Der er gået næsten tre uger siden den russiske præsident Vladimir Putin indledte sin invasion af Ukraine, men det er stadig ikke klart, hvorfor han gjorde det, eller hvad han håber at opnå. Vestlige analytikere, kommentatorer og embedsmænd har fremsat adskillige teorier for at forklare Putins handlinger, motiver og mål.
Nogle analytikere mener, at Putin er motiveret af et ønske om at genopbygge det russiske imperium. Andre siger, at han er opsat på at bringe Ukraine tilbage i den russiske indflydelsessfære. Nogle mener, at Putin vil bringe Ukraine tilbage i den russiske indflydelsessfære. Nogle tror, at Putin ønsker at kontrollere Ukraines enorme energiressourcer offshore. Endnu andre spekulerer på, om den aldrende enehersker Putin forsøger at fastholde magten.
Mens nogle argumenterer for, at Putin har en langvarig proaktiv strategi med henblik på at etablere en russisk forrang i Europa, tror andre, at han reagerer kortsigtet for at holde fast i, hvad der er tilbage af Ruslands vigende position på verdensarenaen.
Det følgende er en samling af otte forskellige, men komplementære, teorier, der forsøger at forklare årsagen til Putins invasion af Ukraine.
1. Imperialisme
Den mest almindelige forklaring på Ruslands invasion af Ukraine er, at Putin i sin ærgrelse over sovjetimperiets sammenbrud er fast besluttet på at genetablere Rusland (der generelt betragtes som en regional magt) som en supermagt med global indflydelse.
Ifølge denne teori forsøger Putin at generobre kontrollen over de 14 tidligere sovjetstater – der ofte henvises til som Ruslands “nærområde” –, der blev uafhængige efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991. Det er en del af en større plan om at genopbygge det russiske imperium, der territorielt set var endnu mere ekspansivt end det sovjetiske imperium.
Ifølge teorien om det russiske imperium var Putins invasion af Georgien i 2008 og Krimhalvøen i 2014, såvel som hans beslutning i 2015 om at intervenere militært i Syrien, alle del af en strategi om at genopbygge Ruslands geopolitiske position – og nedbryde den regelbaserede internationale orden, som USA har stået i spidsen for.
Dem, der mener, at Putin forsøger at genetablere Rusland som en supermagt, siger, at når han først har fået kontrol over Ukraine, vil han rette sin opmærksomhed mod andre tidligere sovjetrepublikker, herunder de baltiske lande Estland, Letland og Litauen, og siden hen Bulgarien, Rumænien og også Polen.
De mener, at Putins endemål er at få USA ud af Europa, etablere en indflydelsessfære på kontinentet udelukkende domineret af supermagten Rusland og dominere den europæiske sikkerhedsorden.
Russisk litteratur støtter dette synspunkt. Den russiske strateg Aleksandr Dugin, der er ven med Putin og er blevet beskrevet som “Putins Rasputin”, udgav for eksempel i 1997 en indflydelsesrig bog – “Grundlæggende geopolitik: Ruslands geopolitiske fremtid” -, der argumenterer for, at Ruslands langsigtede mål ikke bør være dannelsen af et russisk imperium men derimod af et eurasisk imperium.
Dugins bog indgår i russiske militærakademiers pensum. Bogen erklærer, at for at genskabe Ruslands storhed, bør Georgien opsplittes, Finland annekteres og Ukraine bør ophøre med at eksistere: “Ukraine repræsenterer som en uafhængig stat med visse territoriale ambitioner en stor fare for hele Eurasien.” Dugin tilføjer:
“Det eurasiske imperium vil opbygges ud fra grundprincippet om den fælles fjende: afvisning af atlantismen og USA’s strategiske kontrol samt afvisning af at lade liberale værdier dominere over os.”
Putin afspejlede i sin nytårstale i april 2005 disse betragtninger, da han beskrev Sovjetunionens fald som “det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe”. Putin har siden da gentagne gange kritiseret den amerikanskdominerede verdensorden, hvori Rusland har er underordnet position.
Ved sikkerhedskonferencen i München i februar 2007 angreb Putin i en tale ideen om en “unipolær” verden, hvori USA som den eneste supermagt kan sprede sine liberale demokratiske værdier til andre dele af verden, herunder Rusland.
