Hvepseallergikere skal passe på i sensommeren

Sommeren er lig med hvepse og bier, og hen imod slutningen af august og i starten af september bliver hvepsene mere aggressive og nærgående og kan finde på at stikke umotiveret og uden varsel.

Det er især mad, søde drikkevarer, duftende parfume og kulilteudledning fra ild, som tiltrækker og tirrer de stribede, stikkende insekter, og der er derfor god grund til at handle med omtanke, når man er udendørs i sensommeren – ikke mindst hvis man har hvepseallergi.

50.000 har bi- eller hvepseallergi

Er man blevet stukket af en hveps eller en bi, vil det gøre ondt, og huden hæver og klør. I de fleste tilfælde går det over i løbet af nogle timer, men omkring 50.000 danskere har allergi over for gift fra bier eller hvepse. Så kræver det behandling, hvis man bliver stukket – i nogle tilfælde akut. Giften kan nemlig give en livstruende allergisk reaktion, også kaldet anafylaktisk shock.

Reaktionen hos allergikere kan variere mellem mild og svær, men den kommer ofte hurtigt efter et stik. Det vil sige inden for få minutter og op til fire timer, efter man er stukket. Der kan være tilfælde af senere reaktioner.

LÆS OGSÅ:  Tørken holder græspollen i skak

Hold øje med disse symptomer

Milde reaktioner på hvepsestik giver symptomer som hævelser, mild feber, kvalme, rødme, nældefeber, kløe, træthed og/eller smerte. Her kan symptomerne lindres med antihistaminer og smertestillende. Ved mistanke om anafylaktisk shock skal der gives adrenalin og ringes 112.

Uanset om man oplever milde eller svære reaktioner, er det vigtigt at holde sig i ro et stykke tid efter stikket. Hvis man er aktiv, vil giften komme hurtigere rundt i kroppen, og det kan give en hurtigere og/eller kraftigere reaktion.

Allergi over for hvepse og bier giver typisk reaktioner flere steder på kroppen og ikke kun lokalt. Selvom en lokal reaktion kan være meget ubehagelig, er det sjældent allergi. Men ved mistanke om allergi bør man blive undersøgt hos sin læge fire uger efter stikket.

Gode råd til at undgå hvepse:

Astma-Allergi Danmark har samlet 10 gode råd til at undgå hvepse, når du opholder dig udenfor.

  1. Tag sko på, når du går udenfor, og ifør dig tætsiddende tøj, når du cykler, så bier og hvepse ikke bliver fanget i løstsiddende tøj.
  2. Undlad at bruge parfume, da visse parfumer tiltrækker bier og hvepse.
  3. Undgå at spise og drikke udendørs – særligt dessert og andre søde sager sidst på sommeren.
  4. Hav ikke stearinlys ved bordet udendørs. De udleder kulilte, hvilket gør hvepsene mere aggressive.
  5. Brug en hvepsefælde, og anbring gerne en skål med sukker eller andet sødt langt væk fra, hvor du sidder, som afledning.
  6. Hvis du skulle komme i nærkontakt med en pågående hveps, er det bedst at forholde sig i ro, lukke munden og lade være med at vifte med armene.
  7. Brug en fluesmækker, eller sprøjt på dem med en vandforstøver – så tror de, det regner og flyver hjem.
  8. Undgå at opsamle nedfaldsfrugt, og vær opmærksom, når du plukker søde frugter.
  9. Vær opmærksom på hvepseboer, når du klipper hæk.
  10. Fjern insekternes boliger. Falck kan på 70 10 20 30 henvise til en lokal biavler, der kan fjerne bi- eller hvepseboet på forsvarlig vis. Nogle avlere gør det gratis, mens andre tager et mindre honorar eller kilometerpenge for det.
LÆS OGSÅ:  Studerendes opfindelse kan redde tusindvis af biers liv

Bliver du alligevel stukket af en bi eller hveps, skal du fjerne brodden så hurtigt som muligt.

FAKTA:

Søg omgående lægehjælp i disse situationer:

  • Du bliver stukket i mund, svælg, luftrør eller uden på halsen
  • Du får pludselige eller kraftige reaktioner
  • Du bliver utilpas, svimmel, bevidstløs eller besvimer
  • Du får opkastningsfornemmelser
  • Du får svært ved at trække vejret
  • Du reagerer på et insektstik, og du har før haft en svær allergisk reaktion, men ikke har adrenalin-pen på dig

Har du spørgsmål om hvepseallergi, er du velkommen til at kontakte Astma-Allergi Danmarks Rådgivning: https://www.astma-allergi.dk/raadgivning

Læs mere om allergi over for hvepse og bier: https://allergi.astma-allergi.dk/andreallergier/insekter/bioghveps

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)