Identitetsvanviddet truer vores kulturforståelse

I halvfemserne kørte krænkelsestoget måske én gang om året, i nullerne og tierne blev det til en månedlig begivenhed, og i tyverne sker det én gang ugentligt, omend ikke dagligt, skriver Berlingske. For tiden udpeges der med flimrende fart en statue, en sang, en person, en bog eller et kunstværk, som efterfølgende defineres som ond og krænkende. Hvorfor?

Fordi det er blevet en eksistentiel modus operandi at gå gennem livet som kronisk krænket over alt det grimme og dumme, kulturhistorien kan diske op med. Jo flere ting, man kan blive stødt over, desto finere og mere moralsk overlegent menneske er man åbenbart.

Niels Reeh, der er lektor ved religionsstudier på Syddansk Universitet, ser en lige linje fra calvinisterne til den postmoderne identitetspolitik. Calvinisterne rejste fra Europa til Amerika i 1700-tallet for at etablere rene og ubesmittede religiøse samfund på den nordamerikanske østkyst. Calvinisterne mente, at nogle mennesker var forudbestemte til at blive frelst af Gud, og at der findes ”good people” og ”bad people”.

”The good people” finder sammen og forsøger sig med naive og meget forenklede regelsystemer for at holde de forkerte, ”the bad people”, fra livet, så de ikke ”smitter” med deres grumme ideer, sprog og deres såkaldte mikroaggressioner.

I 70erne var det munkemarxisterne, der tyranniserede den frie tænkning – i dag er det identitetspolitikkens sidste dages hellige, som imidlertid ikke nøjes med at true tænkningen, men også splitter den vestlige kulturforståelse ad og dermed vores egen forståelse af, hvem, vi er, og hvor, vi kommer fra.

Der er al mulig grund til at tage de ”latterlige” krænkelsessager dybt alvorligt.