Af Jean Patrick Grumberg
I en op-ed i The Guardian den 1. november 2017, forud for 100-årsdagen for Balfour Deklarationen, opfordrede Det Palæstinensiske Selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, Storbritannien til at “råde bod” på den hundredårige “lidelse”, som dette dokument angiveligt skulle have påført det “palæstinensiske folk.” Abbas gentog de krav, som han har fremsat siden 2016, for at retfærdiggøre en surrealistisk retssag, som han har truet med at anlægge imod Storbritannien, fordi man støttede “skabelsen af et hjemland for ét folk [jøderne], hvilket, påstod han, “resulterede i fordrivelse og fortsat forfølgelse af et andet.”
“Palæstinensere,” det var de jøder, som boede, sammen med muslimer og kristne, i det landområde, der blev kaldt for Palæstina, og som var under britisk administration fra 1917 til 1948.
Alle personer, som blev født dér i den britiske mandattid, fik “Palæstina” stemplet i deres pas. Men araberne blev fornærmede, når de blev kaldt for palæstinensere. De klagede: “Vi er ikke palæstinensere, vi er arabere. Palæstinenserne, det er jøderne”.
Bernard Lewis forklarer:
“Under de pan-arabiske ideologiers opkomst og udbredelse var det som arabere, ikke som sydsyrere, at palæstinenserne begyndte at hævde sig. Gennem resten af den britiske mandatperiode og i mange år derefter beskrev deres organisationer sig selv som arabiske og udtrykte deres nationale identitet i arabiske vendinger frem for i palæstinensiske eller sågar syriske.”
Da Israel erklærede sin uafhængighed den 14. maj 1948, sluttede fem arabiske hære sig sammen om at forsøge at dræbe den spæde stat i vuggen. Efter deres sammenbrud ønskede nogle af de lokale arabere, som var flygtet fra krigen, at vende tilbage, men de blev anset for en femte kolonne, og de fleste af dem fik ikke lov til at vende tilbage. De arabere, som loyalt var forblevet i Israel under krigen, og deres efterkommere lever der imidlertid stadig og udgør en femtedel af Israels befolkning i dag. De går under betegnelsen israelske arabere; de har samme rettigheder som jøder, men afkræves ikke ved lov at gennemføre værnepligt i hæren. De kan melde sig frivilligt, såfremt de ønsker det.
De israelske arabere har deres egne politiske partier. De har sæder i Knesset og findes inden for alle erhverv. Moralen er, eller skulle være: Påbegynd ikke en krig, medmindre du er forberedt på, at du kan gå hen og tabe den – sådan som araberne i og omkring Israel har gjort gentagne gange, i 1947-48, 1967 og 1973.
Iøvrigt omfattede det landområde, som det fra begyndelsen var meningen, at man ville betro jøderne i det britiske Palæstina-mandat, hele det område vi i dag kender som kongedømmet Jordan, og som opnåede selvstændighed i 1946 i skikkelse af kongedømmet Transjordan.
 |
Mindre end en uge efter artiklen i The Guardian gentog Omar Barghouti, anstifteren af vore dages forsøg på at udslette Israel ved at kvæle det økonomisk, Abbas som et ekko i et indlæg i Newsweek, hvori han kaldte Balfour Deklarationen for “en tragedie for det palæstinensiske folk.”
Samme holdning kom til udtryk i slutningen af september under en forelæsning af Rashid Khalidi – Edward Said-professor i moderne arabiske studier ved Columbia University – på Hagop Kevorkian Center for Near Eastern Studies i New York City: nemlig at Balfour Deklarationen “udløste et hundredårigt angreb på palæstinenserne med henblik på at implantere og opdyrke dette nationale hjemland, senere staten Israel, på deres bekostning…”
Khalidis påstande er usande, ligesom Abbas’ og Barghoutis. Før dannelsen af staten Israel i 1948 fandtes der ingen “palæstinensere.” Den fremragende libanesisk-amerikanske historiker og mellemøstekspert Philip Hitti udtalte under sin vidneaflæggelse for den Anglo-Amerikanske Undersøgelseskomité i 1946: “Der findes ikke sådan noget som et Palæstina i historien, absolut ikke.”
Forfatterne Guy Millière og David Horowitz udbygger dette i deres bog fra 2015, Comment le peuple palestinien fut inventé (“Hvordan det palæstinensiske folk blev opfundet”), og viser, at formålet med opfindelsen var “at forvandle en befolkning til et masseødelæggelsesvåben imod Israel og det jødiske folk, at dæmonisere Israel og at give totalitarisme og anti-semitisme fornyede aktionsmidler.”
Plottet fungerede for en stund over al forventning. Betegnelsen “palæstinensere” blev brugt overalt i verden – også i Israel – til at definere arabere, som boede på Vestbredden og i Gaza; den bruges også ofte om arabere med israelsk statsborgerskab. Fortællingen om, at jøderne kom og fortrængte dem ved at danne en stat, modsiger fuldkommen kendsgerningerne.
Hvad er kendsgerningerne da? Hvornår blev det “palæstinensiske folk” rent faktisk skabt? En simpel benyttelse af Google Ngram Viewer giver svaret.
Ngram er en database, som kortlægger den hyppighed, hvormed en given formulering dukker op i bøger, der er blevet udgivet i årene mellem 1500 og 2008. Når en bruger indsætter formuleringerne “palæstinensisk folk” og “palæstinensisk stat” i Ngrams søgefelt, erfarer han, at de først begyndte at dukke op i 1960.
I sit brev til Walter Rothschild fra den 2. november 1917 skrev lederen af Storbritanniens jødiske samfund, udenrigsminister Lord Balfour:
“Hans Majestæts regering ser med velvilje på dannelsen i Palæstina af et nationalt hjem for det jødiske folk og vil bestræbe sig bedst muligt for at fremme opnåelsen af dette mål ud fra den klare opfattelse, at intet bør gøres, som kan skade de borgerlige og religiøse rettigheder for de eksisterende ikke-jødiske samfund i Palæstina [fremhævelse tilføjet] eller de rettigheder og den politiske status, som jøder nyder i et hvilket som helst andet land.”
Endelig er der, ud over Ngram, også ordene fra PLO-lederen Zuheir Mohsen, som i et interview i den hollandske avis Trouw i marts 1977 udtalte:
“Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Dannelsen af en palæstinensisk stat er blot et middel til at fortsætte vores kamp imod staten Israel for vores arabiske enhed. I virkeligheden er der i dag ingen forskel mellem jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det er udelukkende af politiske og taktiske årsager, at vi i dag taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, eftersom arabiske, nationale interesser kræver, at vi postulerer eksistensen af et særligt palæstinensisk folk for at modarbejde zionismen.”
“Af taktiske grunde kan Jordan, som er en suveræn stat med faste grænser, ikke gøre krav på Haifa og Jaffa, hvorimod jeg, som palæstinenser, utvivlsomt kan kræve Haifa, Jaffa, Beer-Sheva og Jerusalem. Men i samme øjeblik vi kræver vores ret til hele Palæstina, vil vi ikke vente et minut med at forene Palæstina og Jordan.”
Jean Patrick Grumberg er journalist ved det fransksprogede nyhedsmedie Dreuz.