HVAD SKETE DER EGENTLIG MED “DØD OVER USA”?

I årtier genlød Mellemøstens politiske retorik af slogans som “Død over USA” og “Død over Israel”. Særligt efter 9/11, hvor 15 ud af de 19 flykaprere var saudiske statsborgere, var forholdet mellem USA og flere arabiske lande mildt sagt anspændt.

Men i dag ser vi Donald Trump og hans følge blive modtaget som deciderede superhelte i Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

HVORDAN ER DETTE SKIFTE MULIGT?
Meget har ændret sig. Under Trumps første præsidentperiode forhandlede hans svigersøn, Jared Kushner, de såkaldte Abraham-aftaler, hvor Emiraterne, Bahrain, Sudan og Marokko anerkendte Israels ret til at eksistere og etablerede diplomatiske forbindelser med landet. Disse aftaler, som flere andre lande nu overvejer at tilslutte sig, markerede et historisk vendepunkt i Mellemøstens diplomati.

Ændringen udsprang dog ikke udelukkende fra USA’s tilgang. Disse arabiske regimer har i stigende grad erstattet en krænkelseskultur og indoktrinering til had mod USA, Israel og vesten generelt med et ønske om fred samt, som Kushner formulerer det, at give deres indbyggere “mulighed for at udleve deres aspirationer.”

STRATEGISK SAMARBEJDE
I sin nuværende præsidentperiode har Trump videreført Kushners linje. Han har blandt andet for nylig ophævet alle sanktioner mod Syrien, som tidligere var allieret med Iran og Rusland. Han har nu opfordret den nye syriske præsident, Ahmed al-Sharaa, til at normalisere forholdet til Israel. Samtidig har han indgået omfattende økonomiske og militære aftaler med Saudi-Arabien, herunder et forsvarssamarbejde til en værdi af 142 milliarder dollars, ligesom Saudi-Arabien nu signalerer en intention om at investere 1.000 milliarder dollars i USA (efter tidligere at have nævnt 600 milliarder).

Derudover fandt indvielsen af det saudiske AI-startupfirma “Humain” sted for et par dage siden. Amerikanske tech-giganter som Amazon Web Services har etableret et strategisk samarbejde med Humain og planlægger at investere over 5 milliarder dollars i en saudisk AI-zone. Chipproducenten AMD annoncerede ligeledes en potentiel investering på op til 10 milliarder dollars i AI-infrastruktur sammen med Humain. Nvidia indgik et partnerskab, der sandsynligvis involverer levering af deres avancerede AI-chips til selskabet, hvilket tidligere var underlagt eksportrestriktioner til Saudi-Arabien. Ydermere er Google og Oracle nævnt i en bredere teknologisk investeringsbølge, der også kan inkludere Humain.

DEN SKRUMPENDE HAD-ZONE
Der er væsentlige geopolitiske aspekter i dette. For det første er “død over USA, død over Israel” mentaliteten nu i praksis reduceret til nogle ret isolerede områder i Mellemøsten – primært Iran, Houthi-bevægelsen, Hamas og Hizbollah. Tildels også Afghanistan.

Saudi-Arabien og lignende lande påskønner, at USA lægger militært og forhandlingsmæssigt pres på disse aktører.

TEKNOLOGI SOM GEOPOLITISK MAGTFAKTOR
En af årsagerne til den store interesse for at samarbejde med Trump-administrationen er, at den i vid udstrækning er et team af iværksættere, der repræsenterer globalt førende højteknologi – og en forståelse for, hvad dette kræver. En intelligent tilgang anerkender, at fremtidens magt ikke primært udspringer af befolkningstal eller råvarebeholdninger, men snarere af teknologisk formåen.

BETYDNINGEN AF REALPOLITIK
Stærke elementer inden for de store (mest venstreorienterede) globaliseringsbevægelser og den højreorienterede neokonservative bevægelse har fremhævet ideen om universelle værdier, der skulle forsøges implementeret globalt, eksempelvis demokrati i arabiske lande.

En “Bibel” for disse tankegange var måske Francis Fukuyamas bog “The End of History and the Last Man”.
Alternativet er Trumps realpolitik, hvor man anerkender, at folk og regimer er forskellige, og at kulturer er vedvarende, hvorfor kunsten er at skabe konstruktive samarbejder på tværs af disse forskelle.

Nogle anser Samuel Huntingtons bog “The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order” som biblen for det synspunkt. Huntington advarede her mod vestlig universalisme og argumenterede for, at forsøg på at påtvinge vestlige værdier på andre civilisationer kunne føre til modstand og konflikt. Han anbefalede i stedet en realpolitisk tilgang, hvor man anerkendte og respekterede kulturelle forskelle. Tilsvarende synspunkter finder man i det sidste kapitel i Nozicks bog “State, Anarchy, and Utopia”. Tanken her er netop, at kulturer er og forbliver forskellige, og kunsten er samarbejde på tværs af forskellighed.