I oktober 2014 holdt Putin en tale i den højtprofilerede tænketank Valdai Diskussionsklub, der ligger tæt ved Kreml. Han kritiserede her den siden Anden Verdenskrig fremherskende liberale internationale verdensorden, hvis principper og normer – herunder overholdelse af retsstatsprincippet, respekt for menneskerettighederne og fremme af det liberale demokrati, såvel som bevarelse af respekten for den territoriale suverænitet og eksisterende grænser – har reguleret de internationale relationer i næsten 80 år. Putin opfordrede til dannelsen af en ny multipolær verdensorden, der er mere venligtsindet over for det autokratiske Ruslands interesser.
Zbigniew Brzezinski (tidligere national sikkerhedsrådgiver for den amerikanske præsident Jimmy Carter) skrev i 1997 i sin bog “The Grand Chessboard“, at Ukraine er afgørende for det russiske imperiums ambitioner:
“Uden Ukraine ophører Rusland med at være et eurasisk imperium…. Hvis det russiske styre derimod genvinder kontrollen over Ukraine med dets 52 millioner indbyggere og ressourcerigdom såvel som adgang til Sortehavet, genvinder Rusland automatisk midlerne til at blive et magtfuldt imperium, der strækker sig over Europa og Asien.”
Den tyske historiker Jan Behrends har tweetet følgende:
“Tag ikke fejl: For #Putin handler det ikke om EU eller NATO; det handler om hans mission for at genopbygge det russiske imperium. Hverken mere eller mindre. #Ukraine er blot en scene, NATO er kun et irritationsmoment. Det endelige mål er imidlertid russisk herredømme over Europa.”
Ukraine-ekspert Peter Dickinson, der skriver i Atlantic Council, bemærker:
“Putins ekstreme fjendtlighed over for Ukraine er formet af hans imperialistiske instinkter. Det antydes ofte, at Putin ønsker at genskabe Sovjetunionen, men det er faktisk langt fra tilfældet. Han er faktisk en russisk imperialist, der drømmer om et genoplivet Zarimperium og kritiserer de tidlige sovjetiske myndigheder for at overdrage gamle russiske landområder til Ukraine og andre sovjetrepublikker.”
Den bulgarske forsker Ivan Krastev er enig:
“USA og Europa er ikke splittede om, hvad Putin vil have. Uanset de mange spekulationer om motiver er dette tydeligt: Styret i Kreml ønsker et symbolsk brud med 1990’erne og begrave verdensordenen siden den kolde krig. Det skal tage form som en ny europæisk sikkerhedsarkitektur, der anerkender Ruslands indflydelsessfære i de tidligere sovjetiske territorier og afviser de vestlige værdiers universalisme. Målet er ikke at genopbygge Sovjetunionen, men snarere at genskabe det, som Putin betragter som det historiske Rusland.”
Den transatlantiske sikkerhedsanalytiker Andrew Michta tilføjer, at Putins mål med invasionen af Ukraine var:
“Kulminationen på næsten to årtiers politiske tiltag for at rekonstruerere det russiske imperium og bringe Rusland tilbage i europæisk politik som en af de vigtigste spillere med magt til at forme kontinentets fremtid.”
Michta uddyber på en blog omhandlende national sikkerhed, 1945:
“Fra det russiske styres perspektiv er den ukrainske krig den kolde krigs endelige kamp – for Rusland er det tid til at genvinde sin plads på det europæiske skakbræt som et storrige med magt til fremover at forme kontinentets skæbne. Vesten skal forstå og acceptere, at det kun er ved et utvetydigt russisk nederlag i Ukraine, at en reel bilæggelse af den kolde krig endelig vil være mulig.”
2. Bufferzone
Mange analytikere mener, at den russiske invasion af Ukraine handler om geopolitik, hvorved staters opførsel søges forklaret ud fra geografiske betragtninger.
Størstedelen af det vestlige Rusland ligger på de russiske sletter, som er et enormt bjergfrit område, der strækker sig over fire millioner km2. Det enorme lavland, der også kaldes Den Østeuropæiske Slette, udgør et akut sikkerhedsproblem for Rusland: Hvis en fjendtlig hær invaderer landet fra det centrale eller østlige Europa, vil den kun møde få geografiske forhindringer på sin vej mod det russiske kerneland. Rusland er med andre ord meget vanskeligt at forsvare grundet landets geografi.
