Hver fjerde børnefamilie kommer mere i naturen nu end før corona

Corona-nedlukningen af Danmark øgede de danske børnefamiliers brug af naturen. Selv efter genåbningen i foråret opholder hver fjerde familie sig oftere i naturen, end de gjorde før corona, viser ny undersøgelse.

Foto: Ditte Valente

Kø ved trappen til Møns Klint og overbookede shelterpladser. Corona-nedlukningen gav danskerne – og ikke mindst de danske børnefamilier – mere tid til at bruge naturen. Men selvom samfundet atter er lukket op, holder mange familier fast i den øgede naturbrug.

Efter genåbningen i april i år er hver fjerde børnefamilie nemlig kommet mere ud i naturen end før nedlukningen i marts 2020. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for Danmarks Naturfredningsforening. Samtidig er andelen af familier, der bruger naturen mindst to gange om ugen, steget fra 33 procent før nedlukningen til 42 procent efter genåbningen. I nedlukningsperioden 12. marts 2020 til 5. april 2021 var andelen 48 procent.

At naturen fylder mere i de danske børnefamilier nu end før corona, glæder Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

– Det er fantastisk, at forældrene holder fast i de mange naturbesøg og fortsat tager børnene med ud i det fri. Mange har nok oplevet, at tid i naturen er rigtig godt givet ud, og at det har en klart positiv effekt på børnenes og familiens generelle trivsel, siger hun.

Tid er den største barriere
Det skorter da heller ikke på lyst til at tage i skoven, på stranden eller ud i den lokale natur. I undersøgelsen svarer hele 80 procent af forældrene, at de ville ønske, at deres familie opholdt sig mere i naturen.

Undersøgelsen viser dog samtidig, at mangel på tid og en række andre forhold afholder nogle familier fra at komme mere ud i naturen. I alt angiver næsten halvdelen af forældrene manglende tid som en årsag til, at de ikke kommer mere ud. Herudover angiver hver tredje forælder, at deres barn hellere vil lave noget andet, mens hver fjerde angiver, at de mangler inspiration til, hvad de kan lave derude.

LÆS OGSÅ:  Huspriser stiger i hele landet – her er gevinsten størst

– Det er tydeligt, at langt de fleste forældre rigtig gerne vil bruge naturen endnu mere, men at der i nogle familier desværre stadig er barrierer, der afholder dem fra at komme ud. Vi kan ikke give dem flere timer i døgnet, men til gengæld kan vi forsøge at åbne børnenes øjne for, hvor meget naturen har at byde på, og samtidig give forældrene inspiration til sjove aktiviteter i det fri. Og det er netop formålet med Naturens Uge, som vi afholder i denne uge sammen med Friluftsrådet, siger Maria Reumert Gjerding.

I weekenden kulminerer Naturens Uge
Naturens Uge blev skudt i gang i mandags, og i løbet af hverdagene har 188.000 børn fra skoler og dagtilbud skiftet klasseværelset og børnehavens trygge rammer ud med den lokale natur. Derudover har man i hele landet kunnet deltage i en lang række offentlige natur- og friluftsarrangementer arrangeret af foreninger, klubber, virksomheder, privatpersoner m.fl.

Og her i weekenden er der ekstra god mulighed for at få inspiration og sjove oplevelser i den danske natur. Her kulminerer Naturens Uge med over 350 naturarrangementer- og aktiviteter for hele familien.

Lyslokning, tangsafari og bålhygge er blot nogle af de mange ting, man kan opleve lørdag og søndag. På www.naturensuge.dk kan man læse mere og finde en oversigt over samtlige arrangementer.

