I kølvandet på Hamas’ angreb den 7. oktober har flere danske politikere, medier, kommentatorer, forskere mv. anklaget Israel for at være en ”apartheidstat”, altså en stat som opdeler befolkningsgrupper i særlige kategorier med ulige rettigheder. En sådan opdeling havde som bekendt Sydafrika indtil starten af 1990’erne.
Siden 2005, hvor den antisemitiske kampagne Israel Apartheid Week blev lanceret, er løgnen om, at Israel er en apartheidstat, blevet mainstream over hele verden, herunder i Danmark. Sandheden er imidlertid, at arabiske statsborgere i Israel, som udgør 20 pct. af Israels befolkning, både kan stemme og stille op til valg. Ved sidste valg i Israel kom den arabiske fællesliste ind i Knesset, det israelske parlament. Samme sted sidder arabiske politikere i andre partier.
Der er arabiske israelere i både sundhedsvæsenet, politiet, centraladministrationen og domstolene. En lang række arabiske borgere i Israel er blevet udnævnt til ambassadører, professorer, højesteretsdommere, hospitalsdirektører og andre topposter i det israelske samfund. Hæren, rygraden i det israelske samfund, tæller også arabisktalende soldater i form af drusere og beduiner.
Antallet af arabiske dimittender på Israels universiteter er steget fra 10 pct. i 2008 til 20 pct. i 2022. Der arbejder mange israelske arabere i Israels it-branche og medicinalindustri, idet de udgør 20 pct. af samtlige dimittender fra Technion – Israels svar på Massachusetts Institute of Technology. Flere it-firmaer i Nazareth, som er it-industriens Mekka – har arabiske ejere. Der er et blomstrende forretningssamarbejde mellem israelske og palæstinensiske virksomheder.
Inden for sundhedsvæsenet og medicinalindustrien udgør arabiske israelere 17 pct. af Israels læger, 24 pct. af landets sygeplejersker og 47 pct. af de israelske apotekere. I Hadassah Medical Center i Jerusalem modtager palæstinensiske patienter fra Gaza livreddende behandlinger af israelsk-jødiske læger, mens palæstinensere fra Østjerusalem arbejder som læger og sygeplejersker.
I busser, på bænke og restauranter, i biografer, koncertsale og sportsanlæg, alle steder i det offentlige rum færdes jøder og ikke-jøder side om side. En meningsmåling foretaget i 2021 af “Palestine News Network” viste, at 93 pct. af palæstinenserne i Østjerusalem foretrækker at leve under en israelsk regering frem for en palæstinensisk. Dette er det stærkeste svar på apartheid-løgnen: palæstinenserne selv foretrækker den såkaldte “israelske apartheid”.
I Israel er der således ikke tale om forhold, der minder om det sydafrikanske apartheidregimes altomfattende nægtelse af sortes rettigheder og fysisk raceadskillelse af hele samfundet. At kalde Israel for en apartheidstat er derfor ikke alene en løgn, men en fornærmelse mod de sorte sydafrikaneres lidelser under apartheidstyret og et forsøg på at underminere definitionen af apartheid.
I dagens Danmark er der mere end 10 pct. af den voksne befolkning, svarende til 440.000 personer, der ikke kan stemme; de er blot er tilskuere til demokratiet og udgør en slags demokratisk B-hold – de har pligten til at bidrage, men ikke retten til indflydelse. Det er en demokratisk apartheid, når 440.000 mennesker i det danske samfund, der for manges vedkommende er født her, lever her, arbejder her og betaler skat her, ikke kan være med til at gøre deres stemme gældende eller stille op til et folketingsvalg,
Danmark halter efter alle sine naboer, når man måler på etniske minoriteters repræsentation i de nationale parlamenter. Storbritannien er f.eks. gået fra 0,6 pct. til 10 pct.’s repræsentation af etniske minoriteter i landets parlament på bare 30 år. Danmark er langt bagud. I dag er det kun fem medlemmer af Folketinget, svarende til 2,8 pct., der ikke er etniske danskere.
