Site icon 24NYT

Hver fjerde dansker er klar til at bruge sort arbejde i hjemmet

Næsten hver femte danske boligejer har fået udført sort arbejde på eller i deres hjem indenfor de seneste fem år, og endnu flere er klar til at gøre det samme. Det viser en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, som advarer mod konsekvenserne ved at benytte uautoriserede håndværkere.

Der er stadig godt gang i det sorte arbejde ude i de danske hjem. Ifølge en ny befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne har 18 procent af de danske boligejere fået udført sort arbejde én eller flere gange indenfor de seneste fem år (tre procent har ikke ønsket at oplyse, om de har gjort det samme, mens to procent svarer ”ved ikke”).

Derudover viser undersøgelsen, at 26 procent af boligejerne ikke har nogen problemer med selv at benytte sort arbejde, mens 15 procent svarer, at de ikke ønsker selv at benytte muligheden men ikke har noget imod, at andre gør det.

”Hvis vi skal starte med det positive, må det være, at det trods alt tilsyneladende er et mindretal, der får lavet sort arbejde i eller på boligen. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er for mange, som benytter sig af muligheden og endnu flere, der er klar til at gøre det,” siger Simon O. Rasmussen, underdirektør hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og metal.

Han understreger, at det kan koste dyrt, hvis ikke man sikrer, at arbejdet udføres på lovlig vis.

”Især når det gælder de tekniske installationer – vvs og el – er det vigtigt, at man holder sig fra klamphuggere og i stedet benytter sig af autoriserede installationsfirmaer. For hvis ikke disse installationer udføres korrekt, kan det ende med alt fra stød og brud til brand og vandskader, som forsikringen sjældent dækker, hvis ikke arbejdet er udført lovligt. Noget, der kan være svært for boligejeren at dokumentere, hvis det er sket sort,” siger Simon O. Rasmussen, og uddyber:

”Derudover er det naturligvis en forudsætning for at få støtte via eksempelvis håndværkerfradraget eller energisparepuljerne, at arbejdet i boligen ikke udføres sort. Og benytter man sig af en autoriseret installatør, er man desuden ofte omfattet af en garantiordning, som hjælper en, hvis ikke arbejdet bliver udføret tilfredsstillende,” siger Simon O. Rasmussen.

Har du fået udført sort håndværksarbejde på/i din bolig inden for de seneste fem år? Kilde: Befolkningsundersøgelse fra TEKNIQ Arbejdsgiverne og YouGov blandt 2.000 boligejere.
Exit mobile version