Den erfarne geopolitiske analytiker Robert Kaplan skriver, at geografien er udgangspunktet for at forstå alt andet om Rusland:
“Rusland forbliver ufrit og diktatorisk eftersom landet, i modsætning til Storbritannien og USA, ikke er en østat, med et vidtstrakt kontinent med få geografiske karakteristika til at beskytte det mod invasion. Putins aggression skyldes i sidste ende denne grundlæggende geografiske usikkerhed.”
Ruslands ledere har historisk set søgt at opnå strategisk dybde ved at skubbe udad for at danne bufferzoner – territoriale barrierer, der øger den afstand og tid, som indtrængende fjender ville møde på deres vej mod Moskva.
Det russiske imperium inkluderede de baltiske lande, Finland og Polen, der alle tjente som buffere. Sovjetunionen skabte Warszawa-pagten – der inkluderede Albanien, Bulgarien, Tjekkeslovakiet, Østtyskland, Ungarn, Polen og Rumænien – som en stor bufferzone til beskyttelse mod potentielle angribere.
Størstedelen af de tidligere Warszawapagtlande er nu medlemmer af NATO. Det gør Hviderusland, Moldova og Ukraine, der er strategisk beliggende mellem Rusland og Vesten, til de eneste tilbageblevne østeuropæiske lande, der tjener som russiske bufferstater. Nogle analytikere mener, at Ruslands opfattede behov for en bufferzone er den afgørende faktor for Putins beslutning om at invadere Ukraine.
Mark Galeotti, der er en førende britisk forsker i russisk magtpolitik, bemærker, at det er en indlejret del af den russiske forståelse af en supermagtstatus at have en bufferzone:
“Fra Putins synspunkt har han opbygget en stor del af sin politiske identitet omkring forestillingen om at gøre Rusland til en stormagt og få landet anerkendt som en stormagt. Når han forestiller sig en stormagt, er han essentielt set en 1800-tals geopolitiker. Det handler ikke om magt fra økonomisk forbundethed eller teknologisk innovation, for slet ikke at tale om blød magt. Nej. Stormagten har i gode gammeldags vendinger en indflydelsessfære i lande, hvis suverænitet er underlagt din egen.”
Andre mener, at begrebet bufferstater er gammeldags. Den internationale sikkerhedsekspert Benjamin Denison argumenterer for eksempel for, at Rusland ikke med legitimitet kan retfærdiggøre behovet for en bufferzone:
“Da kernevåben først var opfundet … blev bufferstater ikke længere betragtet som en nødvendighed uanset geografien, eftersom den nukleare afskrækkelseseffekt sikrede den territoriale integritet for stormagter med kernevåben…. Nytten af bufferstater og geografiske bekymringer ændredes uvægerligt som følge af fremkomsten af atomvåben. Da man ikke længere var bekymret for en rivaliserende stormagts hurtige invasion, mistede bufferstater deres nytte uagtet områdets geografi….
“At definere nationale interesser snævert på baggrund af geografien og mene, at geografien skubber stater til at gentage fortidens historiske forløb, fører kun til en upræcis analyse og undskylder de russiske annekteringer som værende naturlige.”
3. Ukrainsk uafhængighed
Tæt knyttet til teorier om imperiebygning og geopolitik er Putins besættelse af at udslette Ukraines suverænitet. Putin påstår, at Ukraine igennem århundreder har været en del af Rusland og at landets uafhængighed i august 1991 var en historisk fejltagelse. Han hævder, at Ukraine ikke har nogen eksistensberettigelse.
Putin har gentagne gange nedtonet eller benægtet Ukraines ret til national suverænitet:
-
I 2008 sagde Putin til den daværende amerikanske ambassadør i Rusland (og nuværende direktør for CIA), William Burns: “Ved du ikke, at Ukraine ikke engang er et rigtigt land? En del af det er østeuropæisk og en del er russisk.”
-
I juli 2021 skrev Putin en artikel på 7.000 ord – “Om den historiske enhed af russere og ukrainere” – hvori han udtrykte foragt for den ukrainske stat, satte spørgsmålstegn ved legitimiteten af Ukraines grænser og argumenterede for, at det nuværende Ukraine optager “landområder fra det historiske Rusland”. Han konkluderede: “Jeg er sikker på, at Ukraines reelle suverænitet kun er mulig i partnerskab med Rusland.”
