Af Daniel Pipes – Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.
Har Europa nogen konservative? Det vil sige folk, der tror på personligt ansvar, national uafhængighed, frie markeder, én lov for alle, den traditionelle familie og fuldstændig ytringsfrihed og religionsfrihed.
Tilsyneladende ikke. Såkaldt konservative politikere – som Tysklands Angela Merkel, Frankrigs Jacques Chirac og Sveriges Fredrik Reinfeldt – er i virkeligheden tit centrumvenstreorienterede, og det samme gælder deres partier. Man kunne heraf slutte, at konservatismen er død i dens hjemlande.
Det ville være forkert. Der findes en betydelig konservativ bevægelse i Europa, og den er voksende. Den fremstår ikke klart i offentligheden, da den formørkes som værende populister, nationalister, højreekstremister og endda neonazister. Jeg kalder gruppen noget andet: kulturalister, og jeg anerkender derved, at (1) de fokuserer på at bevare den vestlige kultur, og (2) de fremmer nogle politikker, der afgjort ikke er konservative (såsom øgede velfærds- og pensionsudbetalinger).
Kulturalisternes største mærkesag er ikke bekæmpelse af klimaforandringer, udbygning af EU eller afværgelse af russisk eller kinesisk aggression; Deres fokus er snarere en bevarelse af Europas seneste to tusind år gamle historiske kultur. De er bekymrede for, at Europa skal blive en udvidelse af Mellemøsten og Afrika. Etniske europæere klager allerede over at føle sig som fremmede i deres hjembyer, over at pensionister er for skræmte til at forlade deres hjem, og over at en skoles få kristne eller jødiske elever bliver slået ned af indvandrerbøller. Man kan forestille sig, hvordan tingene kommer til at se ud, efterhånden som proportionerne ændres.
VOLDSOM VIDEO! Hundredevis af indvandrere amok – “borgerkrigslignende tilstande”
Kulturalisternes frygt har fire hovedelementer: demografi, indvandring, multikulturalisme og islamisering (eller DIMI, ligesom det arabiske ord dhimmi, der er betegnelsen for jøders og kristnes status under muslimernes herredømme).
DIMI’s fire elementer er tæt forbundne: Demografiske ubalancer skaber et behov for indvandring, der fremmer en multikulturalisme, der hovedsageligt bliver en islamisering.
Lad os starte med demografien: På grund af Europas oprindelige befolkningers lave fertilitetstal på omkring 1,5 barn per kvinde, falder deres antal hvert år med mere end en million personer, og dette antal stiger støt over tid. En opretholdelse af befolkningsantallet kræver en årlig indvandring på mere end dét antal (få indvandrere kommer til Europa som nyfødte).
Den potentielle pool af indvandrere overstiger i høj grad det antal. For blot at nævne to tal: En tidligere iransk landbrugsminister forudsiger, at op til 70% af landets befolkning, eller 57 millioner iranere, vil udvandre på grund af vandmangel. Afrikas befolkning forventes at være tredoblet i år 2100, hvilket vil medføre, at flere hundrede millioner vil søge mod Europa. Om tredive år vil en fjerdedel af EU’s befolkning ifølge Stephen Smith være af afrikansk oprindelse.
Ikkevestlige indvandrere medfører diverse praktiske vanskeligheder: nye sygdomme, sprogvanskeligheder, mangel på nødvendige arbejdskvalifikationer og høj arbejdsløshed.
Multikulturalisme opstår på grund af en blanding af indvandreres selvsikkerhed og europæisk skyldfølelse og mindreværdsfølelse. Multikulturalisme går ud fra, at kulturer er moralsk ligestillede og ser ingen grund til at foretrække europæisk kultur fremfor nogen anden kultur. Burkaer gælder lige så meget som balkjoler; burkinier lige så meget som bikinier.
Endelig medfører islamisering et utal af fjendtlige handlinger og herrefolksattituder, der er uforenelige med eksisterende vestlige skikke: obligatoriske tørklæder, ghettoområder, taharrush (seksuelt overgreb), fornedringsrøverier, gruppevoldtægter, slaveri, fætter-kusine-ægteskaber, polygami, æresdrab, kønslemlæstelse, Rushdie-reglerne, jihadistisk vold, påtvingelse af islamisk lov for alle og dyb nihilisme.
