Det er Dobbelttænkning og ren ’1984’, når EU og vor politiske elite begrunder censurindgreb med forsvaret for ”ytringsfriheden”. Det er en farlig vej, som vore magthavere nu er gået ind på mod udemokratisk mistillid til det afklarende og oplysende ved den frie og åbne debat og til vælgerbefolkningens kritiske sans
Af Michael Pihl, Næstformand i Trykkefrihedsselskabet
”I krig er sandheden det første offer”, skrev den græske digter Aischylos i tragedien om ”Perserne”.
I krig er ytringsfriheden det første offer, kunne man i dag så tilføje – efter EUs censurindgreb mod russiske medier i Europa. Aischylos tragedie er i øvrigt også aktuel, fordi han dengang vakte furore ved brugen af den persiske fjendes perspektiv på perserkrigen til en forgæves advarsel mod at grækerne begik den samme hybris, som havde bragt perserkongen Xerxes til fald i slaget ved Salamis i 480 f.Kr. Lidt ligesom herhjemme i dag ethvert forsøg på at bringe nuancer ind i debatten om Rusland, Ukraine og Vesten og EUs medansvar for tragedien udløser vrede og automatiske beskyldninger om landsforræderi og ”putinisme”.
I sidste uge vedtog EU et forbud mod de russiske medier Russia Today og Sputnik – internetudbydere og myndigheder må herefter ikke lade russiske medier udbyde i EU og sendetilladelser skal suspenderes. EU-kommissionformand, Ursula von der Leyen, begrunder EUs censurindgreb mod ytringsfriheden med et angiveligt behov for forbud mod ”misinformation” og med nødvendigheden af statsindgreb til forhindring af, at russiske medier i europæiske lande skulle kunne ”sprede deres løgne for at retfærdiggøre Putins krig og splittelse i vores union”.
Venstres kulturordfører; Jan E. Jørgensen synes, at det er – ”en glimrende idé” (JP 03.03.2022). I ”vores union”.
Med et tragisk eksempel på Orwellsk dobbelttænkning misbruger det Radikale Venstres Martin Lidegaard det påståede forsvar for ytringsfriheden som begrundelse for EUs autoritære censurindgreb: ”… Jeg er netop tilhænger af den frie debat og den frie ytringsfrihed.
Men det er ikke det, der foregår i øjeblikket på de to medier. Og når folk, der bomber kvinder, børn og mænd i gaderne, bruger deres medier til at retfærdiggøre deres handlinger ved at manipulere, så er man sat i en situation, hvor man er nødt til at reagere”, siger de Radikales udenrigsordfører og tilføjer: ”Med det propagandaapparat, som Putin har disket op med for at retfærdiggøre sine fuldstændig vanvittige dispositioner, så er man nødt til på en eller anden måde at komme med et modsvar”.
Socialdemokratiets kulturordfører, Kasper Sand Kjær, optræder dobbeltmoralsk med tilsvarende tankegymnastik: ”Regeringen bakker 100 pct. op om de sanktioner, vi har indført i fællesskab i EU mod Rusland”, udtaler han og tilføjer: ”… at regeringen står vagt om ytrings-og pressefriheden” (JP. 03.03).
Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, kritiserer EUs censurindgreb mod ytringsfriheden: ” Jeg bryder mig ikke om, at man forbyder nyhedsmedier. Så er vi jo faktisk der, hvor vi er ligesom Rusland”, udtaler Espersen.
SFs udenrigsordfører, Karsten Hønge, udtaler sig også kritisk mod EUs censurindgreb og argumenterer for, at russiske mediers eventuelle fejl og mangler bør imødegås i en fri og åben debat: ”Vi synes, at den slags misinformation og fake news, som kommer fra de medier, skal bekæmpes med oplysning og med at have en kritisk befolkning. Vi er bange for, at hvis man begynder et sted med at lukke for dem, så kan det være svært at se, hvornår vi skal lukke for andre kanaler”.
Selv Dansk Journalistforbund mener tilsyneladende, at EUs censurindgreb mod russiske mediers ytringsfrihed er ”en farlig vej at gå”.
Jacob Mchangama fra tænketanken Justitia advarer også mod EUs censurindgreb mod russiske medier: ”Helt principielt er det ekstremt farligt at lade staten – og i særdeleshed en overstatslig organisation som EU – diktere, hvad der udgør propaganda og disinformation … sådant værktøj vil også kunne bruges i alle mulige andre sammenhænge … Det skal også ses i lyset af, at EU-Kommissionen allerede lægger op til, at hadsk tale skal gøres til en EU-forbrydelse som defineres på EU-niveau, ligesom EU er i gang med at vedtage regler for kontrol med indholdet på sociale medier. Dermed lægger EU op til at give sig selv drastisk kontrol over ytringsfriheden i 27 europæiske demokratier” – advarer Mchangama.
Trykkefrihedsselskabet tager skarpt afstand fra EU og den danske regerings censurindgreb mod ytringsfriheden i Europa. Regeringens nye lovforslag til regulering af sociale medier og dens uforbeholdne støtte til EUs forbud mod ”misinformation” og forbud mod russiske medier viser os, at flertallet af vore folketingspolitikere i virkeligheden slet ikke forsvarer ytringsfriheden – tværtimod.
I George Orwells dystopiske fremtidsroman ’1984’ kontrollerer en totalitær statsmagt borgerne med autoritære indgreb i den frie tanke, med Nysprog, der fjerner frie tanker og begreber fra sproget og indskrænker tankens område og med såkaldt ’Dobbelttænkning’, hvor ”… Fredsministeriet beskæftiger sig med krig, Sandhedsministeriet med løgne, Kærlighedsministeriet med tortur og Ministeriet for Rigdom med hungersnød. Disse modsætninger”, skrev Orwell, ” er ikke utilsigtede, og de stammer heller ikke fra almindeligt hykleri: de er bevidste øvelser i Dobbelttænkning”.
Det er tilsvarende bevidste øvelser i Dobbelttænkning og ren ’1984’, når EU og vor politiske elite begrunder censurindgreb med forsvaret for ”ytringsfriheden”.
Det er en farlig vej, som vore magthavere er gået ind på mod en udemokratisk mistillid til det afklarende og oplysende ved den frie og åbne debat og til vælgerbefolkningens kritiske sans. ”Misinformation” skal imødegås i en fri og åben debat og med rationelle argumenter – ikke med statsindgreb og censur.
”På en eller anden måde er den sygdom forbundet med tyranniet, at man aldrig stoler på sine venner” – skrev Aischylos.
Regeringen burde stole mindre på EU-censur og mere på folkets kritiske sans og på ytringsfriheden som grundlaget for demokratiet som den mest rationelle styreform.