-
I februar 2022, blot tre dage inden Putin iværksatte sin invasion, hævdede han, at Ukraine var en kunstig stat skabt af Vladimir Lenin, Sovjetunionens grundlægger:
“Det moderne Ukraine blev udelukkende skabt af Rusland eller, for at være mere præcis, af det bolsjevikiske, kommunistiske Rusland. Processen begyndte praktisk talt lige efter revolutionen i 1917, og Lenin og hans kammerater gjorde det på en måde, der var ekstremt barsk over for Rusland – ved at adskille eller bortskære historisk russiske landområder…. Det sovjetiske Ukraine er et resultat af den bolsjevikiske politik og kan med rette kaldes for ‘Vladimir Lenins Ukraine’. Han var Ukraines skaber og arkitekt.”
Ruslandskender Mark Katz argumenterer i en artikel – “Blame It on Lenin: What Putin Gets Wrong About Ukraine” (“Giv Lenin skylden: Hvor Putin tager fejl angående Ukraine”) – for, at Putin burde tage ved lære af Lenins erkendelse af, at en mere imødekommende tilgang til ukrainsk nationalisme ville tjene Ruslands interesser bedre i det lange løb:
“Putin kan ikke undslå sig det problem, som Lenin også skulle håndtere: at få ikke-russere til at forlige sig med at blive regeret af Rusland. Det med magt påtvungne russiske overherredømme i dele af, og langt fra hele, Ukraine kommer ikke til at medføre en sådan forsoning. Selv hvis Ukraine ikke kan modstå det med magt påtvungne russiske overherredømme i dele af eller hele Ukraine nu, er det kun sandsynligt, at Putins succesrige magtanvendelse vil intensivere den ukrainske nationalisme og få den til igen at brage frem så snart lejligheden byder sig.”
Ukraines politiske uafhængighed har været ledsaget af en langvarig fejde med Rusland om religiøs troskab. I januar 2019 fik den ortodokse kirke i Ukraine uafhængighed (autokefali) fra den russiske kirke, hvilket beskrives som “århundreders største kløft inden for kristendommen”. Den ukrainske kirke havde været underlagt patriarkatet i Moskvas jurisdiktion siden 1686. Løsrivelsen var et slag for den russiske kirke, der mistede omkring en femtedel af de 150 millioner ortodokse kristne under sin myndighed.
Den ukrainske regering hævdede, at Moskva-støttede kirker i Ukraine blev brugt af Kreml til at sprede propaganda og støtte russiske separatister i det østlige Donbass. Putin vil have den ukrainske kirke tilbage under Moskvas indflydelse og har truet med “en alvorlig konflikt eller blodsudgydelser” ved ethvert forsøg på at overdrage ejendomsretten til kirkens besiddelser.
Patriarken Kirill af Moskva, der er den russisk-ortodokse kirkes overhoved, har erklæret, at Kyiv, hvorfra den ortodokse religion udsprang, er sammenlignelig med Jerusalem hvad angår byens historiske betydning:
“Ukraine befinder sig ikke i periferien af vores kirke. Vi kalder Kyiv for ‘alle russiske byers moder’. For os er Kyiv, hvad Jerusalem er for mange. Den russisk-ortodokse kirke begyndte der, så vi kan under ingen omstændigheder give slip på denne historiske og åndelige relation. Vores lokale kirkes enhed er baseret på disse åndelige bånd.”
Kirill er en tidligere KGB-agent kendt som “Putins alterdreng” på grund af hans underdanighed over for den russiske leder. Den 6. marts tilsluttede han sig offentligt invasionen af Ukraine. I en prædiken gentog han Putins påstande om, at den ukrainske regering begik et “folkemord” mod russere i Ukraine: “Undertrykkelsen og udryddelsen af folk har fundet sted i otte år i Donbass. Otte år med lidelser, mens hele verden forholder sig tavst.”
Den tyske geopolitiske analytiker Ulrich Speck skriver:
“Det er for Putin blevet en besættelse at ødelægge Ukraines uafhængighed…. Putin har tit sagt, og endog skrevet, at Ukraine ikke er et særskilt land og ikke burde eksistere som en selvstændig stat. Det er denne grundlæggende benægtelse, der har fået Putin til at føre denne fuldstændig meningsløse krig, som han ikke kan vinde. Det fører os til problemet med at skabe fred: Enten har Ukraine ret til at eksistere som en nation og en selvstændig stat, eller også har det ikke. Selvstændighed kan ikke gradbøjes. Putin afviser det, og Ukraine forsvarer det. Hvordan kan man lave et kompromis om eksistensen af Ukraine som en selvstændig stat? Det er umuligt. Det er årsagen til, at begge sider er nødt til at kæmpe, indtil de vinder.