Den danske elite består ifølge eksperter af ca. 500 snehvide, etnisk danske ministre, departementschefer, topembedsmænd, borgmestre, politidirektører, cheferne for PET og FE, højesteretsdommere, advokater, direktører i erhvervs- og interesseorganisationer, chefredaktører for de etablerede medier, meningsdannere, diplomater, dommere, universitetsrektorer, topledere i erhvervslivet mv. De danner en lukket kreds i samfundets top og er altid at finde i store virksomheders bestyrelser, i politiske kommissioner, råd, nævn og udvalg, i fagforeningerne, på universiteterne, i private fonde, i Dansk Industri osv. Minoritetsdanskere glimrer ved deres fravær.
Toppen af dansk erhvervsliv er hvid – og hvidere end de lande, Danmark oftest sammenligner sig med. Det viser bl.a. en undersøgelse fra data- og analyseinstituttet Denominator. Her viser tallene, at ledelserne i de store danske virksomheder er blandt de mindst etnisk blandede – på niveau med Norge, Sverige og Polen, men et stykke efter de fleste vestlige lande. Dermed er der langtfra en repræsentation af etniske minoriteter, der ligner befolkningssammensætningen, hvor ca. 10 pct. er etniske minoritetspersoner. I Danmark er der 0 pct. bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer med afrikanske rødder, mens der er 1 pct. med asiatiske rødder. For den største etniske minoritetsgruppe i Danmark, som er folk med mellemøstlig baggrund, er der henholdsvis 0,15 pct. direktionsmedlemmer og 1,66 pct. bestyrelsesmedlemmer i de største virksomheder.
Fraværet af minoriteter i den offentlige sektor er slående. Selvom de udgør 9 pct. af alle beskæftigede, udgør de blot få procent af de ansatte i politi, retsvæsen, forsvar, folkeskolen, gymnasiet, kommunekontoret og i centraladministrationen. Man finder minoriteterne primært blandt sundheds- og plejepersonalet. Det er diskriminationen, der afholder minoriteterne fra en karriere i stat, region eller kommune. Undersøgelser viser, at minoritetsdanskere skal søge flere offentlige job for at have samme sandsynlighed for at blive kaldt til samtale som en majoritetsdanskere med identiske kvalifikationer. Det vælter derfor ikke rundt med minoritetsunge på landets politiskoler, lærerseminarer eller djøf-uddannelser, der senere ender med at møde en mur på arbejdet.
På det danske arbejdsmarked er der etnisk polarisering med hensyn til stillingskategorier, hvor danskerne får flere og flere job øverst i stillingshierarkiet og færre job nederst i stillingshierarkiet. Undersøgelser viser, at de beskæftigede ikke-vestlige indvandrere – og også i et vist omfang de beskæftigede efterkommere – har job længere nede i stillingshierarkiet end de beskæftigede danskere og får en lavere timeløn. De ikke-vestlige, primært muslimske, indvandrere koncentreres i brancher og virksomheder, der er præget af dårlig løn, manglende udviklingsmuligheder og dårligt arbejdsmiljø. Dette fører til en fastlåsning af muslimerne i bunden af jobhierarkiet og deres overrepræsentation inden for lavteknologiske brancher som handel, transport, hoteller og restauranter.
Den danske folkeskole er opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst og offentlig forsørgelse. Børn til den lavuddannede etniske underklasse og børn til de veluddannede etniske danskere klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. Også gymnasier, der har en stor andel af elever med indvandrerbaggrund, oplever voksende etnisk opdeling. Problemet er nu blevet så stort, at både rektorer og politikere åbent taler om en opdeling i ”brune” og ”hvide” gymnasier.
Etnisk opdeling finder ligeledes sted på boligmarkedet, hvor ressourcestærke familier flytter fra boligejendomme, efterhånden som indvandrerandelen stiger. Med tiden gentages mønsteret i hele gaden, kvarteret og sidenhen bydelen. Ca. 80.000 indvandrere, primært muslimske, skønnes at bo i såkaldte parallelsamfund defineret som samfund, der fysisk og mentalt er isolerede fra det danske samfund.
Hvorom alting er: Det hykleriske Danmark, der anklager Israel for apartheid, er ganske enkelt et skalkeskjul for en apartheid-lignende samfundsmodel, der hylder det multietniske, det multikulturelle og det multireligiøse, men som i virkeligheden koncentrerer magten i hænderne på en snæver, etnisk dansk og 100 pct. snehvid elite. Det er derfor på tide, at Israel stempler Danmark som en apartheidstat.
André Rossmann