Site icon 24NYT

I fængsel for at uploade private fotos og video af ex-kæreste

En 29-årig mand fra Herlev er idømt et års fængsel for at true sin ex-kæreste på livet og uploade nøgenfotos og sexvideo af hende på internettet med ansigt, navn og telefonnummer.

Det var tilsyneladende uenighed om ophør af samliv og samkvem med fælles barn, som fik en nu 29-årig mand til at forfølge sin ex-kæreste i flere måneder fra februar til maj 2017.

Ifølge tiltalen truede han hende flere gange skriftligt på livet, hvilket medførte, at Københavns Vestegns Politi i februar 2017 gav ham et tilhold mod at opsøge hende.

Han sad også tiltalt for at oprette en falsk annonce, som tilbød prostitution på en escort-hjemmeside, med hendes rigtige profilbillede, navn, telefonnummer og nøgenbilleder af hende. Og på otte internationale pornosider uploadede han en sexvideo, han havde optaget sammen med hende, med hendes fulde navn og ansigt til frit gennemsyn for alle.

Glostrup Ret fandt ham skyldig i hele anklageskriftet og idømte ham et års ubetinget fængsel for at true hende på livet, krænke hendes blufærdighed, videregive privat materiale af hende uberettiget og overtræde forbuddet mod at opsøge hende.

– Det er dybt krænkende at blive eksponeret ufrivilligt på den måde med navn, telefon og ansigt, og hele retssystemet holder fokus på at komme disse digitale sexkrænkelser til livs. Det afspejler sig også i straffen, som har sendt ham et år i fængsel, siger anklager Teuta Memeti, Københavns Vestegns Politi.

Dommen faldt torsdag, den dømte nægter alt – bortset fra truslerne – og ankede på stedet til frifindelse, subsidiært til formildelse.

Exit mobile version