Ophedede diskussioner om identitet, racisme og køn er i disse år for alvor rykket ind på højskolerne og har ført til livlige og i visse tilfælde uforsonlige og bidske debatter mellem både elever og undervisere, skriver Berlingske.
”På flere højskoler har der været episoder, hvor forskellige syn på sprogbrug, udklædning, køn, seksualitet og etnicitet har ført til gnidninger og sammenstød.
Flere højskoleundervisere udtrykker bekymring for den frie debat og den særlige tradition for bramfri og åbensindet diskussion, der er en fundamental ingrediens i den danske højskolekultur.
De advarer mod identitetspolitiske strømninger, der i sidste ende kan underminere den demokratiske samtale og styrke separatistiske tendenser, der opdeler folk i køn, race og etnicitet og dermed risikerer at gøre os alle dummere”.