Historikeren Lars Hovbakke Sørensen, som er fast kommentator på Jyllands-Posten, indleder sin kommentar 26/09/2024 med følgende: ”Mongolerne forsøgte det i midten af 1200-tallet. Den tysk-romerske kejser Karl V forsøgte det i midten af 1500-tallet. Den svenske konge Karl XII gjorde det i begyndelsen af 1700-tallet, og det samme gjorde den franske kejser Napoleon i begyndelsen af 1800-tallet og den tyske kejser Vilhelm II under Første Verdenskrig samt Hitler under Anden Verdenskrig. At skabe et stort samlet imperium i Europa.”
Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Denne indledning anvender Hovbakke for at kunne begrunde sin historie-moralske overskrift, som lyder: ”Europas historie er brolagt med mislykket imperie-byggeri. Husk det, Putin.” Og også som begrundelse for senere at skrive: ”Europa har i dag udviklet sig til et sandt demokratiets kontinent (hvis altså man lige ser bort fra Belarus og Rusland). Og det er jo aldrig rart for en diktator, hvis mål er at forsøge at skabe et imperium, hvor han er enevældig hersker. Ligesom f.eks. Karl XII forsøgte det i 1700-tallet, Napoleon i 1800-tallet og Hitler under Anden Verdenskrig.”
Det er ikke tilfældigt, at Hovbakke lader denne historiske dom falde ned over Putin. For Hovbakke siger også: ”Men alt dette ser man kun, hvis man betragter den europæiske udvikling i et langt historisk perspektiv – og ikke kun ser på Europas historie gennem de seneste 20, 40 eller 50 år, men derimod gennem de seneste mange århundreder.” Ak ja, havde Putin dog bare haft Hovbakkes ”langsigtede perspektiv” over historien, så han ligesom Hovbakke kunne høre, hvad historien selv siger. Så kunne Putin, russerne, ukrainerne og vi selv være forskånet for mange lidelser og ærgrelser.
Det er meget let at lære historie og opnå et langsigtet perspektiv; det er bare at give sig til at læse en masse historie. Men det er så meget sværere at overføre det ”langsigtede perspektiv” til sit eget liv i det kortsigtede, nutidige perspektiv ”gennem de seneste 20, 40 eller 50 år”, og dér forsøge at få svar på: Hvem er imperiebyggerne i dag? For det er vel ikke sådan, at Hovbakke er kommet for skade at forstå både Putin og historien baglæns, og at det er Putin og russerne, der igen lever historisk forlæns og forsvarer sig mod et nyt imperiebyggeri, der er vendt imod Rusland?
Måske skulle man opfordre Hovbakke til ikke at betragte nutidens hændelser gennem fortidens briller, men at hoppe ind i nutidens historie, for at svare på historiens meget nærværende og nærgående spørgsmål om, hvem der lige nu er imperie-bygger. Gad vide, om det ikke er her og nu, dvs. midt i historien, at historien selv gerne vil have både Hovbakke, Putin og alle os andre placeret – i håb om, at vi ikke begår fortidens fejltagelser om imperie-byggeri. Man kan jo fare vild i historien og lade sig forlede af fortiden, så man netop derved kommer til at gentage den. Det er ikke så let, som Hovbakke tror det, at få historien på sin side.
Hovbakke kunne jo begynde med at undre sig lidt over, at alle de fortidige imperiebyggerier, som han remser op, er blevet nedkæmpet af netop Rusland. Er det ikke underligt, at Hovbakke uforvarende er kommet til at pege på Ruslands historiske rolle over for de fortidens imperiedæmoner, som Hovbakke opremser? O, gru og rædsel, det lyder jo som Putin: Ruslands historiske rolle! Men skulle det mon være sådan – ja, ethvert nutidigt og ikke fortidigt menneske må stille sig selv det spørgsmål! – skulle det være sådan, at det nu igen er russerne, der er ved at bekæmpe et nyt nutidigt vestligt imperiebyggeri imod Rusland? Kunne man ikke frygte, at den første og største forudsætning for, at mennesker og stater ender med at være imperiebyggere, er, at man absolut ikke vil se sin egen imperie-dæmon, men kun vil se den hos alle de fjender, man udpeger sig. Og at det er årsagen til, at vi fremturer gang på gang med imperiebyggerier op igennem Europas historie? Eller endnu mere: at vi kaster historien med det ”langsigtede perspektiv” op som propaganda i tjeneste for vore egne imperiedæmonier og bruger den som ultimativ moralsk fordømmelse af de statschefer og lande, som vi gerne vil underkaste vort eget imperiebyggeri? Og altså gentager imperie-byggeriet vha. en ny korstogsreligion om udbredelse af demokrati og nedkæmpelse af de onde diktaturer og autoritære barbarer, der omringer det civiliserede Vesten. Hvis Hovbakke havde fokuseret lidt mere på ”Europas historie gennem de seneste 20, 40 eller 50 år” ville han – måske! – have konstateret, at der i denne periode er udgået meget mere imperie-snak, mange flere imperie-drømme og imperie-handlinger fra USA, Vesteuropa, NATO og EU ind i de tidligere sovjetiske og russiske områder, end der er udgået fra Rusland i modsat retning, uanset hvor meget disse vestlige imperie-intentioner har været pakket ind i selvgod demokratisk emballage!
