Der ligger en strandet hval og skvulper i brændingen. Inde på land står 26 tilskuere, som skændes om, hvad man skal gøre. Er vi mange nok til at skubbe dyret tilbage i havet? Skal vi lade den vrikke sig selv tilbage på dybt vand? Skal vi ringe efter Falck eller politiet og lade dem tage affære? Hvalen er naturligvis den politisk forliste Europæiske Union, som ligger hjælpeløs i strandkanten. Vi medlemsstater står som rådvilde tilskuere og har nu som før ingen planer for Unionens fremtid. Når vi ser tilbage på 50 års medlemskab af EF/EU må vi konstatere, at intet dansk regeringsbærende parti, ingen minister har nogensinde udviklet en plan for det europæiske politiske, økonomiske og kulturelle samarbejde og taget en folkelig debat om sagen. Samtlige medier og politikere betragter EU som et voldsomt naturfænomen, man ikke kan gøre noget ved. Det er der bare.
Vi vidste aldrig i Danmark, hvad vi ville med EU. Vi vidste kun, hvad vi ikke ville. Det demonstrerede vi så i 1992, hvor folket stemte nej til Maastricht-traktaten og dermed nej til unionsborgerskab, deltagelse i Euroen, nej til forsvarssamarbejde og til overstatsligt samarbejde om Danmarks indre anliggender. Hverken medier, politikere eller kommentatorer har nogensinde fremlagt en plan, der foreslår et konkret mål for Unionens organisatoriske og politiske udvikling med anvisninger til, hvordan vi når derhen. Folket ønskede ikke at beskæftige sig med EU. Vi delte os for og imod Unionen. Der var de Radikale, store dele af Venstre og Europabevægelsen, der ikke kunne få nok af EU og ville have mere. Og så var der Dansk Folkeparti og Konservative (Unionen er stendød!), der ville slå de politiske bremser i for yderligere suverænitetsafgivelse med et stilfærdigt ja til samarbejde, men ikke Halleluja til videre politisk integration.
Danmark stod ikke alene med sin velvilje til samarbejde, men modstand mod en krybende EU-statsdannelse. Samme tendens så vi i de andre medlemslande, hvor begejstringen for en fremtidig EU-forbundsstat var til stede hos de oprindelige seks underskrivere af Rom-traktaten (Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg), men efterhånden som årene gik fik også de stiftende fædre kolde fødder, og i dag er der reelt ikke klare fortalere for den europæiske forbundsstat, der jo ellers var hele hensigten med det oprindelige samarbejde. Dog med en enkelt karismatisk undtagelse.
I år 2000 holdt Tysklands nye udenrigsminister Joschka Fischer en historisk tale på Humboldt Universitetet i Berlin. Her gik han med brask og bram ind for det han kaldte ’et fuldt parlamentariseret EU’, altså en europæisk forbundsstat efter amerikansk forbillede. Fischer forestillede sig et parlament i to kamre som i USA, hvor overhuset eller senatet skulle bestå af to senatorer fra hvert medlemsland uanset indbyggerantallet. Dette ville give en effektiv beskyttelse af mindretallets interesser, idet lille Danmark med 5 millioner indbyggere ville få samme repræsentation som Tyskland med 80 millioner indbyggere. EU-regeringen skulle afspejle det parlamentariske flertal og ikke som i dag udpeges af de enkelte medlemslande. Som i USA skulle de europæiske delstater have fuld autoritet og suverænitet over egne anliggender således, at EU-regeringen kun tog sig af opgaver, der kræver en fælles løsning. Det drejer sig om forsvar, udenrigspolitik, penge- og finanspolitik. Her var der for første gang et konkret og gennemarbejdet forslag til et fremtidigt, fuldt demokratiseret EU til afløsning af den nuværende hybrid-stat, der er havnet mellem demokrati og formynderstaten uden at kunne bevæge sig væk fra sin fastlåste politiske lammelse.
Fischers flamboyante forslag blev naturligvis drøftet en del i medierne, men blev politisk diskret fejet ind under gulvtæppet uden mange kommentarer. Forklaringen på forslagets stille død fik vi i en lukket kreds første nogle år senere. Uffe Ellemann og jeg var som de danske repræsentanter valgt ind i Europas mest prominente tænketank, European Council on Foreign Relations. Deltagerne var alle enige om, at EU politisk lå i ruiner, men ellers strittede vores politiske holdninger i alle retninger, idet vi kun havde det tilfælles, at vi alle gik ind for et tæt europæisk samarbejde. I min tid i tænketanken kom der således aldrig konkrete projekter eller planer ud af møderne, men til gengæld en række særdeles interessante drøftelser med førende europæiske politikere, embedsmænd og kommentatorer. Ordet var frit, da der ikke måtte refereres offentligt fra møderne. Det viste sig nu, at der var betydelig principiel interesse fra både tysk og fransk side i at gå videre med Joschka Fischers plan, men også kun principiel. Frankrigs økonomi var simpelthen i så dårlig forfatning, at tyskerne ikke ville i forbundsstat, før franskmændene havde slanket deres offentlige sektor og havde banket den økonomiske vækst i vejret. Tyskland stønnede endnu under byrden med at fusionere det ruinerede DDR ind i Forbundsrepublikken. For tyske politikere eksisterede der ikke noget større mareridt end at komme i seng med Frankrig, der ville få adgang til de tyske indtægter og samtidig kunne eksportere sine udgifter til sin rige nabo.
Og der står vi så i dag. EU’s medlemsstater kan ikke beslutte sig for, om vi skal gå videre med demokratiseringsprocessen af parlament og kommission eller om vi skal koncentrere EU om handel, trafik og forskning. EU-kommissionen arbejder målrettet på at etablere den centraliserede formynderstat. Medlemmerne vil beholde deres suverænitet og udelukkende have kommercielt, teknisk og videnskabeligt samarbejde med nul politisk magt til Kommissionen. Der står vi så. Fanget mellem det nationale og det overnationale. Hvalen ligger der endnu. Ingen løsninger i sigte. Ingen bjergning på vej. Og det er måske ikke det værste, der kan ske.