Hvad er fidusen med islam?

Islam kan kort, sammenfattende og udtømmende beskrives som en totalitær ideologi, hvis mål er verdensherredømmet og udryddelse eller slavegørelse af ikke-muslimer. Islam iklæder sig religiøse gevandter, men er sin kerne politisk. Den optræder overalt som en erobrermagt og har gjort det i fjorten hundrede år. Hvor islam trænger frem, starter en spontan kamp om territoriet. Det er således ingen tilfældighed, at der i alle lande, som har åbnet porten for islamisk indvandring, er opstået muslimske enklaver. Islam indskærper nemlig, at muslimer ikke må integrere sig i andre folk og kulturer, men så vidt muligt skal leve efter den islamiske lov, shariaen, der er vidt forskellig fra vestlig retsopfattelse. Det er ikke noget, som danskere eller andre vesterlændinge kan gøre noget ved, for man kan ikke integrere mennesker, der ikke vil integreres.

Så meget burde efterhånden stå klart for dem, der har påtaget sig at lede Danmark. Alligevel bliver de fleste af dem ved med at betegne denne imperialistiske ideologi som en religion, der har krav på vores respekt, og som man ikke må tale ondt om. Derfor indskrænkes ytringsfriheden og dermed demokratiet i takt med islams demografiske udbredelse.

For et par dage siden sad den radikale Kristian Hegaard på fjernsynet og forklarede, at flere familiesammenføringer er godt for ”integrationen”. Bemærk den bestemte form, som skal få uopmærksomme til at tro, at der foregår en integration. Det gør der som bekendt ikke, for så havde skiftende regeringer ikke grebet til den ene desperate “integrationspakke” efter den anden. Det er vist blevet til 24 resultatløse initiativer i årenes løb. Hvad Hegaard i grunden siger, er, at jo flere muslimer, der kommer til landet, des bedre vil det gå med integrationen. De danske erfaringer viser det modsatte. Jo mere islam vokser, des mindre tilbøjelige bliver muslimer til at lade sig integrere. Som meningsmålinger viser, er tredje generation af indvandrere mere “religiøs” end anden generation, som igen er mere “religiøs” end første. Det er fuldt forståeligt, for hvad skulle få muslimer til at integrere sig i et samfund, der besvarer enhver provokation med undskyldninger og indrømmelser?

Islam kender vi, og det er spild af tid at bruge flere kræfter på dette fænomen. Vi bør i stedet rette opmærksomheden mod den herskende klasse i politik, medier og åndsliv. Hvad får dem til fortsat at holde porten åben for muslimsk indvandring og komme med syge bortforklaringer? Hvad får dem til at udskamme og censurere landsmænd, der frygter, at friheden vil gå tabt? Er det uvidenhed eller almindelig dumhed, eller har de en plan? Som årene går, forekommer den sidste mulighed stadigt mere sandsynlig.

Hvad kunne planen være? Den udspringer af overklassens had til hjemstavnen – som den britiske filosof Roger Scruton har giver navnet oikofobi. Og hvorfra kommer oikofobien? En nærliggende forklaring skal findes i overklassens had til og foragt for jævne mennesker, som de mener har for meget magt i et land med demokrati og ytringsfrihed. Det drejer sig derfor om at skabe forvirring og mismod ved at importere tilhængere af antidansk kultur, som ved fysik magtanvendelse kan holde underklassen i ave og i en tilstand af frygt.

Når de underste har fuldt op at gøre med at bevæge sig sikkert på gaden, undgå at blive truet i skolen og finde et trygt sted at bo, har de ikke kræfter til at sætte folk som Kristian Hegaard på plads.