Iben Salling Syriks dødsfald efterforskes fortsat

I dag er det et år siden, at den 38-årige Iben Salling Syrik blev fundet død ved familiens sommerhus i Give. Dødsfaldet efterforskes fortsat af Sydøstjyllands Politi.

Den 38-årige Iben Salling Syrik blev den 9. december 2019 af et familiemedlem fundet død i et udendørs spabad ved sin families sommerhus på Skovbrynet i området Vesterlund ved Give. Siden har Sydøstjyllands Politi intensivt efterforsket dødfaldet, men den omfattende efterforskning har endnu ikke ført til en opklaring af, hvordan og hvorfor den 38-årige kvinde døde.

’Vi arbejder fortsat målrettet på at få opklaret dødsfaldet, som vi fra starten har efterforsket som en drabssag,’ fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen fra Sydøstjyllands Politi og tilføjer: ’Det er vores forhåbning med denne pressemeddelelse, at der med et fornyet fokus på sagen kommer nye vidner frem, der kommer i tanke om noget, de endnu ikke har fået delt med politiet. Vi sorterer i henvendelserne, så sidder man med en oplysning, som man er usikker på relevansen af, så ring alligevel 114, så skal vi nok afgøre det’.

En omfattende efterforskning

Sydøstjyllands Politi har afhørt et stort antal personer i sagen, skrevet over 2.400 rapporter, og der er blevet foretaget obduktion og en række undersøgelser og sporsikring af teknikere, flere gange af hunde og retsmedicinere. Dykkere har været inddraget, og forsvaret har bistået med fysiske undersøgelser i nærområdet efter spor, og herudover er der blevet indsamlet overvågning samt foretaget anden efterforskning af forskellig karakter. Mange vidner har også henvendt sig i sagen, men desværre har intet af det ledt til en opklaring.

LÆS OGSÅ:  To bomber eksploderet ved restauranter i Malmø

Helt i den spæde start af efterforskningen var en person anholdt. Pågældende blev dog løsladt inden for det første døgn. Sydøstjyllands Politi kan af hensyn til sagen ikke bidrage med oplysninger om eventuelt aktuelt mistænkte, eller om mistænkte i efterforskningsforløbet i øvrigt.

’I en så alvorlig sag som denne vil der altid være oplysninger, der ikke kan deles med offentligheden. Sådan må det være,’ understreger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen og uddyber: ’For får vi fortalt for meget, så kan det gå ud over en eventuel kommende retssag. Vi kan også komme til at give en gerningsmands nogle fordele, hvis vedkommende ved alt, vi ved, og så har vi selvfølgelig også et hensyn at tage over for de involverede i sagen. Når vi deler indhold fra efterforskningen, så er formålet derfor først og fremmest at få opklaret sagen ved blandt andet at aktivere eventuelle vidner, der kan hjælpe os til at komme nærmere en opklaring. Det er et puslespil, vi skal have samlet. Nogle brikker stammer fra vidner og andre fra øvrige afhøringer, tekniske spor, undersøgelser, overvågning mv. Vi håber nu på nye henvendelser, der kan tilføje ny viden, til det vi allerede ved.’

Fakta 
Iben Salling Syrik var fraskilt og boede i sin families fritidshus i Vesterlund ved Give sammen med sin 5-årige søn. Hun blev fundet død i et udendørs spabad mandag den 9. december ved fritidshuset på Skovbrynet, Vesterlund i Give.

LÆS OGSÅ:  19-årig røver varetægtsfængslet i fire uger

Iben Salling Syrik var ejer af en sort personbil, stationcar af mærket BMW, med registreringsnummer CK30844. Bilen holdt i indkørslen til fritidshuset, hvor afdøde blev fundet den 9. december 2019.

Hun arbejdede med heste, som hun blandt andet købte og solgte.

Har du oplysninger, så kontakt Sydøstjyllands Politi

Sidder der nogen derude med viden, de endnu ikke har givet til politiet, så kontakt Sydøstjyllands Politi via 114. Det kan være oplysninger, som umiddelbart ikke synes vigtige, men som kan vise sig at være det. Har du fx oplysninger om, hvad den 38-årige Iben Salling Syrik lavede i weekenden den 7. og 8. december, eller har du set noget, som du nu er kommet i tanke om eller undres over, så vil Sydøstjyllands Politi meget gerne høre om det.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)