Eliten, som jeg kalder “de seks p’er” (politi, politikere, presse, præster, professorer og anklagere [engelsk: prosecutors]), har en tendens til at reagere selvretfærdigt på MIDI-kvartetten. Ved at fokusere på det negative i Europas historie – især imperialisme, fascisme og racisme – giver eliten udtryk for en gennemtrængende skyldfølelse, og den indvilliger generelt til, eller opmuntrer ligefrem til, en transformation af Europa væk fra vores historiske kultur.
Kulturalister reagerer på denne tendens med konservativ uro og arbejder på at modstå transformationen. De har ikke skyldfølelse; De påskønner tværtimod de nationale traditioner, og de oplever, at Europa bliver en udvidelse af Mellemøsten og Afrika med et værdisammenbrud og en eksistentiel trussel.
Eliten affejer dem som gammeldags, svage, ældre, ignorante tabere. Selv analytikere, der sympatiserer med kulturalisterne, herunder berømte forfattere som Bat Ye’or, Oriana Fallaci og Mark Steyn, ser det som en tabt sag og betragter “Londonistan” og Den Islamiske Republik Frankrig som uundgåelige.
Men det er de ikke. Kulturalister er allerede en magtfuld faktor, der er avanceret fra en marginal position for tyve år siden til en central rolle i mange lande. De har været, eller er, den vigtigste parlamentariske opposition i Finland, Tyskland, Holland, Spanien og Sverige. De indgår i en regeringskoalition i Polen og regerer alene i Ungarn. Deres fiasko er langt fra uundgåelig.
Set i det lys følger her nogle forudsigelser:
For det første: Eftersom ingen siger: “Jeg plejede at være bekymret over DIMI, men det er jeg ikke længere”, så vil antallet af kulturalister fortsætte med at vokse. Inden for 15 eller allerhøjst 20 år vil de sandsynligvis dominere europæisk politik, måske med en vigtig undtagelse i Storbritannien, hvor de er gået i stå. Denne modbevægelse, der vil bevare de traditionelle skikke, vil efter en lang og bitter kamp sejre i sidste ende.
For det andet har kulturalister tre veje til magt: regeringsmagt, som i Ungarn og Polen; samarbejde med selverklærede konservative, som i Østrig; eller samarbejde med venstrefløjen, som i Italien. Venstrefløjen kan også selv i begrænset omfang fremme konservative ideer, som det er tilfældet i Danmark. Der kan vise sig flere veje.
For det tredie er de tidligere Warszawapagtlande blevet foregangslande. Efter at have iagttaget de europæiske NATO-landes fejltagelser besluttede de sig for ikke at gentage dem. Det gælder for de fire Visegrad-lande Polen, Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, såvel som det østlige Tyskland, Rumænien og Bulgarien. Den østlige del af Europa har i et årtusind været bagud i forhold til den vestlige del, så dette er et bemærkelsesværdigt vendepunkt.
For det fjerde er kulturalister ikke kendt for deres intellektualisme og principper, så det kan forekomme overraskende at betragte dem som konservative. De bevæger sig imidlertid overordnet set i den retning. Det, der begynder med instinkt, rå populisme og primitiv flertalsbestemmelse, udvikler sig til noget mere forfinet efterhånden som kulturalisterne bevæger sig mod den politiske midte for at få opbakning. Erfaring modererer selvoptagethed. Der kommer intellektuelle; heriblandt Douglas Murray (Storbritannien), Alejandro Macarón (Spanien), Renaud Camus (Frankrig), Bat Ye’or (Schweiz), Thilo Sarrazin (Tyskland), Christian Zeitz (Østrig), Viktor Orbán (Ungarn) og Lars Hedegaard (Danmark).
For at afværge krisen, der er skabt af demografi, indvandring, multikulturalisme og islamisering, skal Europas bedste egenskaber bevares. Kulturalisterne repræsenterer håb for konservatismen og for Europas fremtid.
Pipes er præsident for Middle East Forum. Denne artikel er baseret på en tale, der blev holdt ved en konference om national konservatisme. ©2020. Alle rettigheder forbeholdes.