Hold op med at lege dommere over Ungarn

I 20 år har jeg kæmpet imod dommere, der optræder som politikere. Desværre ser vi både i EU- og menneskeretten internationale dommere skubbe grænsen for den dømmende magt og dermed presse os folkevalgte længere væk fra den magt, som vælgerne forventer, at vi udøver, skriver Morten Messerschmidt i Jyllands-Posten.

Men lige så stort et problem det er, når dommere leger politikere, lige så problematisk er det selvsagt, når politikere leger dommere. Og det er desværre, hvad et flertal i Folketinget gør i relationen til Ungarns Orbán.

Europa-Parlamentet, hvor man i flere år har benyttet sine udenrigsresolutioner til at lege dommere over (især) Ungarn og Polen. Dermed har Europa-parlamentarikerne vist en rystende mangel på respekt for retsstaten og magtens tredeling – paradoksalt nok samtidig med, at man har anklaget Pis- og Fidezs-partierne for det samme.

Det er upassende, at politikere dømmer, om et andet land har opført sig mere eller mindre korrekt. Det skal domstole afgøre. Og det må landets vælgere afgøre. I et retssamfund var sagerne blevet indbragt ved domstolene, som sindigt og myndigt kunne afgøre, om Ungarn havde krænket sine forpligtelser. Her ville parterne være blevet hørt og dommerne kunne nøgternt vægte argumenter hver for sig.

For midt i debatten om, hvorvidt Polen og Ungarn nu overholder ”EU’s grundlæggende Værdier”, er det, som om vi glemmer de centraleuropæiske landes historie, deres modstandskamp imod den kommunistiske besættelse og den arv, som fulgte heraf. En stor del af deres gældende ret er levn fra kommunisttiden, som en fri regering selvsagt har ret til at kæmpe sig fri af. Og når det i flere EU-lande er forbudt at bruge nazistiske flag eller symboler, er det vel også i orden for Ungarn at forbyde partier at kalde sig ”kommunistiske”? Er der den store forskel? Strider det mod EU’s værdier at gøre op med en kommunistisk fortid?

Ethvert retssamfund vil afvise tanken om at lade folkevalgte parlamentarikere agere dommere. Politikernes opførsel er ikke demokratiet eller retsstaten værdig. For hvilken retsstat giver ikke den anklagede mulighed for at forsvare sig?

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)