Hvis Cepos var en ægte liberal tænketank

Tænketanken Cepos har for Berlingske regnet på, hvad regeringens nye ekstra børnetilskud betyder for modtagere af integrationsydelsen.

En enlig forsørger, der modtager integrationsydelse, med to børn vil i dag kunne opnå en gevinst på 5.100 kroner pr. måned efter skat, såfremt forsørgeren kommer i et lavtlønsjob. Ifølge beregningerne vil gevinsten ved at komme i job falde til 3.100 kroner som følge af det ekstra børnetilskud. Det betyder, at det ekstra børnetilskud vil gøre det mindre attraktivt for ikke-vestlige indvandrere at tage et lavtlønsjob og dermed svække integrationsindsatsen.

Lad os sætte spørgsmålet om integrationsydelsen i et bredere perspektiv.

Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet indvandringspolitik. Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer Danmark fortrinsvis muslimske analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, der sidder parkeret i ghetto-områderne på tårnhøje sociale ydelser foran TV-kanalen Al Jazeera.

Prisen for ikke-vestlig indvandring er følgelig 35 mia. kr. netto om året  – 81 år frem ifølge en fremskrivning fra Finansministeriet. I alt 2.835 mia. kr. – et svimlende beløb, der vil gå fra danskernes velfærd.

Kloge lande som USA, Canada eller Australien bruger en barsk, men aldeles fornuftig ”float or sink”-model til at integrere flygtninge og indvandrere. ”Float or sink” betyder, at indvandrere bliver tvunget til at tage et job, og hvis de kan klare sig på arbejdsmarkedet, bliver de integreret. Flygtninge og indvandrere har adgang til mange jobs til lavere lønninger, for der står ikke nogen fagforeninger som 3F i vejen for, at man kan komme i arbejde til 20-40 kr. i timen. Ofte er det nødvendigt at have to eller tre lavtlønnede job for at overleve.

De flygtninge, der kommer til USA, får at vide, at de selv har ansvar for deres økonomiske og sociale overlevelse og integration, og at de har pligt til at blive selvforsørgende hurtigst muligt. De har pligt til at lære sproget i en fart, og de skal sige ja til de job, som de bliver tilbudt. Søger de om familiesammenføring, skal de selv forsørge den familie, de bringer til USA.

Immigrationsmyndighederne i Canada udvælger udelukkende hele familier, der skønnes at være tilpasningsdygtige, integrationsvillige og topmotiverede. Dertil kommer enlige, sårbare kvinder. Altså ingen unge og enlige mænd. Og ingen analfabeter. Kun flygtninge med den rette indstilling og potentiale til at blive gode canadiske borgere.

Indvandrere, der kommer til Canada, tvinges til at være selvforsørgende fra dag 1, og magter de ikke det, går de til bunds eller tvinges til at rejse ud af landet. Der er mange indvandrere, der forlader Canada, fordi de ikke kan klare sig.

Den omhyggelige screeningsproces i Canada betyder, at landet næsten udelukkende modtager supermotiverede indvandrere, som allerede inden deres ankomst er bevidst om nødvendigheden af at tilpasse sig forholdene i Canada. Det er derfor indvandrere selv, og ikke det offentlige, som det er tilfældet i Danmark, der er drivkraften bag integrationen.

Det er påfaldende, at indvandrere ikke har ret til at komme med særkrav. I USA, Canada og Australien er der ingen særbehandling af religiøse hensyn, og offentlige skoler, institutioner og arbejdspladser må ikke bruges til at missionere for islam. Det er også bemærkelsesværdigt, at de integrationsvillige indvandrere ikke føler trang til at skille sig ud med religiøs påklædning eller påtvinge værtssamfundene egne sociale normer eller spisevaner. Indvandrerne vil med andre ord ikke ændre værtssamfundene, men gøre dem rigere.

I Danmark betragtes screening og selektiv udvælgelse af indvandrere som særdeles kontroversiel. Danskerne er ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ganske enkelt ikke om tanken om, at nogle flygtninge og migranter skal være ”mere egnede” end andre. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage til samfundet.

Facit er, at de fleste ikke-vestlige indvandrere herhjemme er analfabeter og halvanalfabeter med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. De frister en kummerlig tilværelse som sociale klienter på evig offentlig forsørgelse, og i værste fald ender de som medlemmer af indvandrerbander eller bliver radikaliseret.

Miseren på integrationsområdet i Danmark vil fortsætte, fordi vælgerne støtter den tåbelige og perspektivløse immigrationspolitik, som politikerne har ført igennem de sidste 30-40 år.

Mens der i Folketinget pågår hidsige kampe om ekstra midler til børnehaver, sygehuse og plejehjem, brænder politikerne med støtte fra 80-85 pct. af danskerne 35 mia. kr. årligt af på en befolkningsgruppe, der ikke bidrager til samfundet – analfabeter fra Somalien, stammefolk fra Afghanistan eller gedehyrder fra Syrien – kort sagt folk, som på alle niveauer er inkompatible med et moderne vestligt samfund som det danske.

Cepos har regnet sig til, at en enlig ikke-vestlig forsørger med to børn vil få ca. 3.300 kr. mere udbetalt om måneden på grund af det røde flertal i Folketinget end vedkommende ville have fået med det blå flertal.

I stedet for at slå et slag for, at indvandrerne skal tvinges ud på arbejdsmarkedet, spekulerer Cepos altså i, hvor stor checken fra det offentlige bør være.

Hvis Cepos var en ægte liberal tænketank, ville man advokere for, at Danmark indfører ”float or sink”-princippet og helt afskaffer overførselsydelserne til ikke-vestlige indvandrere. Manøvren ville løse Danmarks integrationsudfordring overnight.

André Rossmann

 

 

Kommentarer