Site icon 24NYT

Hurtigtestkapaciteten er nu på 200.000

De seneste uger er både PCR – og hurtigtestkapaciteten opskaleret. Fra i dag kan der foretages 200.000 hurtigtest om dagen. Der er travlt ved PCR-teststederne. Vælg kun PCR, hvis du har brug for det. Vælg hurtigtest, hvis du ikke har symptomer eller er nær kontakt til en smittet.

På få uger er testkapaciteten opskaleret, så der samlet kan testes 370.000 om dagen, hvoraf de 200.000 er hurtigtest ved de private leverandører.

Direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed, Lisbet Zilmer-Johns siger:

”Vi kan fra og med i dag foretage 370.000 test om dagen, og vi tester ca. 265.000 dagligt. Dertil kommer alle de mange test i skolerne. Vi følger hver eneste dag udviklingen i behovet for test, og vi kan skrue yderligere op, hvis der bliver brug for det.

Der er travlt på teststederne. Men regioner, kommuner og de private udbydere arbejder benhårdt for at mindske køerne. Vores råd er: Tag en hurtigtest, hvis ikke du har symptomer eller er nærkontakt. Du kan følge den aktuelle ventetid på leverandørernes hjemmesider.

Skal du have en PCR-test, så undersøg, om ventetiden er kortere lidt længere væk, for særligt de små teststeder kan have meget travlt. Og undersøg om du kan blive testet i weekenden. Og til sidst, så husk at melde afbud i PCR-systemet, så en anden hurtigt kan få din plads i stedet.”

Styrelsen for Forsyningssikkerhed opdaterer alle hverdage antallet af test foretaget i det landsdækkende net på sfos.dk.

Find dit nærmeste testcenter på coronasmitte.dk.

Fakta:

Testkapaciteten på 370.000 test fordeler sig således:

  • PCR-test er 170.000 om dagen
  • Hurtigtest er 200.000 om dage

De seneste 7 dage har antallet af udførte test i gennemsnit ligget på ca. 155.000 PCR-test om dagen og ca. 110.000 hurtigtest om dagen. Herudover testes der blandt andet på skoler og i privat regi.

Der er mere end 300 teststeder. Antallet af teststeder er steget, og for tiden er der cirka 160 PCR-testcentre og cirka 150 hurtigteststeder. Alle 98 kommuner har mindst ét PCR-teststed og mindst ét hurtigteststed.

Exit mobile version