Hver tredje dansker er mindre fysisk aktiv end før corona

Det seneste års nedlukninger har haft store indvirkninger på danskernes muligheder for at være fysisk aktive, og det har ført til et stort fald i danskernes aktivitetsniveau. Det viser en undersøgelse foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige.

Her står det nemlig klart, at hver tredje dansker har været mindre fysisk aktiv under corona-pandemien end tidligere. Mindre fysisk aktivitet kan føre til en række problemer både fysisk og psykisk, fortæller fagchef i sundhed i Gjensidige, Louise Brix.

”Fysisk aktivitet kan være forebyggende mod en lang række ting, og er en afgørende faktor for at have et sundt både fysisk og mentalt helbred. Motion er et godt redskab til at få et afbræk fra hjemmet, hvor både arbejde og fritid ellers kan glide sammen i denne periode,” siger Louise Brix.

Holdsporten lider under nedlukninger

Det er dog langt fra kun de fysiske fordele ved motion, som mange danskere ser langt efter. Undersøgelsen viser også, at op mod hver anden dansker føler sig negativt påvirket af, at muligheden for at dyrke holdsport har været begrænset under corona-pandemien.

”Vi ved, at ensomhed er en af de helt store sundhedsmæssige problemer som nedlukningerne har medført, og ved derfor også, hvor vigtigt det er med det fællesskab og sociale netværk, som fx holdsport tilbyder. Opfordringen er derfor, at man tænker i alternativer, der kan give følelsen af socialt samvær, uden fysisk nærvær,” siger Louise Brix.

LÆS OGSÅ:  Her er de nye retningslinjer til restauranter, caféer og værtshuse

Selvom de fysiske muligheder for holdsport endnu er ude af syne, så er det altså muligt, at få gavn af nogle sociale, fysiske aktiviteter. Det kan eksempelvis foregå via onlineplatforme som Zoom eller Microsoft Teams, hvor forskellige slags træning og andre arrangementer kan streames fællesskab med dem, man normalt dyrker holdsport med.

Om undersøgelsen 

Undersøgelsen er foretaget af Kantar Gallup for Gjensidige i december 2020 blandt 1506 repræsentativt udvalgte danskere.

Har du været mere eller mindre fysisk aktiv under corona-pandemien?

  • Meget mere 4 %
  • Lidt mere 15 %
  • Det samme som før 41 %
  • Lidt mindre 18 %
  • Meget mindre 15 %
  • Jeg er helt stoppet med at træne 4 %
  • Træner ikke og trænede ikke før 6 %
  • Ved ikke 2 %