Hovbakke fortæller også, at ”dét, som Putin først og fremmest har noget imod og frygter, er den anden ting, som i stigende grad har kendetegnet det øvrige Europas historie gennem de seneste par århundreder, nemlig udviklingen af demokratiet.” Man kan sagtens høre, at Hovbakke forestiller sig, at demokratier ikke bygger imperier, eller at de ikke kunne finde på at bruge vold og krig af imperialistiske årsager. Men det er nok, fordi Hovbakkes ”lange historiske perspektiv” forhindrer ham i at se det historisk akutte og imperialistisk skæbnesvangre, der ligger lige for næsen af ham, nemlig USA’s og EU’s adfærd i ”Europas historie gennem de seneste 20, 40 eller 50 år.”
Han kunne fx spørge sig selv, hvordan det kan være, at demokratierne i USA og EU i 2013 – 2014 ved direkte indblanding bidrog til at vælte den siddende præsident Janukovitj og et lovligt valgt, demokratisk styre i Ukraine? Janukovitj var kommet til magten i 2010 efter et valg, som OSCE havde karakteriseret som en fri og fair valghandling. Men mindre end et døgn efter kuppet i 2014 anerkendte USA officielt den nye kupregering i Kiev. Og Vesten gjorde sig store anstrengelser for at betegne dette anti-demokratiske kup som en legitim ”demokratisk revolution.” Efter kuppet iværksatte USA det, som man havde forberedt sig på, nemlig en amerikansk styret udnævnelse af forskellige regeringsmedlemmer og embedsmænd. Fx blev den amerikanske statsborger Natalie Jaresko ny ukrainsk finansminister; hun fik ukrainsk statsborgerskab dagen efter, at hun var blevet indsat. Ukraines statsadvokat, Viktor Shokin, udtalte nogle år senere, at siden 2014 ”er det mest chokerende forhold, at alle regeringsudnævnelser blev foretaget i enighed med USA.” Ifølge Shokin viste USA’s opførsel, at ”amerikanerne mente, at Ukraine var deres vasalstat.” Da Shokin i juni 2014 åbnede en korruptionssag mod energiselskabet Burisma, som også amerikaneren Hunter Biden havde fingre i, blev Shokin fyret af Hunter Bidens far, den daværende amerikanske vicepræsident og senere præsident, Joe Biden. Efter kuppet i 2014 har USA siddet på styringen af Ukraines politik, økonomi og militær – og på styringen af Ukraines krig mod Rusland. Alt dette viser tydeligt – som i utallige andre tilfælde – at Vestens liberale værdier og respekt for demokratiet var forkastet til fordel for amerikansk og vestligt hegemoni og imperialisme. Og viser, at Vestens liberale demokratisme er blevet den nye universal-ideologi, der retfærdiggør en nykolonialistisk imperialisme, hvor hensigten helliger midlerne: politisk bedrageri, undergravning af lovlige regeringer verden over, sabotage af fredsforhandlinger og krigseskalering, som også vor egen Mette Frederiksen udmærker sig i.
Hovbakke kan også spørge sig selv om, hvorfor de vestlige demokratier støttede den efterfølgende udemokratiske ukrainske kupregering, da den med en såkaldt ”anti-terror-aktion” i årene 2014 – 2022 begyndte at bekæmpe og myrde de østukrainske russere, der ikke ville høre tale om at svigte det oprindelige demokratiske styre? Og hvorfor de fortsætter med at støtte et ukrainsk styre, der i dag er mere udemokratisk end Rusland og Putin? Man kan jo også spørge, om det skulle være vest-demokratiernes imperialisme i Ukraine, der i dag forhindrer Putin og russerne i at se noget godt i Vestens demokrati, og i at udvikle det russiske styre mere demokratisk, end det er i dag?
