Den danske regering er med rette blevet kritiseret for en tøvende, kræmmeropportunistisk tendens i sin yderst forbeholdne støtte til demokratibevægelsen i Hong Kong. I modsætning til USA’s præsident Donald Trump, som forleden tonede rent flag og udtrykte mere direkte støtte til Hong Kong-kinesernes sag. Samme kritik kunne man rette mod danske statsmediers dækning af Hong Kong protesterne i den senere tid.
Det var glædeligt, at de fleste Hong Kong kinesere ved lokalvalget forleden valgte til fordel for politikere, der overvejende støtter demokratibevægelsen og dens frem krav. Mindre glædeligt var det, at være vidne til kontrasten mellem danske mainstreamjournalisters reportager fra Hong Kongs demokratidemonstrationer og f.eks. den uafhængige journalist Avi Yemini fra TR.News, der drog til Hong Kong med langt færre midler.
Hvor Avi faktisk forsøgte at tale med lokale Hong Kong kinesere for at finde ud af, hvad de egentlig ville med deres demonstrationer og hvad deres fem krav til myndighederne faktisk gik ud på, var DR og tv2s korrespondenter næsten kun interesserede i voldspræget underholdning og dramatiske billeder af sammenstød mellem politi og demonstranter med Rasmus Tantholdt og Phillip Khokhar i rollerne som heltemodige iagttagere iført gasmasker. Se f.eks. her, hvor DRs Phillip Khokhar kun fokuserer på sammenstød mellem politi og demonstranter for voldsunderholdningseffektens skyld og ikke taler med én eneste Hong Kong kineser for at finde ud af, hvad det protesterne og Hong Kong kinesernes fem krav egentlig går ud på.
Eller se Rasmus Tantholdt fra tv2: Ren dramareportage – og stort set ingen interviews med lokale Hong Kong-kinesere om, hvad deres krav bl.a. er og hvad de vil.
Det eneste Tantholdt interview med en Hong Kong-kineser, som jeg har set, handlede sigende nok om en lokal købmand, der kun kritiserede demokratibevægelsen for at lave ballade. Det er der sikkert også nogle af dem, som gør, men det store flertal af dem kæmper for deres hårdt pressede ytrings-og forsamlingsfrihed. Det var der ikke megen opbakning til fra de danske journalister. Og se så her, hvor Avi Yemini taler med lokale Hong Kong kinesere om, hvad de selv mener:
Eller her, hvor Yemini, trods hans åbenlyse sympati for demokratibevægelsen også lader en kinesisk politiker komme til orde, som sammenligner demonstranternes optræden med pøbelvælde.
Eller denne reportage, hvor Yemini giver et alternativt indblik i, hvordan volden på gadeplan ofte opstår og hvordan den bruges politisk.
Jeg er jo så gammel, at jeg kan huske Mette Holms glimrende reportager fra Tiananmen pladsen og demokratibevægelsen i 1989, hvor Holm for det første var i stand til at tale med kineserne på deres eget sprog og for det andet udviste langt større forståelse for kinesiske demokratitilhængere end vore dages dramajournalister.
Konklusion: vil man forstå, hvad der motiverer Hong Kong demonstranterne og hvad deres 5 krav går ud på, må man søge alternative medier end den elektroniske mediemainstream i Danmark. Og opbakningen til demokratibevægelsen er lunken, tøvende og forbeholden.