamisk Stat.
De forbrydelser, som Ahmed Salem el-Haj er sigtet for, kan efter gældende praksis give straffe i omegnen af fængsel i op til fire år.
Det springende punkt i forhold til straffens størrelse vil nok være, om der kan føres bevis for, at el-Haj har deltaget i egentlige terrorhandlinger, som kan give en langt strengere dom.
Men som sagen står nu, er der ikke udsigt til, at han kan drages til ansvar for egentlig terrorisme, for eksempel manddrab, der kan give en straf på indtil livstid.