I sin bog ”The Ukraine War & the Eurasian World Order” skriver den norske professor og politolog Glenn Diesen om Vestens globale hegemoni som modsætning til en euro-asiatisk civilisatorisk diversitet. I bogens konklusion skriver han bla. (side 271): ”At genoprette en westfalisk verdensorden kræver ikke blot en multipolær fordeling af økonomisk magt; det kræver også respekt for civilisatorisk diversitet for at opnå sikkerhed for, at udelelig sikkerhed kan bevares. Til dette formål bør den internationale orden modvirke forbryderiske krav om civilisatorisk overlegenhed, som er klædt i venlig retorik om universelle værdier og udviklingsmodeller. Betragtet gennem denne prisme kan USA’s anstrengelser for at opdele verden i demokratier og autoritære styrer anses for at være en opskrift på hegemoni og ulighed i suveræniteten snarere end harmoni og menneskelige fremskridt. Xi Jinping (= Kinas præsident) har derfor taget afstand fra USA’s hegemoniske model og har i stedet fremmet det westfaliske argument om, at ’stater må afstå fra at påtvinge andre deres egne værdier og modeller.”
Desuden skriver G. Diesen (side 272-273): ”Ukraine-krigen var en forudsigelig konsekvens af, at den gældende verdensorden ikke kan opretholdes; og Ukraine blev derfor kampplads for nytegning af en fremtidig verdensorden af enten globalt hegemoni eller westfalisk multipolaritet. Ambitionerne om at besejre Rusland militært, økonomisk eller politisk ved at isolere Rusland i verden er alle slået fejl. NATOs reaktion har været fortsat eskalation og teatralsk adfærd. Mens Ukraine er blevet ødelagt gennem usigelige lidelser, og efter at det har vist sig som en ubetvivlelig kendsgerning, at det er umuligt for Ukraine at nå sine militære mål, er den eneste mulige løsning på konflikten, at Vesten anerkender Ruslands legitime bekymringer for sin sikkerhed og således modererer sikkerhedsdilemmaet. Men når Vesten har vanskeligheder ved at gøre dette, er årsagen, at dette ville indebære afslutningen på det liberale hegemonis æra. – – – – – Uanset krigens udfald har den allerede fået status som gravsted for det liberale hegemoni. Sikkerhed, som defineret af Vesten, betyder genetablering af den militære overlegenhed, udvidelse af militære alliancer, forøgelse af fælles militære øvelser, håndhævelse af den frie sejlads langs rivaliserende magters kyster og anvendelse af den gensidige økonomiske afhængighed som våben. I dette formåls tjeneste er også demokrati, civilsamfundet og menneskerettigheder blevet gjort til instrumenter og våben.
Hegemoni gjorde ikke stormagtsrivaliseringen mildere; i stedet satte hegemoniet den dominerende stormagt i stand til at handle uden hensyntagen til andre og til at erstatte diplomati med et sprog fyldt med ultimatummer. Det, der blev solgt til offentligheden som ”pro-Ukraine-politik” eller som ”hjælp til Ukraine” omfattede omstyrtning af Ukraines demokratisk valgte regering uden majoritetsstøtte fra ukrainerne; støtte til en ”anti-terror-aktion” mod ukrainske borgere i landets østlige del; udrensning af landets politiske opposition og afmontering af dets demokrati; bevæbning af militante, ekstremt højre-politiske grupper; sabotage af de fredsaftaler, der blev støttet af Kiev; og pres mod de ukrainske væbnede styrker for at få dem til at iværksætte en ødelæggende modoffensiv, som kun havde meget lille chance for at lykkes.”
Vi lever i en tid, hvor Vesten gennem årtier har fyldt dens befolkninger med liberal og demokratisk opdragelse: lovgivet mod hadforbrydelser, lovprist kulturel mangfoldighed, kriminaliseret forskelsbehandling af etniske minoriteter, prædiket menneskerettigheder, fremmet indvandringen af fremmede folkeslag, nedbrudt de nationale grænsers betydning og arbejdet ihærdigt på at homogenisere landenes forskelligheder og kulturer. Hvorfor har denne liberale og demokratiske globalisme ikke ført til færre krige, mere fred, mindre indblanding i andre landes affærer og styreformer, større respekt for de nationale og kulturelle grænser, som danner ramme om diversiteten. Og hvorfor har det ikke ført til større militær tilbageholdenhed på det globale plan og mere forståelse for militært forsvar end for udfarende militære angreb; eller ført til mere forhandling og diplomati for at finde veje gennem modsætningerne? Svaret er: fordi denne vestlige liberale og demokratiske globalisme er gledet over i sin modsætning: Den er blevet den ideologiske begrundelse for at bekæmpe dem, der ikke er ligesom os, ikke har demokrati ligesom vi har det, og for at bruge statsomstyrtning, vold, krige som midler for ny-imperialismens hensigt. Den liberale demokratismes ultimative selvretfærdighed er blevet til verdens nye imperialistiske plageånd. Eller som en amerikansk statsborger skrev på en X-debattråd om Ukraine-krigen: ”America is bullying the world.”
