Hyklerisk EU har svigtet Ukraine

Vladimir Putin er ved at udmatte europæiske ledere som Merkel og Macron, der sjældnere og sjældnere oplader røsten mod Putin, skriver Anna Libak i Berlingske.

De magre resultater af fredsforhandlingerne om Østukraine i Paris i mandags mellem Frankrig, Tyskland, Ukraine og Rusland – i det såkaldte Normandiet-format – gør det meget tydeligt, at tiden arbejder for Putin.

Det er ikke bare det, at Macron for et par uger siden erklærede NATO for hjernedødt og bebudede en ny start med Rusland.

Det er heller ikke bare det, at Merkel insisterer på gaslinjeføringen Nord Stream II, der betyder, at Rusland kommer til at tjene endnu flere penge på energieksport til EU.

Det er heller ikke bare det, at Rusland har fået lov til at vende tilbage til Europarådets parlamentariske forsamling, efter at have været suspenderet siden annekteringen af Krim.

Nej, det er allermest det, at man i EU komplet synes at have tabt interessen for den lavintensitetskrig mellem Rusland og Ukraine, der har varet siden 2014, og som nu har kostet henved 14.000 mennesker livet.

Og man må frygte, at den dag rykker nærmere, hvor det vil gå Ukraine, som det gik Georgien efter krigen med Rusland i 2008: At EU simpelthen beslutter at dele sol og vind lige. Og at Ukraine er ligeså meget skyld i krigen som Rusland.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)