Hvad har regeringen egentlig gang i?

Debatindlæg af Pernille Birkler.

Under stor bevågenhed blev så coronapas lanceret – jeg vil egentlig foretrække at kalde det et overvågningspas.

At pandemien brød ud med en socialdemokratisk regering ved magten, må have været en ekstra appelsin i turbanen for et magtmenneske som Mette Frederiksens. Hun har da heller ikke været sen til at udnytte situationen og har regeret nærmest enevældigt siden. Nu fik hun så også indført et overvågningspas, så der er styr på undersåtterne.

Kritikken har dog ikke ladet vente på sig, og der er blevet advaret om de uanede muligheder for udvidelser af passet, udvidelser der intet har med pandemien at gøre, og kun fantasien sætter vel grænser for, hvad et sådant overvågningspas kan bruges til. Kritikken har dog ikke fået regeringen til at ryste på hånden.

At de borgerlige partier, dog ikke Nye Borgerlige, sagde ja til et coronapas, der ser ud til at blive permanent, og dermed sagde ja til at dele os danskere op i et A- og et B-hold, er mig ubegribeligt. 

For at lægge ekstra pres på de vrangvillige, der ikke vil vaccineres med noget, ingen kender de langsigtede bivirkninger af, tages nu coronapasset i brug, for vil man ikke vaccineres, er det slut med at bevæge sig frit rundt i sit eget land. Mange steder vil være lukket for B-holdet. Er jeg den eneste, der får ordet apartheid på nethinden?

Men her er det så, at ”folkesundheden” bliver bragt på banen, for hensynet til ”folkesundheden” kan overtrumfe alt. Og man skulle da være et skarn, hvis man ikke følte skammens rødme på kinderne ved tanken om alle de mennesker, man udsætter for sygdom og død ved at være så kontrær. 

I nu over et år har vi danskere rettet ind og adlydt ”den store moder” som en flok velafrettede hunde. Vi har lydigt fulgt alle restriktioner, påbud og påfund. Vores stats-tv har løbende sørget for at tæppebombe os med corona – ofte helt ude af proportioner – så frygt og angst hele tiden har befundet sig oppe i det røde felt. Egentlig har det mest af alt lignet en gang hjernevask.

Regeringen ved justitsminister Nick Hækkerup er nu i gang med at skære endnu en bid af vores frihed, idet han har barslet med en såkaldt ”tryghedslov”. Alt tyder dog på, at navnet er falsk varebetegnelse, for hvis politikerne bekymrer sig om danskernes tryghed, er de så ikke mindst 40 år for sent ude? Vi har i årevis ikke følt os trygge i vores eget land.

Hvor er det danske demokrati blevet af? Hvor er vores frihed blevet af? Og hvor er vores tryghed i eget land blevet af? 


Pernille Birkler er sønderjysk præstedatter. I 29 år var hun sekretær for skiftende forstandere på Diakonhøjskolen i Århus, indtil hun gik på efterløn. Pernille Birkler er dybt engageret i samfundsdebatten og har skrevet flere debatindlæg, bl.a. til Den Korte Avis. Hun er meget obs på den stigende islamisering af Danmark og siger som en klog mand har sagt, ”jeg foretrækker at dø stående fremfor at leve på knæ”.