Ud fra denne selvretfærdighed er hadet til russerne og til Putin blevet drivkraften i Ukrainekrigen. Russisk diversitet, russiske sikkerhedsbekymringer, forståelse for russiske livsbetingelser, for Ruslands politiske kultur og for Ruslands kamp med arven fra sin historie finder ingen accept. Og finder slet ikke den vestlige tålmodighed og støtte, som – måske – gennem vestlig påvirkning kunne gavne en god udvikling i Rusland. Man kan roligt hævde: Hvis Vesten ikke havde blandet sig i Ruslands og Ukraines fredsforhandlinger, ordninger og udredninger omkring alle de forviklinger, som den sovjetkommunistiske periode havde lagt ned over Ukraine og dets forhold til Rusland – alle de forviklinger, som måtte udredes! – så var krigen mellem Rusland og Ukraine ikke brudt ud og Ukraine havde været et selvstændigt land i samarbejde med både Vesteuropa, EU og Rusland og andre russiske lande. Men vestlig imperialisme forpurrede det hele.
Og dog var det russerne selv, der aflagde sig den totalitære kommunisme, der havde den hele verden som sit arbejdsområde, og som dengang over mange årtier militariserede etniske og samfundsmæssige konflikter i Afrika, Asien og Sydamerika. Og det var også russerne, der – ved at kaste denne totalitære, militante og imperialistiske kommunisme på historiens mødding – sejrede i Den Kolde Krig ved på denne måde at genfinde menneskeligheden i de russiske samfund – uanset de bevarede rester af historisk og kulturelt betingede traditioner for et autoritært styre i Rusland.
Der er en himmelvid og afgørende forskel på et autoritært og et totalitært styre. Det er ikke autoritær tankegang eller samfundsindretning, der skaber imperialisme, men derimod en totalitær tankegang. Sådan som vi fx i dag ser det i den vestlige liberale, demokratiske ideologi, der er i alle konflikter hævder sig som bedrevidenhed om det paradisiske endemål for historien for alle stater, befolkninger og kulturer. Men Vesten skal ikke omvende den hele verden til liberalisme eller demokratisme, men derimod forsvare sig selv og sine styreformer. Og derved respektere verdens politiske og samfundsmæssige diversitet. Og anerkende, at styreformer i allerhøjeste er skabt ud fra de enkelte landes kultur, historie, geografi og andre basale faktorer; og at demokrati derfor slet ikke er en neutral universalskabelon, der med vold og krig og aggressiv konfrontationspolitik af enhver art kan presses ned over ethvert folkeslag udefra.
Nu har Rusland vendt sig bort fra Vesten og ud imod resten af verden. Man forstår det godt. For Vesten er umenneskelig, hovmodig, hadefuld og stridslysten. Enhver foranstaltning imod Rusland – politisk, økonomisk, markedsmæssigt, militært, kulturelt, kirkeligt, menneskeligt – finder i vor tid begrundelse i dette ene: hadet til det Rusland, der ikke vil være som Vesten og rette ind efter Vestens normer. Hvorfor i al verden skulle russerne dog også det? For de har i kommunismen på den hårde måde lært ondskaben i en imperialistisk totalitær ideologi, der ikke helmer, førend den har underlagt sig alle folkeslag på hele jordkloden. Vestlig liberal globalisme er imperialisme; og indeholder en foragtelig international attitude. Ikke så mærkeligt, at den største del af verden ikke hopper med på Vestens holdning til Ukraine-krigen og Vestens bestræbelser på at isolere Rusland.
Ja vist taler historien til os. At lære af historien er dog slet ikke et ligefremt historisk-videnskabeligt spørgsmål, men et moralsk. Men slet ikke sådan, at man uden videre – historisk-videnskabeligt, som fx kommunismen gjorde det – kan omsætte viden om historiens ”langsigtede perspektiv” til moral, sådan som det passer én at gøre det. Det er i nutiden, historien vil have det rigtige svar af os. For historien, dens moral og dens domme taler ikke fortidigt, men nutidigt i vore politiske handlinger. Hvem der giver det rigtige svar og de rette politiske handlinger, der er historien værdige, vil vise sig. Vor opgave er at gøre alt, hvad der står i vor magt for, at det ikke er os, der af historien får dommen: Totalitære imperiebyggere! Og for at undgå, at historien – meget hårdt! – vil give os den lærestreg, at også demokratiernes selvretfærdighed kan være den største dæmoniske drivkraft for vold, krig og imperie-byggeri. Vi ejer ikke hele verden; Europa gør det ikke og USA gør det heller ikke. Måske er det det, som russerne med deres erfaringer om den totalitære kommunistiske imperialisme er ved at lære os. Vi må håbe, at vi er hurtige til at tage ved lære.