FAKTA om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført i perioden 16. til 28. juni 2021 som webbaserede interview blandt 1.100 børn i alderen 5 til 12 år og deres forældre. Forældrene har først besvaret en række indledende spørgsmål om deres familiers brug af naturen. Herefter har barnet, så selvstændigt som muligt, besvaret en række spørgsmål ved hjælp af blandt andet billeder og ikoner.
  • Forældrene er blevet spurgt, hvor ofte deres familier har opholdt sig i naturen i følgende perioder:
    • Før COVID-19-nedlukning (indtil 11. marts 2020): Dagligt (7,2%), 4-6 gange i ugen (8,5%), 2-3 gange i ugen (16,9%), Ugentligt (29,7%), 2-3 gange i måneden (21,1%), Månedligt eller sjældnere (15,1%), Aldrig (0,4%), Ved ikke (1,1%).
    • Under COVID-19-nedlukning (12. marts 2020 – 5. april 2021): Dagligt (10,7%), 4-6 gange i ugen (14,1%), 2-3 gange i ugen (23,4%), Ugentligt (24,3%), 2-3 gange i måneden (15,3%), Månedligt eller sjældnere (9,9%), Aldrig (1,3%), Ved ikke (1,0%).
    • Efter den seneste genåbningsperiode (fra 6. april 2021 og frem): Dagligt (8,6%), 4-6 gange i ugen (11,6%), 2-3 gange i ugen (21,8%), Ugentligt (27,0%), 2-3 gange i måneden (16,5%), Månedligt eller sjældnere (12,1%), Aldrig (0,9%), Ved ikke (1,2%).
  • Ved at sammenholde hver enkelt forældres besvarelse for de tre perioder, er det muligt at tracke udviklingen i familiernes naturbrug fra før nedlukning til under nedlukning og til efter seneste genåbning. Fra før nedlukningen til efter genåbningen 6. april er 24% af familiernes naturbrug blevet øget, 5% er mindsket og 71% er forblevet uændret.
  • Otte ud af ti forældre (80%) ville i høj grad (19%) eller nogen grad (61%) ønske, at deres familie opholdt sig mere i naturen. 12% svarer i mindre grad, og det er kun 3%, der slet ikke ville ønske sig det.
  • Forældrene er blevet spurgt, hvilke af følgende forhold, der afholder deres familie fra at være mere i naturen: Vi mangler tid (47%), Mit barn vil hellere lave noget andet end at være i naturen (31%), Vi mangler inspiration til, hvad vi kan lave i naturen (24%), Vi vil gerne have, at der er bedre faciliteter i naturen – f.eks. toiletter mv (18%), Vi mangler viden om, hvor vi kan tage hen (15%), Vi mangler natur i gå- eller cykelafstand fra vores bopæl (10%), Vi mangler det rette udstyr til at tage i naturen (5%), Andet, notér venligst (4%), Vi mangler information om regler for færdsel i naturen (3%), Vi er utrygge ved dyr og planter, der kan være farlige for vores børn (2%), Der er intet, der afholder vores familie fra at være mere i naturen (21%), Ved ikke (1%).
  • Se undersøgelsen her.
LÆS OGSÅ:  Ved skybrud: Rotterne smitter med dødelig sygdom

FAKTA om Naturens Uge

  • Naturens Uge er Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådets årlige mærkedage for oplevelser i naturen.
  • Formålet er at åbne naturen for børn og voksne og inspirere dem til at bruge naturen endnu mere året rundt.
  • Naturens Uge afholdes d. 6.-12. september 2021 med hundredvis af offentlige naturarrangementer i hele landet.
  • I alt forventes op mod 250.000 danskere at deltage i Naturens Uge.
  • Tidligere gik begivenheden under navnet Naturens Dag. Fra i år er Naturens Dag blevet udvidet til Naturens Uge.
  • Danmarks Naturfredningsforening oprettede Naturens Dag tilbage i 2004. Siden 2010 har Naturens Dag været et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.
  • Naturens Uge er støttet af Nordea-fonden og 15. Juni Fonden.
  • På www.naturensuge.dk kan man læse mere og se en oversigt over alle arrangementer

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)