Hvad skal der blive af Nye Borgerlige?

Af Lars Hedegaard.

Der er skuffelse over Nye Borgerliges beskedne valgresultat, og flere anfører, at partiet aldrig bliver større, hvis det bliver ved med at “flirte med liberalismen”.
Men hvis NB opgiver liberalismen, ender partiet som et nyt Dansk Folkeparti, og vi så, hvordan det gik. Det er fuldt ud muligt både at være nationalsindet og liberal og samtidig tage vare på samfundets svageste, og det synes jeg, at Nye Borgerlige har bevist. I dansk politik er det blevet gjort til en dødssynd at ville beskære den overfede offentlige sektor, hvis tykkelse bliver gjort lig med velfærd. Jo flere offentligt ansatte, des mere velfærd, lyder parolen.
Det er muligt, at der for tiden kun findes begrænset folkelig opbakning til Nye Borgerliges nationalliberale politik, men så må det være sådan, og det vil sikkert ændre sig, efterhånden som det bliver klart, at de offentlige udgifter ikke kan vokse i det uendelige – som de nødvendigvis vil gøre i takt med den tiltagende islamisering.
Flere er skuffede over, at NB, der engang stod til 10 pct., nu er nede på 4, men det, der kommer let, går let – og ganske særligt, når en døgnflue som Danmarksdemokraterne melder sig. Det vigtige for NB er nu at holde fast i principperne, der gør, at partiet står med sin helt egen profil og politik, som man ikke kan få andre steder. Lad de andre fortsætte ad den socialdemokratiske, “grønne” og EU-fidele vej. En dag braser projektet sammen, og så skal der være et parti, som ikke er blevet rundtosset eller magtliderligt, men står klar til at samle stumperne op.
Nye Borgerlige skal stå fast og fortsætte det gode arbejde.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)