Hvornår lukker de danske domstole forbrydernes forlystelsespark?

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af Cheanne Nielsen, folketingskandidat og suppleant i Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti

Cheanne Nielsen er
Kandidat til Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti i København. Hun mener ikke at opfordringer til tyveri og herværk er en “gimmick”.(Foto: Charlotte Trippetti)

Den er helt gal, når det danske retssystem forbarmer sig over kriminelle udlændinge i uretfærdighedens kendelseskarrusel. Det sker alt for ofte. I straffeloven står: ”Finder retten det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved udløbet af prøvetiden”. Fængslende? Ja, gid den var i bogstavelig forstand.
Men tværtimod betyder sætningen, at retten siger: ”Pyt. Så lad gå da – denne gang”. Problemet er, at retten siger det igen og igen. Fuldstændig som når gæster i et tivoli sidder i en hurtig, snurrende forlystelse og råber: ”Ekstra tur!” og får lov at blive. Det er præcis, hvad mange udlændinge får, når de først er kommet væltende ind over enhver tilfældig danskers grænser og forlyster sig med kriminalitet. Endnu en tur i patruljevognen. Endnu en tur foran dommeren. Endnu en øjeblikkelig løsladelse.

Lad mig sige det helt klart. Jeg kan ikke lide betingede domme, når vi snakker kriminelle udlændinge, uanset hvad de selvforskyldt er dømt for. Dem, der bliver straffet med den ene bløde betingede dom efter den anden. En elendigt integreret teenager kunne smides ud af Danmark 3 gange. Men 3 gange sagde man i retten: ”Så pyt da. Han er jo så ung”. ”Så pyt da. Han kan jo ikke lære et nyt sprog”. Så pyt da til ildspåsættelse? Til vold? Og til salg af stoffer? Ja, sådan er virkeligheden lige nu.
Vi skal have et loft over antal betingede udvisningsdomme. Så senest ved tredje betingede udvisningsdom, så er det afgang. Uanset hvad man er dømt for. Første. Anden. Tredje. Gerne før. I loven om straf, skønt man helt kunne glemme, at der reelt er tale om straf, omtales muligheder for den rabat, den dømte skal have. For der er gerne mængderabat til dem, der dømmes flere gange. Og det bliver sågar i retspraksis omtalt som rabat. Hvad bliver det næste? At uddele betingede domme til vores gæster er at friste dem til at prøve igen. Og det gør de. Nej, Danmark skal ikke være en forlystelsespark for forbrydere, der vil tage samme tur eller prøve endnu mere voldsomme ting. De skal væk. Væk fra ofrene og ud af karrusellen. Men systemet er ofte skrupelløst med forsvarsadvokater, der får udenlandske voldsmænd til at fremstå som de rene offerlam. Velvidende at de endnu en gang sidder der som de sorte får. Igen.
Man kan jo blive helt rundtosset af de regulære rabatter og turpas. Det skal være slut med dårlige undskyldninger som alder og sprogfærdigheder, der forhindrer retfærdighed for ofrene. Ind bag hegnet eller ud af landet. Ingen ekstra tur.

LÆS OGSÅ:  Hvorfor er medierne tavse om Smartmatic?

 

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)