Skiferien er en af den type ferier, hvor flest skader opstår, og kan du ikke dokumentere din ansvarsforsikring, bliver du slet ikke lukket ind på pisterne i Italien. LB Forsikring har samlet en række gode råd til årets skiferie.
De kolde vintermåneder er for mange danskere ensbetydende med ski, snowboard eller anden aktivitet, der foregår på de sneklædte pister. Aktiviteter i sneen kan desværre også være anledning til en lang række uforudsigelige skader.
Det er derfor vigtigt, at man har gjort sit hjemmearbejde med forsikring og anden praktik, inden man drager mod pisterne. Sådan lyder opfordringen fra LB Forsikring.
“Skiferier er én af de ferieformer, hvor vi ser allerflest skader. Det er derfor vigtigt, at man er ordentligt forsikret, inden man tager på skiferie. Så undgår man at stå med hele ansvaret og alle de trælse udgifter alene, hvis uheldet er ude,” siger Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura hos LB Forsikring.
Ansvarsforsikring som krav til skiturister i Italien
Hun fremhæver især ansvarsforsikringen som værn mod en ekstra dyr skiferie.
”Det kan ikke understreges nok, hvor vigtig ansvarsforsikringen er. En ansvarsforsikring dækker dine udgifter, hvis du ved et uheld gør skade på andre eller deres ting, og du bliver gjort erstatningsansvarlig. Skiudstyr kan være virkelig dyrt, så der er det vigtigt at være godt dækket,” siger Anne Mette Kierkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura hos LB Forsikring.
Går skiferien mod de italienske pister, er det ikke bare vigtigt, men nødvendigt at være dækket af en ansvarsforsikring, hvis man vil stå på ski. Italien har den 1. januar 2021 indført et krav om, at alle skihungrendeturister skal dokumentere, at de har en ansvarsforsikring for at kunne suse ned ad pisterne.
LB Forsikring mærker en stigende henvendelse blandt medlemmer efter kravet om, at en ansvarsforsikring er gældende på de italienske skipister.
“Allerede inden skisæsonens start, modtager vi mange henvendelser fra medlemmer, der skal på skiferie i Italien og som derfor skal bruge et bevis på, at de har en ansvarsforsikring. Det er et godt tegn, at mange har sat sig ind i reglerne, og vi håber på, at der ikke er nogen, der havner i uheldige situationer, hvor de ikke kan dokumentere deres ansvarsforsikring. Den bedste skiferie er nemlig den, hvor man er godt forsikret,” siger Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura hos LB Forsikring.
Uanset om ferien går til Italien eller et andet land, er det dog vigtigt, at man er ordentlig forsikret med både rejseforsikring, ulykkesforsikring og ansvarsforsikring, lyder det fra LB Forsikring. Er man i tvivl om, hvad der ellers er vigtigt at huske, kommer LB Forsikring her med en række gode råd til skiferien.
Inden du rejser afsted:
-Tjek op på dine forsikringer, så rejse- ulykkes- og ansvarsforsikring er i orden.
-Kontakt dit forsikringsselskab for at få udstedt et certifikat, så du er sikker på at kunne dokumentere dine forsikringer. Hos LB Forsikring og andre forsikringsselskaber er det også muligt selv at logge ind og hente beviset.
-Sørg for at være i god kondition og for at have trænet relevante muskler.
Hvis uheldet er ude, er det vigtigt, at du sikrer dig følgende:
-Bed om at få navn, adresse og forsikringsoplysninger på skadelidte samt kontaktoplysninger på eventuelle vidner.
-Oplys dit navn, adresse og forsikringsoplysninger til den skadelidte eller andre relevante parter, som måtte bede om dette.
-Sørg for at gemme dokumentation i form af billeder fra skadestedet, politirapporter, skadestue- eller lægejournaler.
-Under en afhøring må du gerne udtale dig om, hvad der er sket, men det er vigtigt, at du ikke anerkender noget ansvar. Oplys til politiet og den skadelidte, at dit forsikringsselskab vil behandle sagen på dine vegne.
-Det er vigtigt, at du ikke betaler noget til skadelidte, da du ved at betale kan anerkende et erstatningsansvar, som du ikke nødvendigvis har. Hvis der er skader på genstande, fx skadelidtes ski, er det vigtigt, at du ikke blot betaler for skaderne, da det i nogle tilfælde vil blive anset som en anerkendelse af ansvar.