Hvad skal vi med folketingsdebatter, når ingen alligevel skifter standpunkt? 

Debatindlæg af: Finn Ulf Grabowski, Arkitekt MAA og billedkunstner 

Folketingsdebatten om, hvorvidt Inger Støjberg fortsat skulle være værdig til at sidde i Folketinget varede i ca. fire timer – hvor adskillige medlemmer gav deres meninger til kende – pro et contra – og alligevel var der ikke ét eneste medlem som skiftede standpunkt – hvilket jeg undrede jeg mig meget over! 

Vi ved, at der i grundloven er en bestemmelse om, at folketingsmedlemmerne alene er bundet af deres samvittighed – og derfor har en grundlovssikret rettighed til at stemme efter deres egen overbevisning! 

Vi ved, at der er indført en ordning i de forskellige partier, hvor partimedlemmerne i praksis tvinges til at følge partidisciplinen og stemme som formanden og/eller flertallet i folketingsgruppen har bestemt! Og hvis partimedlemmet ikke gør det, så kan han eller hun miste de udvalgsposter, som man ellers var blevet tildelt! 

Interessant er det, at når man i al almindelighed taler om demokrati, så er det som oftest flertalsdemokrati, der menes. Og samtidig taler man om mindretallets rettigheder, til hvilket jeg spørger: Til hvad? 

I partierne er det efter hvad jeg har hørt formanden, som tegner partiet, og når formanden af journalisterne bliver spurgt om partiets holdning, så er det meget, meget, meget sjældent, at formanden svarer, at spørgsmålet ikke kan blive besvaret, før folketingsgruppen har drøftet sagen. Bevares, det sker, men alt for sjældent. Dette er et godt indicie på, at jeg har ret i min påstand om, at de fleste beslutninger ikke er truffet på grundlag af en demokratisk afstemning. Det er klart, at spørgsmål, som falder inden for de partibeslutninger, der fremgår af partiernes programmer eller er truffet af formanden og de enkelte partimedlemmer, kan besvares straks uden en egentlig afstemning! 

Tilbage til Støjberg-afstemningen. Min påstand er, at en folketingsdebat, som strækker sig over fire timer, hvor alle kan komme til orde, og hvor man også lytter til modstandernes argumenter burde have medført, at der blev flyttet mindst én stemme fra et JA til et NEJ eller omvendt! 

Og så er det en uskik, når vi taler om demokrati, at lade folketingsmedlemmer – ved hjælp af clearing-systemet – slippe for at møde op i salen for at stemme – og dermed åbent over for befolkningen stå ved deres holdninger – herunder give de borgere, som har stemt på medlemmet mulighed for at kunne beslutte, om dette folketingsmedlem igen ved det næste valg skal have ens stemme! 

Dette indlæg vil jeg slutte med et håb om, at folketingets præsidium vil pålægge partierne at beslutte, at clearing-systemet kun kan tages i anvendelse, hvis der foreligger en lægeattest ved en regulær sygemelding – og at man sikrer, at borgerne ikke fremover kommer til at opleve at se folketingsmedlemmernes tomme stole, når der er debatter og afstemninger! Indrømmet – jeg hørte mange glimrende argumenter for at erklære Inger Støjberg uværdig til at kunne blive siddende i Folketinget, og mindst lige så mange for det modsatte – men summa summarum, så endte debatten med, at jeg personligt skiftede mening! 

Og som et lille PS-suk: Hvorfor deltog statsministeren ikke i debatten, da Inger Støjbergs sag blev debatteret og da der skulle stemmes om hendes værdighed? Måske gør jeg Mette Frederiksen uret – men jeg kunne i hvert fald ikke få øje på vores statsminister.