Hver tiende dansker har rejst på ferie uden forsikring

I en ny rundspørge svarer én ud af ti danskere, at de på den seneste ferie i udlandet rejste ”helt uden rejseforsikring”. Det kan blive en dyr oplevelse, hvis du er uheldig og for eksempel kommer til skade eller mister bagage, lyder det fra Codan.

Når vi danskere pakker kufferten til ferien, er det ikke altid, at rejseforsikringen er med i bagagen.

En ny rundspørge, som YouGov har foretaget for Codan blandt 1.000 respondenter, viser, at 10 % på den seneste rejse i udlandet var afsted uden en rejseforsikring.

”Selvom det kun drejer sig om hver tiende, så er det et højt antal, når man tager i betragtning, hvad manglende rejseforsikring på ferien kan koste, hvis uheldet er ude. Vi har set eksempler på, at udgifterne efter en ulykke i udlandet kan koste over 100.000 kroner for hospitalsophold og hjemtransport,” siger Camilla Amstrup, privatkundedirektør i Codan.

LÆS OGSÅ:  Mange danskerne er også på job i ferien

Risikerer store udgifter

Er din bagage forsinket, dit fly aflyst, eller er du ude for en ulykke eller bliver pludseligt syg, vil en rejseforsikring typisk dække dig.

Danskere på rejse i EU har via EU’s blå sygesikringsbevis ret til sundhedsydelser på de vilkår, der gælder for borgerne i det land, du opholder dig i. Men kortet dækker blandt andet ikke hjemtransport, og du kan risikere en egenbetaling ved lægebesøg og medicin.

”Listen er lang over de ting, som kan påvirke rejsen negativt, også selvom du holder dig inden for EU og har en vis dækning med det blå sygesikringskort. Det er heldigvis de færreste, som får ødelagt rejsen, men det sker alligevel – og her er det en enormt god idé med en rejseforsikring. Ellers risikerer du for eksempel ikke at blive kompenseret for skaderne eller at betale dyrt for sygdomsophold eller hjemrejse,” siger Camilla Amstrup.

LÆS OGSÅ:  Mange danskere oplever problemer med bagage på flyrejsen

Tænk over ekstradækning

Dertil kommer udgifter, hvis du kommer galt afsted, når du står på ski, eller pludselig er nødt til at afbestille din rejse. Disse ting kræver ofte en udvidet rejseforsikring.

Ifølge Codans rundspørge rejste 57 % af dem, der havde en rejseforsikring med på den seneste rejse til udlandet, ikke nogen særlige tillæg som for eksempel afbestilling og skitillæg.

”Hvis du er nødt til at afbestille rejsen, og ikke kan få pengene igen for ophold og flybilletter, eller kommer til skade på skibakken, så kræver det hos Codan en ekstradækning. Derfor er det en god idé at få tjekket dine rejseforsikring igennem, inden du skal afsted,” siger Camilla Amstrup.

LÆS OGSÅ:  PAS PÅ! Hver femte dansker, der tager på ferie til storbyer, bliver bestjålet.

Fakta: Danskernes rejseforsikring

  • 10 % svarer, at de på seneste rejse til udlandet rejste ”helt uden rejseforsikring”.
  • 57 % af dem, der have rejseforsikring ifm. seneste rejse til udlandet, svarer, at de ikke havde tegnet særlige tillæg.
  • 26 % svarer, at de ikke har en permanent rejseforsikring som en del af en pakke (fx via indboforsikring) eller en fast separat rejseforsikring.
  • YouGov har spurgt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i juli 2019.

Kilde: Codan og YouGov

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb