Efter nogle årtier i politisk koma ser det ud til, at de hollandske vælgere har fået nok af den statsautoriserede konsensus, der i mange år har præget det parlamentariske samarbejde under statsminister Mark Rutte. Geert Wilders Frihedsparti (PVV) stak af fra de andre partier og kunne ved onsdagens parlamentsvalg mere end fordoble sine pladser fra 17 til 37 mandater.
Ligesom i Danmark var der i Holland blandt de større politiske partier med tiden opstået en fælles opfattelse af Holland som et socialdemokratisk samfund, hvor mere velfærd til ’fællesskabet’ var det samlende politiske projekt. Statsminister Mark Rutte er en Lars Løkke-lignende politiker, hvis holdninger afhænger af de kompromiser, han kan opnå og som orienterer sine meninger efter, hvad der er god tone i EU-kommissionen. Da alle – eller næsten alle – politikere mener det samme, blev den netop overståede valgkamp den kedeligste i hollandsk mands minde. Der var ingen seere til tv-debatterne og få tilhørere til valgmøderne. Dog med undtagelse af arrangementer, hvor Geert Wilders fra Frihedspartiet PVV deltog. Wilders er politisk en hård banan med klare budskaber. PVV er ikke et traditionelt parti med politik på alle hylder, men er en holdningsbevægelse, der kæmper mod islamiseringen af det hollandske samfund.
Holland fører traditionelt en tolerant og progressiv indvandrerpolitik, der har indsluset store skarer af migranter fra de gamle hollandske kolonier i Sydøstasien, som blev velintegrerede i det hollandske demokrati. Senere blev det gæstearbejdere fra især Jugoslavien, der kompetent og flittigt gjorde god fyldest i industrien. Med disse fine erfaringer lukkede man portene op for marokkanere og tyrkere, idet politikerne og medierne havde tillid til, at også disse indvandrere ønskede at blive en del af den demokratiske retsstat. Det viste sig hurtigt, at migranter med islamisk kulturbaggrund absolut ikke havde til hensigt at være en del af det demokratiske fællesskab. I stedet mente de, at hollænderne skulle integrere sig i islam og ikke omvendt. Ligesom i Danmark gik de hollandske politikere og medier ikke til kamp mod den totalitære islamiske ideologi, men sank sammen i en kraftesløs valium-agtig afmagt, der tillod en massiv indvandring med tilhørende familiesammenføringer fra en række muslimske lande, sær Tyrkiet og Marokko.
Geert Wilders gik til modstand, da det blev klart, at netop de muslimske migranter ligesom i Danmark hurtigt blev stærkt repræsenteret i statistikkerne over arbejdsløshed og kriminalitet. Det islamiske voldsmandens veto viste sig med fuld kraft, da den islamkritiske politiker Pim Fortuyn og filminstruktøren Theo van Gogh blev myrdet af islamiske antidemokrater. Wilders nye Frihedsparti begyndte herefter at få vind i sejlene, og selv om han blev heftigt kritiseret af politikere og medier, voksede hans folkelige opbakning valg efter valg. Wilders var ikke desto mindre foragtet og forhadt af den europæiske offentlige mening. Også i Danmark. Da Wilders af Trykkefrihedsselskabet i 2015 blev inviteret til at tale på Folkemødet på Bornholm var det under vilde protester fra ledende Venstrefolk og socialdemokrater, der til Berlingske udtalte, at ”der ikke burde være plads til hans ekstreme synspunkter, som strider mod Folkemødets natur”. Og videre, at ” Wilders ikke vil tilføre debatten noget konstruktivt”.
Ligesom Ungarns Viktor Orbán er Wilders forhadt af EU-parlamentet, hvad der ikke kan overraske nogen. I 2012 vedtog Parlamentet en resolution, der opfordrede den hollandske regering til at fordømme Frihedspartiets hjemmeside, hvis indhold ”strider mod de grundlæggende europæiske værdier, som er menneskelig værdighed, frihed, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne”. Altså alt det, som EU-parlamentet åbenbart mener at finde i islam. Hovedpunkterne i frihedspartiets politik vil da også ophidse enhver muslim og progressiv borger i det moderne Europa, hvor det gælder om at elske præsident Biden, formynderstaten og Gaza og hade Donald Trump, Viktor Orbán og jøder. Wilders kræver et forbud mod koranen, islamiske skoler og al indvandring fra islamiske lande. Han vil have en folkeafstemning om Nexit, altså om Holland skal forlade EU ligesom Storbritannien.
Og hvad så nu, da han fik sin jordskredssejr ved valget? Resultatet viste, at hollænderne er ved at vågne af deres politiske koma, og at der nu er bred folkelig opbakning til en aktion mod den snigende islamisering af det hollandske samfund. Holland som Tyrkiets præsident Erdogan kalder ’fascistisk’, fordi tyrkiske politikere ikke kan få tilladelse til at føre valgkamp blandt landets store tyrkiske population, der betragter sig som 100 procent tyrkiske og nul procent hollandske. Sådan som det er alle andre steder i tyrkiske indvandrerkredse.
Der er 150 pladser i det hollandske parlament. Wilders skal bruge 76 for at få flertal. Han kan nu mønstre 37 mandater og kan antageligt samarbejde med det tredjestørste parti, Mark Ruttes VVD med nu 24 mandater. Det rødgrønne GL-PVDA, som blev det næststørste parti, bliver nok noget vanskeligere at danse med. Imidlertid har Wilders som en ægte statsmand allerede udtalt, at han har lagt nogle af sine mærkesager i dybfryseren, da han ønsker ”at være statsminister for alle uanset holdninger, religion og etnicitet”. Dog står han fast på sit motto om, at Holland skal gives tilbage til hollænderne.
Der venter utvivlsom lange og vanskelige regeringsforhandlinger, men facit er, at der i Holland ikke mere kan regeres uden om Geert Wilders. Og det skal vi andre være glade for.