Hvornår er man en landsforræder?

Jeg kom til at tænke over spørgsmålet forleden, da Rosa Lund fra Enhedslisten på sin løbetur oplevede, at en person råbte landsforræder efter hende. Hjemme igen lagde hun straks begivenheden på Facebook, hvor det blev kaldt hadtale, et nyt begreb som har sneget sig ind i det danske sprog og uden tvivl er opfundet af Facebook sammen med deres censur. 

Os, der bevæger os på Facebook, har for længst opdaget, at censuren igen er blevet indført i Danmark. Da vi for godt 77 år siden blev befriet fra tyskernes besættelse, blev vi også fri for censuren, og alle var enige om, aldrig mere censur i vores land. Det holdt så kun, indtil Facebook gjorde sit indtog på scenen. Dermed er der så igen en udefrakommende magt, der bestemmer, hvordan vi må ytre os. 

Vores ytringsfrihed er altså igen kraftigt beskåret, og samtidig har vi lært et helt nyt begreb, hadefuld tale, og de to ting hænger uløseligt sammen som ærtehalm. Bliver man beskyldt for hadefuld tale på Facebook, falder hammeren, og ens Facebook-profil bliver låst i dage, uger eller endnu længere – altid uden yderlig forklaring.

Tænk, at man som voksen skal finde sig i at blive revset og beordret på plads som en skoleelev, der ikke vil indordne sig under disciplinen. 

Nå, nu kom jeg vist lidt for langt væk fra emnet landsforræder, og så måske alligevel ikke.

I 1940/45 var Danmark besat af en meget ubehagelig politisk ideologi – det må vi vist godt kalde nazismen. De, der samarbejdede med besættelsesmagten, blev naturligvis kaldt landsforrædere. 

I nutidens Danmark arbejder nu en ny politisk ideologi på at overtage vores fædreland. De vil afskaffe demokratiet, og vi skal underkaste os deres måde at leve på, en levemåde som de kalder en religion, skønt omkring 80% af den i virkeligheden er politisk.

Vores politikere har naivt lukket trojanske heste ind i landet, og i flere årtier er deres indhold lige så stille begyndt at sive ud og brede sig overalt. Ved det netop overståede folketingsvalg stillede for første gang et muslimsk parti op, og havde det fået tilslutning fra alle Danmarks muslimer, havde partiet været på størrelse med Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne. Denne gang kom partiet heldigvis ikke i folketinget, men partilederen med stærke pakistanske rødder har erklæret, at han stiller op igen og lægger ikke skjul på, at han ønsker at afskaffe vores demokrati, som skal erstattes af islams love.

Den verdensomspændende islamiske bevægelse Hizb ut-Tahrir, der er en af Islams mest fundamentalistiske grene og arbejder for et religiøst verdensherredømme, render frit rundt i vores land og hverver tilhængere, uden at politikerne reagerer. Langt de fleste af vores politikere har for længst lukket øjnene for den stigende islamisering af Danmark, og mainstreammedierne sørgede dygtigt for, at dette så vigtige emne ikke optrådte i valgkampen denne gang.

Med den fart muslimer formerer sig på, behøver man ikke en lommeregner for at regne ud, at det kun er et spørgsmål om tid, før de kan overtage vores land og dermed gøre Danmark til en kopi af et land i Mellemøsten med hvad deraf følger af krig og ufred, som altid bliver resultatet, hvor der er muslimsk flertal. 

Så hvad kalder man de mennesker, der pleaser denne nye politiske ideologi og ønsker at den skal have lov til at vokse og brede sig i vores dejlige Danmark? Og hvad kalder man de politikere, der bare lader stå til og ikke griber ind, før det er for sent? Egentlig er Røde Rosa vel et glimrende eksempel på sådanne politikere. Eller er landsforræder et for stærkt ord? Døm selv.