Men vi ville ønske, at danskerne udviste den samme beslutsomhed og engagement, når det kommer til platforme fra Kina som Temu og Shein, der forsat sælger ulovlige og ofte også farlige produkter til de danske forbrugere, skriver Jacob Kjeldsen, branchedirektør, DI Handel, og Henrik Pedersen, adm. direktør, GA Toys, i Børsen.
”Utallige undersøgelser i Danmark og Europa har dokumenteret Temu og Sheins omfattende overtrædelser af de lovkrav til produkter og forretningsmetoder, som danske virksomheder og butikker bruger mange ressourcer på at overholde. Det skaber en unfair konkurrence, som lige nu betyder, at små danske virksomheder må dreje nøglen om på deres virksomhed og afskedige deres ansatte.
Og det er altså her, at danskerne kan bidrage. For på trods af utallige advarsler og historier om ulovlige og farlige produkter fortsætter danskerne med flittigt at handle på de kinesiske onlineplatforme. Hvis vi kunne mønstre samme harme over de ulovlige produkter solgt på Temu og Shein, som vi føler over for Trump, kunne vi virkelig gøre en forskel. Vi kunne bidrage til at bevare danske arbejdspladser, samtidig med at vi beskytter vores børn mod farligt og giftigt legetøj, mod udklædningskostumer fyldt med kemikalier og mod kopivarer, der kan være farlige at sætte i stikkontakten”.