Den identitetspolitiske venstrefløjsekstremisme, som i USA misbruger racespørgsmål til at lukke munden på politiske modstandere på højrefløjen, er for længst nået til Europa og Danmark.
Lige nu kræver demonstranter i flere lande fortidsminder fjernet. Det har der været flere fortilfælde for i fortiden. I Sovjetunionen har man således fjernet historiske statuer af Josef Stalin, og i Irak har man fjernet statuer af Saddam Hussein.
En statue af briternes premierminister under den anden verdenskrig, Winston Churchill, blev sidste weekend overmalet med sætningen ”Churchill var racist”.
Londons muslimske borgmester, Sadiq Khan, har erklæret, at alle statuer, der forestiller slavehandlere, skal fjernes.
I den britiske universitetsby Oxford var studerende forleden på gaderne med krav om ”dekolonisering” af de britiske universiteter.
I USA har man fjernet statuen af Christoffer Columbus og besluttet at fjerne sydstatsflaget fra alle amerikanske militærbaser.
På de amerikanske universiteter kan man ikke længere sammensætte pensum, fordi der altid står en krænkelsesparat minoritet parat med en klage.
Microsoft har for nylig givet efter for sine ansattes krav om, at firmaet skal opsige sine kontrakter med politiet.
Det amerikanske betalings-tv-kanal HBO har besluttet at fjerne klassikeren ”Borte med blæsten” fra sit repertoire.
Og den venstreliberale The New York Times har fyret sin debatredaktør, fordi han har bragt et indlæg fra en republikaner, som mente, at hæren skulle sættes ind mod demonstrationerne.
Det identitetspolitiske vanvid æder sig langsomt ind i det danske samfund. I øjeblikket ser vi således gakkede eksempler på, at man overfører den mest ekstreme identitetspolitiske retorik fra USA til Danmark.
Vi har oplevet krænkelser over afsyngning af ”Den danske sang er en ung blond pige” fra en brun lektor på CBS og klager over pensum med overvægt af hvide på danske universiteter.
På Københavns Universitet opfordres underviserne til i deres kommunikation med de studerende at tage højde for, at studerende ikke nødvendigvis opfatter sig som kvinder eller mænd, men også kan opfatte sig selv som noget helt tredje.
I Københavns Kommune kommer folkeskolelærerne på skolebænken for at lære, hvornår man siger hvad til hvem i en tid, hvor både tiltaleform og kønsidentiteter er blevet langt mere end blot ”hun” og ”han”. Lærerne skal med andre ord tage hensyn til, at nogle elever hverken opfatter sig som hankøn eller hunkøn.
Identitetsidiotien har også ramt spejderne. De grønne pigespejdere har besluttet, at deres 4.000 medlemmer skal have en ny uniform uden de ikoniske duelighedsmærker, fordi disse kan være med til at krænke spejdere med få mærker på trøjen.
Identitetsvanviddet er i virkeligheden en kamp om magt i samfundet. Det minder om Maos kulturrevolution, der officielt havde som sit primære mål at udrydde borgerlig tankegang i hele det kinesiske samfund og erstatte det med socialisme. Det reelle mål var imidlertid mere jordnært: at styrke kommunistpartiet og Maos greb om Kina.
André Rossmann