“Normalt handler krige mellem lande om konflikter, som de har med hinanden. Dette er imidlertid en krig, der handler om et lands eksistens, der afvises af en aggressor. Den normale fredsskabende tilgang – at finde et kompromis – kan derfor ikke anvendes. Fortsætter Ukraine med at eksistere som en selvstændig stat, har Putin tabt. Han er ikke interesseret i territoriale landvindinger som sådan – det er snarere en byrde for ham. Han er kun interesseret i at kontrollere hele landet. Alt andet er for ham et nederlag.”
Ukraine-ekspert Taras Kuzio tilføjer:
“Den virkelige årsag til den aktuelle krise er Putins bestræbelser på at få Ukraine tilbage i den russiske indflydelsessfære. I de forgangne otte år har han brugt en kombination af direkte militære interventioner, cyberangreb, disinformationskampagner, økonomisk pression og diplomatiske tvangsforanstaltninger i forsøget på at tvinge Ukraine til at forlade sine euro-atlantiske ambitioner….
“Putins ultimative mål er Ukraines overgivelse og landets indlemmelse i den russiske indflydelsessfære. Hans maniske forfølgelse af dette mål har allerede kastet verden ud i en ny kold krig….
“Kun Ukraines tilbagevenden til Kremls indflydelsessfære vil kunne tilfredsstille Putin og lindre hans frygt for yderligere opsplitning af Ruslands imperiale arv. Han standser ikke, før han bliver standset. For at opnå dette skal Vesten blive meget mere bastant i sin reaktion på den russiske imperiale aggression, alt imens man fremskynder Ukraines euro-atlantiske integration.”
4. NATO
Denne teori drejer sig om, at Putin invaderede Ukraine for at forhindre landets tilslutning til NATO. Den russiske præsident har gentagne gange krævet, at Vesten “straks” garanterer, at Ukraine ikke får lov til at tilslutte sig NATO eller EU.
En stærk fortaler for dette synspunkt er den amerikanske teoretiker i internationale relationer, John Mearsheimer, der i en kontroversiel artikel, “Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault” (“Derfor er den ukrainske krise Vestens skyld”), argumenterer for, at NATO’s ekspansion mod øst provokerede Putin til at handle militært over for Ukraine:
“USA og deres europæiske allierede deler størstedelen af ansvaret for krisen. Den væsentligste årsag til problemet er NATO’s udvidelse, der er det centrale element i en større strategi for at flytte Ukraine ud af den russiske indflydelsessfære og integrere landet i Vesten….
“Siden midten af 1990’erne har russiske ledere hårdnakket modsat sig NATO’s udvidelse, og i de senere år har de gjort det klart, at de ikke ville se passivt til, mens deres strategisk vigtige nabo udviklede sig til en vestlig bastion.”
Mearsheimer kritiserede for nylig i et interview i The New Yorker USA og deres europæiske allierede for den nuværende konflikt:
“Jeg mener, at alle problemerne i denne sag begyndte i april 2008 ved NATO’s topmøde i Bukarest, hvor NATO efterfølgende udsendte en erklæring om, at Ukraine og Georgien ville blive en del af NATO.”
Putin har ikke altid været imod udvidelser af NATO. Han er flere gange gået så langt som at sige, at NATO’s udvidelse mod øst ikke angik Rusland.
I marts 2000 blev Putin for eksempel i et interview med BBC’s daværende tv-vært David Frost spurgt, om han betragtede NATO som en potentiel partner, rival eller fjende. Putin svarede:
“Rusland er en del af den europæiske kultur. Og jeg kan ikke forestille mig mit eget land isoleret fra Europa og hvad vi tit kalder for den civiliserede verden. Det er derfor svært for mig at se NATO som en fjende.”
I november 2001 blev Putin i et interview i National Public Radio spurgt, om han var imod optagelsen af de tre baltiske lande – Litauen, Letland og Estland – i NATO. Han svarede:
“Det er naturligvis ikke op til os at fortælle folk, hvad de skal gøre. Vi kan ikke forbyde folk at træffe visse valg, hvis de ønsker at øge deres landes sikkerhed på en bestemt måde.”
