Hus Forbi har intet med Men in Black at gøre og vil på ingen måde forbindes med gruppen eller dens arrangementer.
Gruppen Men in Black har sat hjemløseavisen Hus Forbi på som hovedtalere på en demonstration i dag, lørdag den 13. februar, på Rådhuspladsen i København. Hus Forbi har intet med Men in Black at gøre og vil på ingen måde forbindes med gruppen eller dens arrangementer.
– Men in Blacks budskab er i direkte modstrid med vores bestræbelser på at sikre, at hjemløse og socialt udsatte bliver tilbudt vacciner, fordi de er sårbare helbredsmæssigt og lever på en kaotisk måde, som kan være en særlig belastning for sundhedsvæsenet, hvis de bliver alvorligt syge. Hus Forbi bakker op om myndighedernes bestræbelser på at holde COVID19 under kontrol i Danmark, siger Hus Forbis sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen.
Siden coronavirussen for alvor ramte Danmark i marts sidste år, har Hus Forbi været bannerførere for at hjælpe særligt udsatte og hjemløse i Danmark. En gruppe, der er blevet ekstra hårdt ramt af konsekvenserne af restriktioner og nedlukninger. Sammen med andre organisationer på hjemløseområdet har Hus Forbi den sidste måned lagt ekstra pres på regeringen for at hjælpe hjemløse og udsatte og påvirke regering og myndigheder til at støtte vores sælgere og andre fra samme målgruppe, og få dem vaccineret hurtigst muligt.
– Vi arbejder dagligt for at gøre livet mere tåleligt for udsatte og hjemløse og få dem bedst muligt igennem pandemien. Det vil derfor være fuldstændigt tåbeligt, hvis vi skulle deltage i Men In Blacks arrangementer, samtidig med at vi sætter alle sejl til at få hjemløse vaccineret. Vi har intet med dem at gøre, udtaler Simon Nielsen der er formand for Foreningen Hus Forbi.
Men In Black fjerner fokus fra Hus Forbis opråbs kampagner
Siden pandemiens start, har Hus Forbi oplevet en voldsom nedgang i antallet af solgte aviser. Når køberne er væk fra gaden og arbejder hjemmefra, sælger vi færre aviser. Derfor har Hus Forbi med en ny kampagne gjort det muligt, at folk ekstraordinært kan købe avisen digitalt. Overskuddet går til sælgerne og til hjælp til udsatte og hjemløse.
– Hus Forbi er gennem krisen ramt hårdt på vores salg, og det har alvorlige menneskelige og sociale følger for vores sælgere. At vi nu skal bruge vores kræfter på at lægge afstand til en In Black i stedet for at hjælpe vores sælgere, gør kun sagen endnu værre, siger Rasmus Wexøe Kristensen.
En Hus Forbi-sælger, som også er medlem af Hus Forbis bestyrelse, har været på plakaten og har efter sigende blevet overtalt til at tale ved demonstrationen. Men han har ingen bemyndigelse til at udtale sig på vegne af Hus Forbi. Formand for Foreningen Hus Forbi, Simon Nielsen tager afstand fra den måde, Hus Forbi er blevet misbrugt på.
En Hus Forbi-sælger, som også er medlem af Hus Forbis bestyrelse, har været på plakaten og er efter sigende blevet overtalt til at tale ved demonstrationen. Men han har ingen bemyndigelse til at udtale sig på vegne af Hus Forbi. Formand for Foreningen Hus Forbi, Simon Nielsen tager afstand fra den måde, Hus Forbi er blevet misbrugt på.
– Hvad folk i bestyrelsen privat stiller på til, kan vi ikke styre. Alle har deres ytringsfrihed. Men jeg må på det skarpeste tage afstand fra, at Hus Forbi optræder på Men in Blacks plakat, og hvis en taler udtaler sig som repræsentant for Hus Forbi, er det i direkte modstrid med vedkommendes bemyndigelse og med, hvad Hus Forbi står for. Vi tager afstand både fra demonstranternes budskab og fra deres misbrug af vores brand og gode navn og rygte, siger Simon Nielsen.