Site icon 24NYT

Husk nu på, at Storebæltsbroen og E20 er spærret lørdag den 2. juli

Storebæltsbroen lukker fra kl. 13.00 til 18.00 lørdag den 2. juli. Foto: Sund & Bælt.

Lørdag den 2. juli er Storebæltsbroen og motorvejene, der leder op til broen både på Fyn og Sjælland, spærret for trafikanter i begge retninger. Det sker i forbindelse med afviklingen af anden etape af Tour de France. Trafikanter bør undgå at krydse broen lørdag og i stedet tage turen over Storebælt i dagene op til eller efter Tourens tredje etape søndag den 3. juli.

Trafikken i store dele af landet bliver påvirket, når de tre første etaper af Tour de France bliver kørt i Danmark i begyndelsen af juli måned.

Det er især spærringen af Storebæltsbroen fra kl. 13.00 til 18.00 lørdag den 2. juli – Tourens anden etape, hvor broen lukker for trafikanter i begge retninger på en af årets største rejsedage, der kan få særdeles stor betydning for mange rejsende.

Derudover bliver motorvejene Fynske Motorvej på Fyn og Vestmotorvejen på Sjælland spærret ved Nyborg V. og Slagelse V. en halv time, før broen lukker, i tidsrummet fra kl. 12.30 til 18.00. Det sker for at sikre, at de sidste biler kan nå over Storebælt, inden broen lukker kl. 13.00.

Områdechef Charlotte Vithen, Vejdirektoratet, siger:
”Det bliver nok den største, gule folkefest, vi nogensinde har set på dansk jord, og jeg er sikker på, det bliver et fantastisk syn, når cykelrytterne tager turen over Storebælt. Det bliver helt sikkert også en stor trafikal udfordring. Vores opfordring er derfor klar: Lad være med at krydse Storebæltsbroen lørdag den 2. juli. Kør et par dage før, hvis du skal på sommerferie, eller vent med at pakke bilen og køre afsted til søndag eller mandag. Og husk, at trafikinfo.dk er stedet, hvor du hele tiden kan blive opdateret på trafikken før og under din køretur ud i sommerlandet.”

 

Gode råd til trafikanter

Trafikanter bør så vidt muligt undgå at krydse broen lørdag den 2. juli og i stedet planlægge at køre onsdag, torsdag, fredag, søndag eller mandag.

Trafikken på og omkring Storebæltsbroen vil være påvirket hele dagen lørdag den 2. juli fra kl. 06.00 til 23.00. Vejdirektoratet forventer, at der i perioder vil være op til to timers ekstra rejsetid.

Søg aktuel trafikinformation, før du kører og under rejsen på trafikinfo.dk.

Hold dig orienteret og hør DR P4 Trafik, mens du kører.

Øvrige transportmuligheder over Storebælt lørdag den 2. juli

Togtrafikken over Storebælt bliver ikke påvirket af nedlukningen af Storebæltsbroen, og DSB indsætter ekstra togsæt. Husk at købe tog- og pladsbillet allerede nu.

Det er forventningen, at mange trafikanter vælger at benytte færger lørdag den 2. juli som alternativ rute på tværs af landet. Forvent ekstra rejsetid til og fra Sjællands Odde via rute 21, som også vil være påvirket af meget tæt trafik.

På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.

Exit mobile version