I maj 2002 sagde Putin nøgternt, da han blev spurgt til de fremtidige relationer mellem NATO og Ukraine, at det havde han for så vidt ikke nogen holdning til:
“Jeg er fuldstændig overbevist om, at Ukraine ikke vil afholde sig fra at udvide interaktionen med NATO og det vestlige allierede som helhed. Ukraine har sine egne relationer med NATO; der er et Ukraine-NATO-råd. Beslutningen skal i sidste ende tages af NATO og Ukraine. Det er en sag for disse to partnere.”
Putins holdning til NATO-udvidelser ændredes fuldstændigt efter Den Orange Revolution i 2004, der var en følge af Moskvas forsøg på at påvirke Ukraines præsidentvalg. En omfattende opstand blandt demokratitilhængere førte i sidste ende til et nederlag for Putins foretrukne kandidat, Viktor Yanukovych. Han endte med at blive præsident for Ukraine i 2010, men han blev styrtet under Euromaidan-demonstrationerne i 2014.
Den tidligere generalsekretær for NATO, Anders Fogh Rasmussen, diskuterede for nylig i et interview i Radio Free Europe, hvordan Putins holdning til NATO har ændret sig:
“Putin har ændret sig over årene. Mit første møde med ham fandt sted i 2002… og han var meget positiv over for et samarbejde mellem Rusland og Vesten. Herefter ændrede han gradvist mening. Fra omkring 2005 til 2006 blev han i stigende grad negativ over for Vesten. Og i 2008 angreb han Georgien…. I 2014 tog han Krimhalvøen, og nu har vi set en fuldtonet invasion af Ukraine. Så han har virkelig ændret sig over årene.
“Jeg mener, at revolutionerne i Georgien og Ukraine i 2004 og 2005 bidrog til hans ændrede holdning. Vi skal ikke glemme, at Vladimir Putin voksede op i KGB. Hans tænkemåde er derfor i høj grad præget af fortiden. Jeg tror, at han lider af paranoia. Han tænkte efter farverevolutionerne i Georgien og Ukraine, at [Vestens] mål var at indlede et regimeskifte i Kreml – i Moskva – også. Det er årsagen til, at han vendte sig imod Vesten.
“Jeg holder udelukkende Putin og Rusland ansvarlig. Rusland er ikke et offer. Vi har nærmet os Rusland adskillige gange i historiens løb…. Først, da vi vedtog den grundlæggende lov mellem NATO og Rusland i 1997…. Den næste gang var i 2002, hvor vi igen rakte ud, idet vi etablerede noget meget specielt, nemlig NATO-Ruslands-rådet. Og i 2010 besluttede vi ved et NATO-Ruslands-topmøde, at vi ville udvikle et strategisk partnerskab mellem Rusland og NATO. Så vi har gentagne gange rakt ud mod Rusland.
“Jeg mener, at vi skulle have gjort mere for at afskrække Putin. Tilbage i 2008 angreb han Georgien og tog reelt Abkhasien og Sydossetien. Vi skulle allerede dengang have reageret meget mere beslutsomt.”
I de senere år har Putin gentagne gange hævdet, at NATO’s udvidelser siden den kolde krig udgør en trussel for Rusland, som ikke har andet valg end at forsvare sig. Han har også beskyldt Vesten for at forsøge at omringe Rusland. Ud af de 14 lande, der deler grænse med Rusland, er der dog kun fem NATO-lande. De fælles grænser for disse fem lande – Estland, Letland, Litauen, Norge og Polen – udgør kun 5% af Ruslands samlede grænser.
Putin har hævdet, at NATO brød højtidelige løfter, som de afgav i 1990’erne om, at alliancen ikke ville udvide mod øst. “I lovede os i 1990’erne, at NATO ikke ville bevæge sig en tomme mod øst. I snød os skamløst”, sagde han under en pressekonference i december 2021. Den daværende præsident for Sovjetunionen, Mikhail Gorbatjov, benægtede, at der nogen sinde skulle være afgivet sådanne løfter.
Putin udsendte for nylig tre fuldstændig urealistiske krav: NATO skal trække sine tropper tilbage til grænserne fra 1997; NATO skal ikke tilbyde medlemskab til andre lande, herunder Finland, Sverige, Moldova eller Georgien; og NATO skal give skriftlige garantier for, at Ukraine aldrig vil tilslutte sig alliancen.
