Ude i DR-byen kan ingen høre dig skrige. Og de er også ligeglade.
Af Jannich Kofoed.
Prisen for coronaepidemien er uoverskuelig – måske vil covid 19 blive husket som det sidste søm, der fæstnede låget på den vestlige civilisations ligkiste? Mange tak for femhundrede fede år, hvor vi var på toppen, men det er nu vemodigt at være blandt de sidste overlevende fra en epoke, som var det hidtil bedste, menneskeheden hidtil havde frembragt; trist – som at være den sidste neanderthal på Gibraltarklippen. Men han slap i det mindste for at høre Danmarks Radio.
Under coronaens kvælende kedsommelige greb er Danmarks Radio blomstret – eller sådan opfatter journalisterne derude det formentlig selv. Idé-udviklingen på DR-byens redaktionsmøder må foregå i en eksalteret stemning: her kan man konfrontere en ansigtsløs fjende uden at vide en skid. Det må føles næsten lige så lunt som global opvarmning. Unge medie- og kommunikations-studenter er entusiastisk draget til corona-fronten med DR-mundbind og lanselange mikrofonstænger for at lave dramatiske reportager. Næppe en frisør, restauratør, tatovør eller massør eller deres kunder er gået fri for skarpe spørgsmål om, hvad vedkommende føler, når nu butikken bliver enten åbnet eller forbliver lukket. Især provinsens gågade er stedet, hvor den almindelige dansker kan oplyse os alle om sin mening om pandemien.
Hæve-sænke-borde
Et af højdepunkterne indtraf i en P1-Morgen, som tydeligvis nu er uden konkurrence fra Radio 24-7. Salget af hæve-sænke-borde til private er steget dramatisk, oplyser landets største distributør af kontorinventar. For at sætte fut i den opsigtsvækkende nyhed hører vi dernæst nogle flyttemænd bakse et 90 kilo hæve-sænke-bord op på tredje sal (pusten og stønnen gennem mundbind – spændingen tiltager); derefter fortæller den hjemsendte, fuldt lønnede, offentligt ansatte glade hæve-sænke-bord-modtager, også gennem et mundbind, at hun ser frem til, at hendes opslidende arbejdsdag bliver lidt nemmere at bære med det velsignede møbel. Men vi er ikke færdige, for reportagen kulminerer i et interview med formanden for de danske fysioterapeuter, som advarer mod den nærmest Jens Vejmand-agtige masse-nedslidning, som kommunerne bør afbøde ved at ansætte flere af hendes medlemmer.
Mundbind og badges
Forbrugeroplysninger står også i coronaens tegn. Anmeldelser af mundbind bliver til en tophistorie. Nogle mundbind har ikke større virkning end håreliksir; andre holder kun 50 procent af de snot-bårne virus-labaner inde – eller var det ude? Jeg har glemt hvad… Selv lever jeg op til FN’s og klimashamanen Greta Thunbergs verdensmål ved at bruge mine mundbind igen og igen, har altid et par nussede eksemplarer i handskerummet, og vasker dem ugentligt på 60-90 grader sammen med gulv- og karklude, håndklæder og undertøj.
Danmarks Radio eller TV2 bragte også anmeldelser af nye smarte corona-badges. De har tekster som ”Jeg er udsat!” (altså ikke ”sat ud” og dermed boligløs) og dertil en solidarisk, hjertevarmende udgave: ”Jeg elsker en udsat!” . De fremstilles endda af økologisk stivelse, klar til kompostering, når brystet atter skal give plads til nye badges, som bebuder klodens snarlige undergang – eller bare skal overbevise omgivelserne om bærerens tunge ansvarsfølelse og dybe samvittighed i en Vestlig Verden befolket af uansvarlige idioter.
Dødsangst
Ellers bruger journalisterne masser af energi på at sprede angst. Hvis en vaccine kan give én ud af 80.000 personer under 60 år en blodprop, og en femtedel af dem omkommer, er der tale om en mellemting mellem russisk roulette og nazisternes T4-program. De vovehalse, som trotz alledem erklærer sig parate til at deltage i dette dødens lotteri, og fandenivoldsk ruller ærmet op til et skud af de kasserede vacciner, bliver fremstillet som egoistiske desperadoer, der lægger et umenneskeligt psykisk pres på kommunens ansatte for at få dem ud og bestille noget.
