Hver anden dansker arbejder i sin sommerferie

Flere end hver anden erhvervsaktive dansker er tilgængelig og tjekker arbejdsrelaterede mails, sms’er og opkald i sommerferien. Dermed er flere end 1,4 mio. danskere på stand-by i forhold til jobbet i ferien. For næsten hver tredje er det et krav eller en forventning, at de er tilgængelige i ferien. Det er en trist tendens, mener IDA.

Coronasituationen og tiden med hjemmearbejde har sat fokus på fleksibilitet, trivsel og work-life balance i vores arbejdsliv. Men der er tilsyneladende også nogle ubalancer i det grænseløse arbejdsliv, vi har vanskeligt ved at få ryddet af vejen. I hvert fald bliver der tjekket arbejdsrelaterede mails, sms’er og opkald i stor stil, når danskerne holder sommerferie.

Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som Userneeds har lavet for Ingeniørforeningen, IDA. Her svarer sammenlagt 55 pct., at de er tilgængelige og tjekker arbejdsrelaterede mail, sms’er og telefonopkald i løbet af deres sommerferie. Det svarer til, at 1,4 mio. erhvervsaktive danskere er på standby i forhold til jobbet i ferien.

Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i IDA, finder det først og fremmest trist, at så mange danskere ikke formår at trække stikket fuldt ud og lægge mobilen fra sig, når de holder sommerferie. Ikke mindst i lyset af, at mange har haft udfordringer med at arbejde og fritid er flydt sammen i tiden med hjemmearbejde i det forgangne år.

”Coronasituationen og tiden med hjemmearbejde har yderligere udvisket grænsen mellem arbejdsliv og fritidsliv for mange, så det er blevet endnu mere flydende, hvornår arbejdsdagen begynder og slutter. Her bør sommerferien komme som et velfortjent hvil, hvor vi får mulighed for at koble fra og får ro og fred til at lade hjerne og krop op. Det er hele formålet med en ugelang sommerferie. Sker det ikke, risikerer vi i sidste ende at brænde ud. Stress og udbrændthed er et stort problem for mange og at stå til rådighed også i sommerferien, kan jeg ikke få øje på, er den bedste forebyggelse,” siger Morten Thiessen.

LÆS OGSÅ:  Mange danskerne er også på job i ferien

Befolkningsundersøgelsen viser også, at sammenlagt næsten hver tredje af dem, der er tilgængelige i deres sommerferie, enten er underlagt et krav om eller bliver mødt med en forventning fra arbejdsgiverside om, at de reagerer på mails, telefonopkald og sms’er i deres ferie. Og den tendens er bekymrende, mener Morten Thiessen.

”Det fleksible arbejdsliv går begge veje for både arbejdstager og arbejdsgiver. Ingen mennesker kan være online og svare på stort og småt 24/7. Derfor skal der være klare spilleregler for tilgængelighed og klare regler for undtagelser. Alle mennesker har brug for at holde ferie og restituere med god samvittighed. Der kan helt sikkert arbejdes med kulturen og personalepolitikken mange steder, og med den forestående tilbagevenden fra hjemmearbejdet, som vi står overfor, så er der en kærkommen lejlighed til at få lavet de aftaler og få forventningerne på plads. Det er vejen til at få etableret en bæredygtig work-life balance og et sundt arbejdsmiljø. Selvom det digitale samfund aldrig slukker, og vi kan klare meget fra vores mobiltelefon, så bliver nødt til at finde fornuftige måder at administrere det på, så vi kan holde til det i et helt arbejdsliv,” siger Morten Thiessen.

Hvor tilgængelig er du for arbejdsplads i din sommerferie?

. Procent Antal lønmodtagere
Jeg er ikke tilgængelig og kan ikke kontaktes af min arbejdsplads i ferien 43% 1.108.108
Jeg er tilgængelig på telefon/mail/sms/ eller lignende som jeg tjekker sjældnere end dagligt 31% 798.869
Jeg er tilgængelig på telefon/mail/sms/ eller lignende som jeg tjekker dagligt 17% 438.089
Jeg er altid tilgængelig 7% 180.390
Ved ikke 2% 51.540
I alt 100% 2.576.996
LÆS OGSÅ:  Hver tredje holder mindre end tre ugers sommerferie
Kilde: IDA, Userneeds og Danmarks Statistik. Note: Kun beskæftigede – 1141 svar

Er det et krav fra din arbejdsgiver, at du er tilgængelig i ferien?

. Alle Antal lønmodtagere
Ja det er et krav 6%              85.041
Det er ikke et direkte krav, men det forventes alligevel 26%            368.510
Nej 65%            921.276
Ved ikke 3%              42.520
I alt 100%            1.417.348
Kilde: IDA, Userneeds og Danmarks Statistik. Note: Svar fra 55%, der er tilgængelige

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)