Vi skal ikke så mange årtier tilbage i tiden, før bøsser og lesbiske måtte gå meget ondt igennem. Drenge med feminine attituder fik tæsk i skolegården og på arbejdspladsen måtte homoseksuelle spille hetero-rollen så godt, de kunne, for ikke at blive mødt med hån, spot og latterliggørelse og måske endda en fyreseddel. I dag er seksuelle minoriteter en accepteret og respekteret del af samfundet, så lbgt+ folket har ikke noget at klage over. Lederne af den danske regnbuebevægelse er aggressive og kreative folk, der forstår at udnytte tidens kulturelle modeluner og råbe højt og vedvarende på de rigtige steder og tidspunkter. På samme måde som politikere, medier og virksomheder bekender sig til klimareligionen, er det lykkedes homo-bevægelsen at blive et kulturelt modefænomen, der er så populært, at regnbueflaget konkurrerer med dannebrog om at være det danske nationalsymbol.
Mer vil have mere. Appetitten vokser, mens man spiser, og regnbuebevægelsen er ikke mere tilfreds med at være en anerkendt seksuel minoritet, men vil nu vinde kampen om normaliteten. Det er dog i Danmark ikke normalt at være bøsse, lesbisk eller transseksuel. En nylig stor undersøgelse af danskernes seksualitet udarbejdet af Aalborg Universitet og Statens Seruminstitut viste, at kun 1,1 procent af de adspurgte identificerede sig som homoseksuelle og kun sølle 0,05 procent opfattede sig som transseksuelle. Studiet omfattede ikke mindre end 66.000 respondenter, hvilket udelukker statistiske tilfældigheder i populationens svar. Man behøver ikke være professor i teoretisk statistik for at se, at 1,1 og 0,05 procent ligger så langt fra en statistisk normalfordeling, som man næsten kan komme. For at opnå status som ’norm’, har regnbuefolket så valgt at hekse med sproget, der med lidt behændighed kan udnævne lbgt+ mennesker til demografisk paritet med de 98 procent af befolkningen, som de ikke tilhører. Læser man på originalsproget Julius Cæsars beretning om Gallerkrigene, vil man ofte støde på udtrykkene cisalpinus og transalpinus. Cis betyder ’på denne side’ og trans ’på den anden side’. Latinkyndige spindoktorer for regnbuebevægelsen har nu tryllet paritet mellem de 98 procent heteroseksuelle, der nu kaldes cis-kønnede og de under to procent minoritetsseksuelle, der nu kaldes non-binære, altså to ligeværdige sider af samme mønt.
For at styrke sin position i kampen om normalitet, har lbgt+- folket vedtaget, at det biologiske køn er en ligegyldig detalje. Køn er ikke noget man er født med. Det er noget man vælger. Hermed skaber man et flydende normalitetsunivers, hvor alt er normalt, hvis bare det flyder. De sejrrige lgbt+-frontkæmpere er nu godt på vej til at mase føjelige virksomheder, politikere og medier til at acceptere og respektere den eller de kønsidentiteter, som borgerne nu har valgt den dag. Kaos er således normalt, og normalt er kaos. Regnbuebevægelsen triumferede sidste år ved at score mere en 60 sponsorater til Copenhagen Pride, der blev finansieret af nogle af vores største virksomheder og tiljublet af pressen, Christiansborg og kongelige personer.
Når man bliver arrogant og overmodig, ser man ikke skriften på væggen. Der var derfor ingen i lbgt+-ledelsen, der tog notits af den danske ingrediensfabrikant Chr. Hansens ydmygende tilbagetog, da amerikanske storkunder truede med at afbryde samarbejdet, hvis ikke firmaet trak sig ud af sin ’pink washing’, altså åbenlyst fedteri for seksuelle minoriteter. Det gav heller ikke stof til selvransagelse i den dansk bøssebevægelse, at Budweiser mistede sin førerposition på det amerikanske marked, da en transkvinde (mand i dametøj) optrådte i øl-annoncerne, eller da lavprisvarehuset Target mistede tusindvis af sine kunder for at udstille beklædning til transseksuelle.
Tværtimod vurderede ledelsen af Copenhagen Pride, at bevægelsen nu kunne opstille sig som moralpoliti over for sine sponsorer. Det ligger jo i den progressive tidsånd at hade jøder og elske palæstinensere, og da regnbuefolket er med på den værste, havde man ikke noget problem med at solidarisere sig med Hamas, der som loyale muslimer kræver død over jøder og kristne og i særdeleshed over bøsser og lesbiske. Regnbuefolket krævede derfor, at deres sponsorer skulle redegøre for deres kommercielle forbindelser med Israel. Så ikke nok med, at de glade givere skulle spytte millioner i regnbuebøssen. De skulle tilmed stå skoleret for ’Priden’ og redegøre for deres pinlige forbindelser til folkemorderen Israel.
Henvendelsen resulterede i en mere ædru stemning i direktionslokalerne rundt omkring, hvor lederne nu stillede sig det naturlige spørgsmål, hvorfor vi som virksomhed skal finansiere en gadefest for seksuelle minoriteter, hvor mænd kun iført læbestift, guldtrusser og fjerboa danser kvidrende gennem byen? Lederne stak hovederne sammen og resultatet blev, at A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, KPMG, DFDS, Nykredit og Dansk Industri har trukket sig som sponsorer for Copenhagen Pride. Der kommer flere til, og ’Priden’ må indstille sig på, at fremtidige festligheder må betales af private midler uden væsentlig støtte fra erhvervslivet.
Lbgt+-folket har hermed fået en blodtud i alle regnbuens farver, hvilket bør lære dem, at beskedenhed er en dyd, og at de bør prise sig lykkelige over at leve i en demokratisk retsstat, hvor seksuelle minoriteter accepteres og respekteres. Demokrati betyder folkestyre, ikke flertalstyranni. Og det er netop hensynet til mindretallets interesser, der er kernen i demokratiet som begreb. De non-binære bør huske på, at dette nyder de godt af hver eneste dag.