Den russiske historiker Dmitri Trenin skriver for Foreign Affairs, og han argumenterer i en artikel — “What Putin Really Wants in Ukraine” (“Hvad Putin virkelig vil i Ukraine”) — for, at Putin vil standse NATO’s ekspansion og ikke indlemme mere territorium:
“Putins handlinger tyder på, at hans virkelige mål ikke er at erobre Ukraine og indlemme det i Rusland, men at ændre det østlige Europas tilstand efter den kolde krig. Det var en tilstand, hvor Rusland som en dominerende magt ikke havde meget at skulle have sagt angående europæisk sikkerhed, eftersom den var centreret omkring NATO. Hvis han formår at holde NATO ude af Ukraine, Georgien og Moldova, og de amerikanske mellemdistanceraketter ude af Europa, så mener han, at han delvist kan udbedre den skade, som den russiske sikkerhed led efter den kolde krigs afslutning. Det er ingen tilfældighed, at det ville være en nyttig rekord at referere til i 2024, når Putin skal genvælges.”
5. Demokrati
Denne teori handler om, at det blomstrende demokrati i Ukraine udgør en eksistentiel trussel mod Putins autokratiske regeringsmodel. Den fortsatte eksistens af et vestligt orienteret, selvstændigt, frit og demokratisk Ukraine kunne inspirere det russiske folk til at kræve det samme.
Den tidligere amerikanske ambassadør i Rusland, Michael McFaul, og professor ved det amerikanske militærakademi, Robert Oerson, skriver, at Putin frygter demokrati i Ukraine:
“I løbet af de seneste tredive år er spørgsmålet [NATO’s udvidelse] steget og faldet i vigtighed. Årsagen har ikke primært været bølgerne i NATO’s udvidelse, men i stedet bølger i demokratiets ekspansion i Eurasien. Der er et meget tydeligt mønster i, at Moskvas klager over NATO topper efter demokratiske gennembrud….
“Efterson den vigtigste trussel mod Putin og hans autokratiske styre er demokrati, og ikke NATO, vil den oplevede trussel ikke på magisk vis forsvinde med en indstilling af NATO’s udvidelse. Putin ville ikke ophøre med at forsøge at underminere demokratiet og selvstændigheden i Ukraine, Georgien og regionen som helhed, hvis NATO indstillede sin udvidelse. Så længe borgere i frie lande praktiserer deres demokratiske ret til at vælge deres egne ledere og udstikker deres egen kurs i indenrigs- og udenrigspolitik, vil Putin have dem på sigtekornet….
“Den mere alvorlige årsag til spændingerne har været en række demokratiske gennembrud og store demonstrationer for frihed i løbet af nullerne, som mange referer til som “farverevolutionerne”. Putin mener, at Ruslands nationale interesser er blevet truet ved det, som han beskriver som amerikanskstøttede statskup. Efter hvert af dem – Serbein i 2000, Georgien i 2003, Ukraine i 2004, det arabiske forår i 2011, Rusland i 2011-2012 og Ukraine i 2013-2014 – er Putin gået over til en mere fjendtlig politik over for USA og har dernæst nævnt truslen fra NATO for at retfærdiggøre kursskiftet….
“De ukrainere, der rejste sig i forsvaret for deres frihed, var i Putins egen optik slaviske brødre med tætte historiske, religiøse og kulturelle bånd til Rusland. Når det kunne ske i Kyiv, hvorfor så ikke også i Moskva?”
Ukraineekspert Taras Kuzio er enig:
“Putin er fortsat hjemsøgt af den demokratibølge, der skyllede hen over Østeuropa i slutningen af 1980’erne og beredte vejen for Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud. Han ser Ukraines spæde demokrati som en direkte udfordring af hans eget autoritære styre og erkender, at Ukraines tætte historiske bånd til Rusland gør truslen særligt påtrængende.”
6. Energi
Ukraine har de næststørste kendte naturgasreserver i Europa – mere end en billion kubikmeter – næst efter Rusland. Reserverne under Det Sorte Hav er koncentreret omkring Krimhalvøen. Herudover er der opdaget store lommer af skifergas i det østlige Ukraine, omkring Kharkiv og Donetsk.
Ukraine underskrev i januar 2013 en 50-årig aftale til ti milliarder dollars med Royal Dutch Shell om undersøgelse og udvinding af naturgas i det østlige Ukraine. Kyiv underskrev senere samme år en 50-årig aftale til ti milliarder dollars med den amerikanske energivirksomhed Chevron om fælles produktion af skifergas. Shell og Chevron trak sig ud af deres respektive aftaler efter Ruslands annektering af Krimhalvøen.
