I har fået det, som I selv har stemt for

 

Et debatindlæg af Peter Freifeldt

 

Jeg har ikke stemt til et valg, siden min ven, Dan Uzan, blev dræbt af en muslim i København.

 

Jeg har nemlig, siden den nat, haft en følelse af, at det hele er nytteløst. Jeg formoder, at kun omkring 1 % af befolkningen ønsker det samme som mig – en tilstand, hvor der ikke længere er muslimer i Danmark.

 

Havde forholdet stået 51/49 i modstandernes favør, ville der være en mening i at kæmpe for den sidste procent. Men jeg føler mig næsten helt alene med mine synspunkter og mine ønsker, som jeg er vel vidende om, at de fleste i dette land betragter som radikale og rabiate.

 

Men i dag har jeg gjort en undtagelse. Jeg har stemt – på Frie Grønne.

 

Efter grundig overvejelse er jeg nået frem til, at dette parti måske tænder et lille håb. Et håb om, at danskerne vågner op.

 

Når Pia Kjærsgaard siger det, når Rasmus Paludan siger det og når jeg siger det, bliver advarslerne stemplet som racisme, ekstremisme og alt muligt andet, der gør, at man ikke tager budskabet alvorligt.

Derfor håber jeg, at Frie Grønne bliver valgt ind i Borgerrepræsentationen i København. Lad dem få en platform.

 

Lad dem råbe fra talerstole over hele landet, og lad jødehadet, og alt det andet Islam indeholder, blive tydeligt, så danskerne konfronteres direkte med det.

 

Måske er det dét, der skal til: at jødehadet og islamismen ikke længere ligger latent, men bliver udtalt så højt, at flest mulige danskere – også danske jøder, som nu endelig ser ud til at have fået øje på problemet, som de selv har stemt ind – kan forstå, hvilket monster der er blevet skabt af loyalitet over for Socialdemokratiet og Venstre og hvad de ellers hedder, de politiske partier, som folk føler større loyalitet over for, end de gør for deres egne familier.

 

Tænk, at jøder i Danmark påstår, de er chokerede over de meget omtalte plakater i lygtepælene! Det er de samme jøder, som i årevis har grinet, når jeg – og få andre – internt advarede mod det importerede jødehad.

 

Hele familier er nu chokerede, skriver opslag på Facebook, deler artikler og indrømmer i lukkede fora, at de nu er blevet “racister”.

 

De er chokerede. Jeg er chokeret over, at de er chokerede. Hvad havde de forventet? Vil de sige undskyld?

 

Er de stolte af deres dialogkaffe, deres FN-besøg, deres indsamlinger, deres læserbreve og deres deltagelse i alverdens demonstrationer for indvandrere og for flygtninge og for fred og for tolerance og for sameksistens og mod had og mod racisme og mod fremmedfjendskhed og mod diskrimination og alt det andet, som de fanatisk har forholdt sig nærmest religiøst til?

 

De mest smagløse er dem, der nu skynder sig over på den anden side og giver den som “analytikere” på Facebook og i debatsektionerne. I har taget fejl, kære venner. Jeres analytiske evner – jeres evner til at sige noget kvalificeret om fremtiden – er ikkeeksisterende.

 

Kære danskere – jødiske som ikke-jødiske: I har fået det, som I selv har stemt for. Det er jer, der har skabt dette monster. Nu hænger budskaberne i lygtepælene, og der tales mere ærligt om islamistiske dagsordener, end nogen af jer havde forestillet jer.

 

Der skriges “Jihad” i gaderne lige uden for vinduerne, og der råbes “intifada” gennem højtalerne, mens der marcheres i takt. Der er panik.

 

Men jeres panik giver mig trods alt håb. Derfor skal vi støtte det, som får folk til at åbne øjnene.

 

Jeg håber, at Frie Grønne bliver valgt ind, og jeg håber, at antisemitismen fortsat bliver eksponeret i lygtepæle og i radio og i TV og mens der marcheres gennem det pæne Frederiksberg og det nydelige Østerbro.

 

Konfrontationen kommer. Jo før den kommer, des større chance har vi for at vinde.