Coronaen dækker dog ikke hele nyhedsfladen – kun cirka syv-tiendedele. I et par døgn var en nyhed på flere platforme f.eks., at Joe Biden en morgen vågnede op med en vision på teleprompteren, ja en åbenbaring, om at genrejse USA. Hans plan er så grandios, at den stiller Roosevelt, Ghandi, Mandela og Martin Luther King i skyggen. I disse timer bruges også lidt tid på at promovere den søde Nicola Sturgeon over for den stygge Boris ”Brexit” Johnson i det absurde forsøg på at frigøre bistandsmodtageren Skotland fra bistandskontoret Westminster. ”Et undertrykt folk har altid ret”, som det hed engang.
”Samfundets vagthunde”
Der blev desværre ikke plads til at oplyse licensbetalerne om BT’s afsløring: at EU’s talerør i Danmark, Ole Ryborg, lønnet af Danmarks Radio, efter at have fået udleveret fortrolige oplysninger af sine venner i EU-apparatet,energisk forsøgte at plante nye historier om Morten Messerschmidt – hos sine venner i EU-apparatet. Jeg ventede forgæves på at høre om sagen i TV2’s ”Presselogen”; den lover ellers, at ”Danske mediechefer stilles i Presselogen til regnskab for deres valg og vinkling af historier og for deres etik”. I stedet var der en snak om, at det er svært for ”samfundets vagthunde”(!) at komme igennem til ministrene dag og nat.
Resten af de resterende tre-tiendedele bruger TV- og radiojournalisterne til at føre såkaldt kampagnejournalistik.
”Den fjerde statsmagt”
Kampagnejournalistik er ellers regnet for et nobelt våben i hænderne på Den Fjerde Statsmagt, som journalister ynder at kalde sig selv. Men her er der tale om, at journalist-klassen med konventioner og traktater i hænderne, og på trods af loven og folkeviljen, har indledt en kampagne for at forhindre Danmark i at hjemsende syrere til Damaskus-området.
Kampagnens andet ”ben” har til formål at tvinge regeringen til at hjemtage de feltmadrasser, som blot bagte pitabrød og lavede falafler og cous-cous, mens deres fælles ægtemand passede sit 9-4 job med at myrde vantro mænd og voldtage deres koner og døtre. Deres børn får nu ADHD, OCD, Borderline, PTSD og så videre (altså ligesom ægte danske børn), hører vi; men er det ikke uskyldige defekter i forhold til at være en hjernevasket og hævngerrig jihad-spire? De af deres weekendfædre, som kurderne desværre ikke fik gjort kål på, følger automatisk med til Gamle Danmark, for de kan stille på grænsen og pege på Den Europæiske Menneskerettigheds-konventions artikel 8, som foreskriver, at ”Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv.” Og ådselgribbene fra den danske sagførerstand flakser sultne rundt, parat til at hjælpe dem.
Blødgjort…
Jeg kan ikke skråsikkert afvise, at journalisternes kampagne virker. Jeg begyndte selv at blive blød, når jeg hørte en syrisk pige tale sin sag på et glimrende dansk. Jeg ville da gerne lade hende blive, hvis jeg til gengæld kunne få smidt en halv snes utaknemlige, voldelige stammekrigere ud af Danmark. Men det er der jo ikke vilje til, ikke førend Socialdemokratiet får nok, og Danmark skyller konventionerne ud i lokummet, og det har stadig lange udsigter, så vi må desværre gøre vores hjerter hårde.
…men hurtigt hård igen
Og det blev lidt nemmere for mig sidste weekend. Her på Nørrebrogade skulle vi se ”Deadwood” med Robert på 14, så han gik ned for at hente lidt fredagsslik. Han kom dog hurtigt op igen, rystet, fattet, men med tårer i øjnene, for foran Seven-Eleven blev han antastet af seks-syv jævnaldrende fra en fremmed stamme, som passede ham op, slog ham i maven, tog kvælergreb på ham og tvang ham til at sige ”Jeg er et pikfjæs!” mens de med en mobiltelefon optog ydmygelsen. Han er før blevet holdt op med kniv og kropsvisiteret på en legeplads, og han ta’r den slags pænt, men vi måtte love ikke at kontakte politiet denne gang.
Men som hans storebror sagde: ”Hold kæft, hvor jeg hader dem. Man rykker et skridt til højre hver gang.” Og det kan ikke engang Danmarks Radio i ly af coronaen forhindre. Heldigvis.