Nogle analytikere mener, at Putin annekterede Krimhalvøen for at forhindre, at Ukraine skulle blive en større udbyder af olie og gas til Europa og dermed udfordre Ruslands dominerende stilling på energiområdet. De argumenterer for, at Rusland også er bekymret for, at Ukraine som Europas andenstørste petrostat skal få hurtig adgang til medlemskab af EU og NATO.
Ifølge denne teori er formålet med Ruslands invasion af Ukraine at tvinge Kyiv til officielt at anerkende Krimhalvøen som russisk og anerkende de separatistiske republikker Donetsk og Lugansk som uafhængige stater, så Moskva på lovlig vis kan sikre sig kontrollen over naturressourcerne i disse områder.
7. Vand
Den 24. februar, på den første dag under den russiske invasion af Ukraine, genoprettede russiske tropper vandforsyningen til en strategisk vigtig kanal, der forbinder Dnieperfloden med den russiskkontrollerede Krimhalvø. Da Rusland i 2014 annekterede Krimhalvøen, havde Ukraine blokeret sovjettidens nordlige krimkanal, der normalt dækker 85% af Krimhalvøens vandbehov. Vandmanglen medførte en voldsom nedgang i landbrugsproduktionen på halvøen og tvang Rusland til hvert år at bruge milliarder af rubler på vandforsyninger fra hovedlandet for at forsyne befolkningen på Krimhalvøen.
Vandkrisen var en større kilde til spændinger mellem Ukraine og Rusland. Ukraines præsident, Volodymyr Zelensky, fastholdt, at vandforsyningen ikke ville blive genoprettet før Rusland forlod Krimhalvøen. Sikkerhedsekspert Polina Vynogradova bemærker, at enhver genoptagelse af vandforsyningen ville have været ensbetydende med en de facto anerkendelse af russisk autoritet på Krimhalvøen og ville have undermineret Ukraines krav på halvøen. Det ville også have svækket den ukrainske indflydelse på forhandlingerne om Donbass.
Selv hvis russiske tropper i sidste ende trækker sig tilbage fra Ukraine, vil Rusland sandsynligvis opretholde en permanent kontrol over hele den 400 km lange nordlige krimkanal for at sikre, at der ikke kommer flere afbrydelser i Krimhalvøens vandforsyning.
8. Styrets overlevelse
Denne teori drejer sig om, at den 69-årige Putin, der har været ved magten siden 2000, har behov for en permanent militær konflikt for at forblive populær i den russiske offentlighed. Nogle analytikere vurderer, at Putin efter offentlige opstande i Hviderusland og Kazakhstan besluttede at invadere Ukraine af frygt for at miste sit greb om magten.
Den amerikanske forretningsmand Bill Browder, der leder Global Magnitsky Justice Campaign, udtaler i et interview i Politico, at Putin føler behov for at virke stærk til alle tider:
“Jeg tror ikke, at denne krig handler om NATO; jeg tror ikke denne krig handler om ukrainere eller EU eller for så vidt Ukraine; denne krig handler om at begynde en krig for at blive ved magten. Putin er en diktator, og han er en diktator, der har intentioner om at beholde magten indtil den naturlige afslutning på hans liv. Han har erkendt, at hans fremtid ikke er sikret, medmindre han gør noget dramatisk. Putin tænker kun kortsigtet … ‘hvordan beholder jeg magten indtil næste uge? Og så i næste uge til ugen efter?'”
Anders Årslund, der er en førende ekspert i økonomisk politik i Rusland og Ukraine, er enig:
“Hvordan man skal forstå Putins krig i Ukraine. Det handler ikke om NATO, EU, Sovjetunionen og sågar heller ikke om Ukraine. Putin har brug for en krig for at retfærdiggøre sit styre og hans hastigt stigende undertrykkelse af sit folk…. Det handler virkelig kun om Putin, og ikke om neo-imperialisme, russisk nationalisme eller om KGB.”
Ruslandsekspert Anna Borshchevskaya skriver, at invasionen af Ukraine kunne blive begyndelsen på enden for Putin:
“Selv om han ikke er demokratisk valgt, er han bekymret over den offentlige mening og hjemlige protester, idet han betragter dem som trusler mod hans fortsatte greb om magten…. Putin kan have håbet, at en invasion af Ukraine hurtigt ville udvide det russiske territorium og medvirke til at genetablere det tidligere russiske riges storhed, men det kan få den modsatte effekt.”
Soeren Kern er Senior Fellow ved Gatestone Institute i New York.